Kirkens genbeskrivelse

– har evangelikale ledere modet og evnen?
– Drøftelsen omkring fremtidens kirke bliver let overfladisk og knyttet til programmer, metoder, markedsføring etc. Men udfordringerne går langt dybere, mener ugens kronikør.Kronikken vil rejse en drøftelse, der ligger forud for den praktiske drøftelse af, hvordan fremtidens kirke kunne se ud. Man må nemlig overveje, hvor dybt drøftelsen skal gå, hvad udfordringen er, og dernæst hvad drøftelsen kræver i det videre forløb. Med mindre, selvfølgelig, at målet i virkeligheden er at værne mod egentlige ændringer og kamuflere behovet herfor.

Ib Sørensen

Drøftelsen af „fremtidens kirke“ bliver let overfladisk og knyttet til programmer, metoder, markedsføring etc. Det øger risikoen for, at drøftelsen bliver slag i den tomme luft. Det er for mig at se, hvad vi har set i dansk evangelikalt kirkeliv de seneste 20 år, hvor vi i stigende grad har været orienterede mod (og bekymrede for) fremtiden. Bare rolig! Der sker ikke noget, så længe vi koncentrerer os om budskaber og analyser, som alle skal kunne forstå og forholde sig „bejaende“ til i løbet af 10 minutter, og som straks kan omsættes „praktisk“, fordi det matcher eksisterende strukturer og antagelser.

Jeg mener, at behovet er en egentlig kritisk refleksion. Det vil sige en drøftelse, der ikke blot går ud fra, at alt vi behøver at gøre, er at gøre, hvad vi allerede gør, tænker og tror, blot mere, oftere, bedre, og på en anden måde. Mener vi det alvorligt, når vi udforsker fremtidens kirke, forpligter vi os på at tænke over, hvordan det er, vi tænker og hvorfor. Det vil sige, at vi forpligter os på en læreproces, hvori vi kritisk genovervejer selve de kriterier, de værdier, de bevidste og ubevidste antagelser som vi går ud fra som det „selvfølgelige“ og „naturlige“. Det vil bl.a. sige vækkelsesteologien (hvad? hvorfor?) og ikke kun vækkelsesteknologien (hvordan?). Dermed går vi ind i en risikabel og angstproducerende refleksion, der gør tvivlen til troens trofaste følgesvend og ikke til dens fornægtelse. Først her er der virkelig noget i spil. Vi ser vranglæren i øjnene. Men vi ser også en endnu mere skræmmende mulighed: At vi allerede nu kandiderer til kætterbålet.
Jo dybere refleksionen om fremtidens kirke tillades at gå, jo vigtigere bliver det, at ofre opmærksomhed på selve dagsordenen, på en drøftelse af drøftelsen, og på de kompetencer, den kræver af deltagerne. Jeg vil i det følgende give et par korte input til en sådan drøftelse af selve dagsordenen. Det første går på en frisættende teologisk drøftelse af teorien om kirken (ekklesiologien). Det andet går på en af de vigtigste lektier ledere må lære, og som bliver vigtigere jo dybere (og „dyrere“) ændringsprocesser, ledere må forholde sig til: Evnen til at håndtere egen og andres usikkerhed.

At kirkebegrebet står centralt i kirkens genbeskrivelse er selvfølgeligt.
En vej at gå i et arbejde med ekklesiologien, der kan anspore en kreativ refleksion, er at skelne konsekvent mellem kirken som en ideel teologisk størrelse, og kirken som en konkret historisk institution. At arbejde udfra denne forskel er ikke at benægte en sammenhæng mellem de to størrelser. Det, der benægtes er, at sammenhængen kan udtrykkes med et lighedstegn. Det er en befriende benægtelse. Det efterlader os i en kreativ spænding, hvor vi på den ene side forholder os til en motiverende og normerende guddommelig ide (kirken) og på den anden side til en aktuel realisering af denne ide (kirkerne), der bestemt ikke er hævet over kritik. Det lader sig derfor gøre på én gang at have en hellig respekt for kirken som ide (kirken), og samtidig være kritisk til dens aktuelle udtryk (kirkerne). Det sidste kan ligefrem være en nødvendig konsekvens af det første.

Et vigtigt mål for arbejdet med teorien om kirken er at genfinde og genbeskrive kirkens basale vision og mission i lyset af en fremtid, der faktisk allerede er en håbets realitet. Fremtiden og dens kirke er virkelig én set i håbets perspektiv. Jeg tror ikke, vi behøver at bekymre os for fremtidens og håbets kirke på Guds vegne. Håbets kirke, den menighed, der deler evigheden med Kristus selv, er garanteret af Gud. Hvis vi antager, at den „himmelske (bryllups)fest“ kan gå i vasken eller ligefrem blive aflyst på grund af, hvad vi måtte gøre eller ikke gøre, så tror vi ganske enkelt for lidt om Gud og for meget om os selv.
Det, vi med rette kan bekymre os for, er; hvorvidt dagens kirker har tilstrækkeligt sammenfald med håbets (fremtidens) kirke. Bekymringen bør gå på, hvorvidt den fremtid, vi vælger og skaber for kirkerne som en historisk kulturel størrelse, kan siges at være et valg af deltagelse i Guds fremtid og i Kristi mission? Deri ligger kirkernes fremtid eller mangel på samme.

Blandt Det Nye Testamentes metaforer for menigheden, vil det være gavnligt at genopdage billedet af kirken som „Guds folk“. Bl.a. fordi vi til ukendelighed har mishandlet et andet centralt billede: Kirken som „Kristi krop“. Det er nemlig blevet et billede af kirken der, tro mod metaforens mystiske undertoner, har bundet og begrænset hovedet (Kristus) til kroppen (kirkerne). Derfra er der ikke langt til det synspunkt, at kirken uden videre, under alle omstændigheder og i enhver form er Kristi legeme og så at sige har taget „hovedet“ som gidsel. Her gælder det ikke længere: Hvor Kristus er, der er kirken (Ubi Christis, ibi ecclesia) men: Hvor kirken er, der er Kristus. Billedet af kirken som „Guds folk“ rummer andre og vigtige betydninger. Dels er der ikke den organiske enhed mellem kongen og folket, der gør forskellen umulig. Dels skal „Guds folk“ forstås med Det Gamle Testamente som baggrund. Kirken er det udvalgte folk og sendte som betroede husholdere (oikonomos) i Guds „frelseshusholdning“ (oikonomia), i Guds mission. Folket er borgere i Guds rige eller herredømme, men riget er andet og mere end folket. Kirken er en betroet og vigtig aktør, hvis den deltager, men en aktør uden vetoret. Gud kan – om nødvendigt – arbejde suverænt udenom (eller ligefrem mod) sit frafaldne folk. Af stenene kan han skabe sit folk, såvel som børn af Abraham. Folket kan alene forstå sig selv i tjenerens rolle, som et redskab, et ejendomsfolk. Den fremtid kirkerne må vælge er at skrive sig ind i den fremtid, Gud realiserer og garanterer.
Kirkens genbeskrivelse er ikke et simpelt spørgsmål om markedsorientering på skrømt. Vi kommer ikke uden om en dybtgående genovervejelse af teologien (gudsbilledet), ekklesiologien og missiologien. Dermed kommer vi sandsynligvis heller ikke uden om at måtte indse, hvor dybt forarmede vi er blevet i sekterisme og konfessionalisme, i modernisme og evolutionistisk selvforherligelse.

Genovervejelsen af teo- og ekklesiologien peger på en afgørende kompetence, som kirkeledere må erhverve sig. Nemlig den at kunne håndtere og lede usikkerhed, smerte og angst, omvendelse.
I en verden, der er beriget med usikkerhed, står vi overfor et valg mellem:
At håndtere usikkerhed med skråsikkerhed. Det vil sige håndtere usikkerhed ved at fornægte den, afvise modsigelser, råbe højere, markere grænser tydeligere og tætne dem, og forsikre om egne antagelsers (evig-)gyldighed. Den strategi vil næppe lykkes, for menighedernes „core members“ i stigende grad lever i to (eller rettere: flere) verdener. Vi nærmer os en kritisk tilstand, hvor kirkernes „verdensbillede“ ikke længere er kompatibelt med dagligdagens erfaringer, og derfor heller ikke utvunget og „af sig selv“ hentes frem i bevidstheden på medlemmerne i mødet med hverdagens erfaringer. At håndtere usikkerhed med skråsikkerhed vil kun gøre ondt værre, fordi det enten vil tvinge medlemmerne til at vælge mellem kirken og „ikke-kirken“ (enten-eller), eller i det mindste vil en fundamentalistisk skråsikkerhed underminere mulighederne for, at medlemmerne individuelt forsøger syntesen selv.
Derfor – siden skråsikkerheden ikke er en holdbar strategi – bliver det nødvendigt at udvikle andre strategier, der i første omgang er strategier for at håndtere usikkerhed og angst. Det vil sige strategier, der giver svar, uden at give svaret. Strategier for at overleve i et eksil, i en efterkristen kultur. Strategier for at håndtere fremmedhed for sig selv, fordi den traditionelle kirkelige selvforståelse ikke længere matcher erfaringen og håbet. Det gamle land er tabt, og et nyt er endnu ikke i sigte. Tåler vi ikke denne smerte, vover vi ikke at se den i øjnene og sætte ord på den, vil vi mangle en væsentlig forudsætning for at arbejde med kirkens genbeskrivelse. Vi må tro, at et ophold i eksilets ”Babylon” og tabet af det kendte og elskede ”Jerusalem” kan være Guds nådige handlen med sit folk.
Vil vi vove en risikabel rejse og udforske fremtidens kirke, må vi lære at nyde frustrationens øjeblik, og se det som svanger med muligheder. Vi må lære at se ressourcerne i usikkerhed og forsage skinger fundamentalistisk selvbekræftelse. Vi må i stedet udvikle vores sans for undringens og rejsens teologi.
Man kan så spørge, hvor troen og efterfølgelsen har det bedst: Når den skal kæmpe, håndtere sin egen usikkerhed, og give fortolkninger til omverdenens, og når den skal finde vej? Eller når den er sikker, både i sine teologiske positioner og sine kulturelle? Måske kommer ligefrem den dag, hvor vi kan takke religionskritik og sekularisering (som Guds forsyns tjenere) for velfortjente befriende øretæver, og Gud for hårdhændet nåde, hvorved vi fik kirkerne genindskrevet i Guds folk, og i håbets fremtid.