Amagerdrengen, der blev gift med præsten
– Vi er forskellige, men vi supplerer hinanden godt, siger Gerner Zimino,
gift med sognepræst Agnethe ZiminoHan bliver kaldt en glad gadedreng. Og selv om han er 50 år og har fuldskæg, er der rigtignok noget drenget og umiddelbart over ham. Hans ivrige tale krydres med frisk amagerslang og gestikuleren, og hans begejstring er smittende.
– Er han ikke bare dejlig begejstret? Jeg synes, det er charmerende, siger Agnethe Zimino henvendt til mig.
Det er nu 15 år siden, hun første gang lod sig betage af Gerners facon, da de to mødte hinanden første gang i Kastrup Kirke på Amager, hvor hun dengang var sognepræst.
– Det var til kirkekaffen efter en aftengudstjeneste. Jeg havde ikke set Gerner i kirken før. Men jeg kunne høre, han sad og snakkede meget ligefremt til folk om Jesus. Jeg tænkte, jeg hellere måtte gå over for at redde ham, for jeg var ikke sikker på, at alle forstod ham, fortæller Agnethe, der nu er sognepræst i Korsvejskirken på Amager.
Da Gerner mødte op den gang i 1988 i Kastrup Kirke, havde den kristne tro kun været virkelig for ham i knap et halvt år.
Jeg brænder for at se kvinder frigjort i tjeneste. Jeg mener, kvinder kan tilføre kirken noget, som mænd ikke kan.
Gerner er født og har levet hele sit liv på Amager. Som 14 årig kom han i lære som klejnsmed, og siden blev han omskolet til flymekaniker. Som voksen begyndte Gerner at interessere sig meget for filosofi og psykologi. I et forsøg på at nå en højere bevidsthed begyndte han også at dyrke meditation og interessere sig for det okkulte.
– På et tidspunkt læste jeg om, at der var en Skaber. Jeg tænkte, at hvis der var en Skaber, så ville jeg tjene ham. Det måtte være det højeste. Så jeg gik ind i Strubes Boghandel i København for at søge noget litteratur om Skaberen. Jeg købte C.S. Lewis´ bog Det er Kristendom og Lohses opslagsværk: Bogen om kristendom.
– Da jeg havde læst dem, tænkte jeg: Jeg må finde et kristent fællesskab og se, om det, jeg har læst, er ægte.
– Dagen efter ringede min faster til mig. Hende havde jeg ikke haft kontakt med længe, men jeg vidste, hun var en personlig kristen, så jeg inviterede hende på besøg og stillede hende en masse spørgsmål.
Fasteren tog Gerner med i Karlslunde Strandkirke, hvor han oplevede, at kærligheden var ægte, og efter at have deltaget i et par møder, knælede han ved alteret og bekendte sin synd og bad Jesus komme ind i sit hjerte.
En uge efter blev hans mor indlagt med en blodprop i den ene lunge.
– Jeg havde læst i Bibelen, at vi skulle bede for de syge. Så det gjorde jeg, og hun blev helbredt, fortæller en begejstret Gerner og gestikulerer ivrigt med armene.
Begejstringen tiltager, da han fortæller om, hvordan han blev fyldt med Helligånden.
– Jeg sad og bad i mit lønkammer. Jeg bad Jesus dække mig med sit blod. Og så kom Helligånden ellers med et ordentligt brag. Det var som en vind, der blæste, og jeg blev, som var jeg fuld og talte et underligt sprog. Jeg fortalte en fra Karlslunde Strandkirke, hvad der var sket, og han sagde, det var Helligånden og viste mig, hvad der stod i Bibelen om Helligånden.
Da Agnethe mødte Gerner, inviterede hun ham med i en bibelkreds, hun havde i sit hjem. Og der gik ikke længe, før hun forelskede sig i Gerner, og han forelskede sig i præsten. De to blev gift i 1989 og har fejret kobberbryllup sidste år.
– Den gang jeg friede til Agnethe, tænkte jeg ikke over, at hun var præst. Jeg syntes, hun passede til mig, og at vi havde en ånd, der matchede.
Gerner møder ind imellem folk, der har negative holdninger overfor kvindelige præster. Dem har han aldrig selv haft.
– Jeg brænder for at se kvinder frigjort i tjeneste. I andre lande er der mange flere kvinder, der tjener som præster og i lederskab, både i fri- og folkekirker. Jeg mener, kvinder kan tilføre kirken noget, som mænd ikke kan. Det ideelle er efter min mening at have både en mandlig og kvindelig præst, som kan supplere hinanden.
Selv siger Gerner, at han aldrig har været misundelig på Agnethe og hendes position og tjeneste.
– Tværtimod. Jeg er faktisk stolt af min kone.
Han fandt det heller ikke ydmygende, at hun i begyndelsen var den åndeligt modne, og hun var den, han måtte stille alle sine åndelige og bibelske spørgsmål til.
Gerner understreger dog samtidig, at på hjemmefronten er det ham, der er præsten:
– Vi har selvfølgelig demokrati herhjemme. Men jeg mener, at det som mand ind imellem er nødvendigt at være den beslutningstagende. Ikke for at undertrykke kvinden, men beskytte hende. Hvis Nethe siger: Det vil jeg gerne have, at du tager en beslutning om. Så gør jeg det.
Hverken Agnethe eller Gerner lægger skjul på, at de er meget forskellige både af temperament, personlighed og talent.
– Det er godt at kunne være hinandens mod- og medspiller. Vi blev gift i en sen alder og skulle selvfølgelig lige vænne os til at være to, indrømmer Gerner og fortæller, at han var perfektionist til fingerspidserne, da de blev gift, men at han nu har slækket lidt på den side.
– Vi er enige om at sætte mennesker før oprydning og rengøring. At være gæstfrie er vigtigt for os.
Agnethe og Gerner bor i præsteboligen, der hører til Korsvejskirken, et parcelhus på Cypres Allé. Sammen har de i ti år haft en plejedatter.
– Også tjenestemæssigt er vi forskellige. Agnethe er en god bibelunderviser og en kanongod hyrde. Mens jeg er i mit es, når jeg kan få lov at profetere, tale til ikke kristne og bede for syge. Jeg elsker at se folk blive frelst og helbredt!
Gerner har siden 1999 været en del af lederskabet i den lutherske frimenighed, Hjørnestenen, på Nørrebro.
– Der stortrives jeg. Jeg er mere til den lidt friere form for lovsang og tilbedelse, indrømmer Gerner og afslører, at hans farmor og farfar havde rødder i Pinsekirken.
At de tjener i hver deres kirke, synes de kun har været til gensidig inspiration.
– Vi kan spille bold med hinanden hjemme.
– Vi supplerer hinanden godt, fastslår Gerner.
Ægteparret tjener dog også sammen i forskellige sammenhænge inden for den karismatiske del af folkekirken.
Som kontakt-præst på TV Zulus hjemmeside for Åndernes Magt får Agnethe ofte henvendelser fra folk, der plages af åndelige kræfter. Men ægteparret tager altid ud sammen, når et hjem skal renses for urene ånder eller til samtaler og bøn for dæmonuddrivelse.
Sammen har de to i ti år stået som arrangører af en årlig fælleskirkelig lejr på Efterskolen Øresund kaldet Evangelisk Fællesskabs Sommerlejr.
De to har endog arbejdet under samme kirketag. I 1990-1991 uddannede Gerner sig til sognediakon og blev i 1991 ansat som sognemedhjælper og siden konstitueret kirketjener i Korsvejskirken.
– Jeg banede vejen for Agnethe, siger Gerner og smiler.
Agnethe blev nemlig ansat som sognepræst ved kirken i 1995. De to kunne sagtens finde ud af at fungere som par privat og som arbejdskolleger i kirken.
Men i 1998 blev Gerner fyret.
– Jeg har gået arbejdsløs siden. Jeg har taget to mindre uddannelser i løbet af den tid som voksenunderviser og systemadministrator, men der er ikke nogle døre, der har åbnet sig rent arbejdsmæssigt.
– Det har været en svær tid for mig. Men jeg tror, Gud har vendt det til det gode og brugt tiden til at forme mig, fortæller Gerner ærligt og indrømmer, at han ikke længere er så sort-hvid, som han var tidligere, men nok er blevet lidt mere menneskeligt og åndeligt moden.
Gerner føler sig nu klar til at gå ud i fuldtidstjeneste. For som han siger:
– Jeg har ikke tid til at arbejde.
Gerner taler meget om tjenesten og erkender, at han nyder at være ude og virke i forskellige sammenhænge. Han inviteres jævnligt ud i frikirker og folkekirkelige sammenhænge. Han har også rejst i ind- og udland med den svenske forkynder, Peringe Pihlström og profeten, Buck Hudson fra Sverige.
Men Gerner er også meget bevidst om, at han ikke ønsker at have sin identitet i en position eller tjeneste.
– Før jeg blev kristen, ville jeg gerne have en position, fordi den gav mig identitet. De første par år som kristen gik jeg igennem en proces, hvor jeg skulle lære, at Gud ønsker at være sammen med mig, og det er det, der gør mig værdifuld. Ikke bare fordi jeg ønsker at tjene ham.
– Min inderlige bøn i dag er at lære at vandre med og kende Gud, ligesom Enok gjorde det. At have Gud med i den mindste detalje af sit liv, det er kanon. Samtalen med Gud er vigtigere end tjenesten, slutter Gerner Zimino.
