Grønlands biskop kritiserer åndemaneri

Den øverste embedsmand i hjemmestyret brugte healer til at ”rense” kontorerne i administrationen i Nuuk.
Efter dannelsen af det nye landsstyre i Grønland i sidste måned, besluttede hjemmestyrets administrerende direktør, Jens Lyberth, at få Grønlands mest kendte nyreligiøse healer til at stå for en del af »hovedrengøringen«, skriver Kristeligt Dagblad.
Det har rejst en voldsom kritik fra landstingsformand Jonathan Motzfeldt og biskop Sofie Petersen, der siger, at den kontroversielle healing er oprørende.
– Sådan noget er en hån mod de mennesker, der arbejder på kontorerne, ja, det er en hån mod hele vores kristne tradition i Grønland, siger hun.
Jonathan Motzfeldt, der sidste år fratrådte som landsstyreformand, men nu er formand for det grønlandske parlament, Landstinget, frygter, at seancen vil sætte skred i nyreligiøsite-ten hos grønlændere, der ellers har en stærk tilknytning til kristendommen.
– Hver dag får præster henvendelse fra mennesker, som har fået store psykiske problemer efter at have været i kontakt med healing og andet, siger han til Kristeligt Dagblad.
Sammenslutningen af frikirker i Grønland har bedt den nye landsstyreformand redegøre for healingen.