Lidelsernes land

I Cambodja er kirken reelt kun 10 år gammel. Borgerkrige udryddede næsten alle kristne. I dag er der religionsfrihed, men mangel på uddannede ledere efterlader en splittet kirke, fortæller Dr. Mathews George Chunakara fra Kirkernes VerdensrådLandminer er ikke det eneste problem i det borger-krigshærgede Cambodja. ”Spredt fægtning” i mission splitter den unge nationale kirke.
Cambodja er oversået med landminer. Gennem de sidste 10 år har Kirkernes Verdensråd støttet fjernelse af minerne, men der er endnu meget tilbage at ønske. 1 ud af 256 personer i det hærgede land går med amputerede lemmer.
Han er som et levende leksikon, Dr. Mathews George Chunakara, Kirkernes Verdensråds afdelingssekretær for Asien. Han talte ved Danmissions interne missionskonference i Slagelse sidst i januar, og Cambodja fyldte meget i talen, der skulle rådgive det danske missionsselskab i strategien for hele Mekong-området, dvs. landene omkring Mekong-floden, Thailand, Myanmar (Burma), Vietnam, Laos og Cambodja.

Cambodjas befolkning er kendt med lidelser. I 1975 overtog den berygtede Pol Pot magten sammen med De Røde Khmerer og begik folkedrab mod henved 1½ mio. mennesker. I 1978 blev landet invaderet af vietnamesiske styrker, som indsatte en venstreorienteret regering. Vietnam trak sig ud af landet i 1989, og i 1991 lykkedes det FN at få en fredsaftale i stand mellem de stridende parter, og et demokratisk kongedømme blev dannet.
I dag er der religionsfrihed i Cambodja, men det har hverken fjernet landminerne eller de mange udfordringer, den unge kirke i landet står overfor. De første protestantiske missionærer ankom til landet i 1923 kort efter det første missionsselskab, det amerikanske Christian Missionary Alliance. Men borgerkrig og folkedrab gjorde, at kirken stort set var udslettet, da landet igen blev ”åbent” i 1993. Det var året, hvor Danmission, dengang Dansk Santal Mission, udsendte sine første missionærer til landet. Ifølge Chunakara var der kun ca. 3000 protestantiske kristne ud af 11 mio. indbyggere.

– Der er akut ledermangel i landets kirker i dag, fortæller Dr. Mathews George Chuna-kara. Jeg kender kun to præster, og de er over 90 år gamle. Alle andre er lægfolk. Det er svært at sige, hvor mange kristne der er i landet i dag, men man vurderer, at tallet ligger på mellem 20.000 og 100.000…
Derfor sponsorerer Chuna-karas Asien-afdeling en 3-årig præsteuddannelse til unge lovende studenter. I flere år sendte de dem til et universitet i Hong Kong, men mange fik smag for velstanden og vendte aldrig tilbage. Derfor er man begyndt at sende dem til Madras i Indien i stedet.
– Selv om nogle af de studerende brokker sig over de fattige forhold, er det mere sikkert, at de vender tilbage som præster til Cambodja, smiler Dr. Mathews George Chunakara.
– Kompetente nationale ledere er afgørende for kirkens fremtid, fortsætter han. – Missionærernes arbejde er ikke nok, udlændinge kan ikke give kirken identitet. Faktisk sker lige det modsatte. De forskellige missionsorganisa-tioner konkurrerer med hinanden. Og det forvirrer cambodjanerne. For den unge kirke kan ikke forholde sig til kirkepolitik.

Der er allerede 71 forskellige kirkesamfund i Cambodja, oplyser Chunakara. Og fordi der mangler ledere med kapacitet til at skabe netværk og samarbejde, bliver kirken ved med at dele sig.
Det bliver ifølge Dr. Mathews George Chunakara ikke bedre af, at udenlandske evangelister kommer og holder store helbredelseskam-pagner…
– Husk på, det er et land med mange handicappede. For nylig kom amerikanske Mike Evans og holdt en stor kampagne. Forud var der reklamer i alle medier: Er du blind, kan du få dit syn, er du døv, kan du høre, og er du lam, kan du komme til at gå! Folk strømmede til! Men da der ikke skete de mirakler, evangelisten havde lovet, blev der åbent oprør efter tre dage. Folk vendte hjem til deres landsbyer og lod deres vrede gå ud over de små kirker der. Mange kirker blev brændt efter den kampagne…

Det er sådanne oplevelser, der gør, at Chunakara kommer af sted med at sige, at hans hjemland Indien med sine snart 1 mia. indbyggere ikke har brug for missionærer udefra – en udtalelse, vi ville have uddybet:
– Det, jeg mener, er, at der er nok potentiale i den nationale kirke til at klare sine missionsopgaver, forklarer Chunakara. – Og at det skaber unødvendige konfrontationer med den hindunationalistiske regering at modtage massiv mission fra f.eks. Korea eller Amerika. Regeringen bruger argumentet om udenlandsk indflydelse i den indiske kultur for at komme kristne til livs. Det kan de ikke, hvis kirkens arbejdere er indfødte. Derfor er det vigtigt for kirkens overlevelse, at den får lov til at klare sig selv.
Jo flere udenlandske missionærer, jo flere problemer for den indiske kirke, lyder den chokerende melding fra afdelingssekretæren, der ikke lægger skjul på, at den hindunationalistiske regering tager religionen som gidsel for politiske mål.

Dr. Mathews George Chu-nakara tilhører selv ”Mar Thoma Church”, Skt. Thomaskirken, der efter overleveringerne blev grundlagt af apostlen Thomas i år 52 e.Kr. Ikke overraskende var hans råd vedr. Danmissions engagement i Østen at arbejde for kirkens enhed:
– Mission alene gør det ikke; det koster bare en masse penge, sagde han. – ”Missio-nærerne kom med splittelse”, siger man i Cambodja. I et land som Indien er det i orden at have så mange kirkesamfund, men Cambodja?
– Dernæst kan I bidrage med uddannelse af kirkeledere. Og støtte nogle gode projekter. F.eks. besøgte jeg for nylig et rehabiliteringscenter for prostituerede børn. De gør virkelig en forskel, sluttede Chunakara.