Traditionens kirke trænger til en ny reform
Tankerne om kirkens fremtid er her inspireret af Grundtvigs salme: Kirken den er et gammelt hus, står, om end tårnene falde;
Salmedigterens næsten triumferende ord om kirken, der overlever tårnenes fald, passer desværre ikke så alt for godt mere. Ude omkring i verden bliver Gudshuse angrebet, skændet, ødelagt ved nedbrydning og brand. Eller lukkede.
Men Guds hus, også det, der til Hans ære er bygget af træ og mursten, har for jøder og kristne i århundreder været nødvendig. Tabernaklet (Åbenbaringsteltet, Helligdommen). Templet (mødestedet mellem Gud og mennesket). Synagogen (hvori Jesus kom efter sædvane og underviste). Til alle tider har skabningen haft behov for et mødested, hvor den i fællesskab med andre troende kunne ære og lovprise skaberen.
Er der gudshuse, kirker og menigheder, som hænder bygger, og hvori Himlenes Gud ej vil bo? Det er en forfærdende tanke… Hvordan udskiller man dem, hvad er kendetegnene? Er det (i vort land) Folkekirkens lidt stive, liturgiske gudstjenester? Dem med de lange salmer, der synges uden særlig megen kraft og lovsang? Hvor bibellæsning, bøn og forkyndelse fremføres uden varme, appel og ånd. Eller er det i Frikirken, hvor næsten alle midler tages i brug for, at mennesker skal komme til gudstjeneste, hvor man bliver godt underholdt og helst skal finde sig godt tilpas i stolene? Her er der lovsang, håndklap og hornmusik! Her er der muntre indslag, og når præstens formanende, opbyggelige, ordrige tale er ovre, synges der små sange, hvor teksten står skrevet på væggen.
Velsignelsen giver forsamlingen sig selv, den synges, – og postludiet er ofte en frisk melodi, som jager alle dystre og alvorlige tanker på flugt. Det gamle ord om for lidt og for meget… , kommer uvilkårligt ind i ens tanker. Det ville være godt om de to fløje kunne komme op af grøfterne og mødes midt på vejen (Johs. 14,6). Gud give at Himlens Gud ved sin Helligånd altid må velsigne os, og give os sin nåde og fred, når vi samles i hans hus.
Som det er sandt, hvad Paulus skriver i sit første brev til Korintherne, at jeres legeme er et tempel for Helligånden, som er i jer, så er det også sandt, at menigheden og kirken er den bygning, som vi skal virke i til Guds ære – og som verdens øjne er rettet mod. Vi er de elementer, som Guds kirke er bygget af. Aristoteles antog, at alt er opbygget af fire elementer: vand, luft, ild og jord.
Vi antager og tror, at Gud i sin visdom og nåde bruger sit folk som byggesten for hans menighed på jord. Alle ydre materialistiske former har da mistet sin betydning, når Guds ånd er og virker i os.
Hvilken del af bygningsværket, jeg er, er underordnet: nogle bliver brugt som grundsten, skjult under jordhøjde, uden at blive set eller agtet. Men helt nødvendige, hvis huset skal stå solidt.
Nogle bliver facadesten, der altid er synlige og kan bedømmes. Andre bliver hjørnesten, der holder sammen på murene. Dog, bygningens aller vigtigste del: Hovedhjørneste-nen, skal altid være Jesus Kristus (Matt. 21,42).
Som det stod klart for Grundtvig, at kvalitet og størrelse af det fysiske gudshus ingen betydning har i relation til at samles omkring ordet, bliver det mere og mere tydeligt i vor tid, at Guds menighed i dag gerne forsamles i hjemmene. Tusinder af menigheder opstår, og der leves et søgende og tilbedende liv i disse laveste hytter. Bevæggrundene for disse opsplittelser er mange. En ikke ringe del synes, at der fokuseres for meget på det materialistiske, det økonomiske og det praktiske, i de store, etablerede menigheder.
Andre vælger – i modsætning til at blive i menighedsfællesskabet og øve indflydelse der – at starte et nyt fællesskab med ligesindede trosfæller, for i et helligt samvær at leve et kristenliv til Guds ære og i overensstemmelse med deres egen opfattelse af Bibelens anvisninger om menighedsliv.
I kirken – Guds hus – mødes mennesker af samme tro, til lovsang og tilbedelse. Her bliver for Guds ansigt sluttet pagter, der har betydning for liv og evighed: dåb, vielse, ordination m.m.
Pagter mellem mennesker indbyrdes og mellem det enkelte menneske eller menigheden og Han, som os Himmerig skænker. Der er mange, der med glæde og taknemlighed tænker tilbage på livet og mindes store og velsignede oplevelser i kirken. Stunder, hvor løfter blev givet, hvor nåde og fred som balsam sænkede sig over vort urolige og knuste hjerte.
I menigheden har Gud her ved sin Helligånd bøjet sig ned til os, har besøgt os og fornyet os.
Give da Gud, at hvor vi bo, folket forsamles i Jesu tro…
Dette er det vigtigste for mennesker i Fremtidens Kirke: at netop der, hvor vi bor, der hvor vores hverdag er og leves, i hjem, på arbejdsplads, i omgangskredsen, og i den kirke, den menighed vi hører til i, at der er det primære for os vor tro på Jesus. At ingen sociale, politiske eller teologiske spidsfindigheder fordunkler troen på Jesus som vor Herre og Frelser.
At vi må forsamles i Jesu tro, og at vi må, som disciplene på bjerget: løfte vort blik, og kun se Jesus alene (Matt. 17,8).
Som i så mange af livets store spørgsmål er der her både tale om de ydre rammer, og om det indre liv.
Jeg vil her holde mig til vort eget lands kirkeforhold, hvor rammerne om et sandt og rigt kristenliv synes at være til stede. Dog er der ingen tvivl om, at vor nuværende Statskirkeform er en stor hindring for, at kirkens fremtid vil kunne blive lys og ægte. Traditionens kirke trænger efter 450 års stivnen i dens ydre form, menighedsopbygning og dåbssyn, til en ny reformation. Hverken nu eller i fremtiden er det holdbart at fastholde et enkelt kirkesamfunds særstatus frem for andre.
Vor Folkekirkes storhed er jo klart politisk skabt og opretholdt, og medlemstallet (på papiret omkring 83% af befolkningen) skyldes alene den automatiske tilgang ved fødsel.
Fra Bibelens beretninger om tro og dåb vil enhver kunne overbevise sig selv om, at der tales klart om dåben – og at der ikke anvises en nem eller bekvem vej uden ved personlig stillingtagen og tro. Indtil omkring det 3.-4. århundrede var Bibelens dåbssyn overalt gældende – men så gik der politik i sagen! Når man i de tidlige kristne lande – f.eks. i kirkeruinerne – ser baptisterierne med de store åbne dåbsgrave, hvori troende blev døbt ved neddykning, ser man tydeligt hvorledes Jesu og apostlenes lære om tro og dåb er forvansket og svigtet.
Det er fuldt forståeligt, at et kirkesamfund har svært ved – eller finder det umuligt – at indrømme, eller overhovedet at tage op til vurdering, hvorvidt dets grundlæggende lære er i overensstemmelse med Bibelens, når man ved, hvilken omvæltning det vil fremkalde at fravige århundreders traditioner.
Kære medkristne! Dette her kunne godt optages som utidig og ukærlig indblanding i andres tilsyneladende trygge og sikre kirkeforhold, MEN, jeg ville aldrig driste mig til dette, hvis jeg ikke i mit hjerte var overbevist om, hvor uhyre vigtigt spørgsmålet er. Pinsedagens budskab om tro og dåb, Jesu eget eksempel og hans disciples praksis, mens deres Herre og Mester vandrede sammen med dem, burde være grundlaget for fremtidens menighedsliv. I Fremtidens Kirke.
I Fremtidens Kirke bør og vil lægfolket få større betydning. Det enkelte menighedsmedlem må i langt højere grad end tilfældet er nu i mange kirker, vedkende sig sit direkte medansvar for menighedens trivsel og vækst. Dette er allerede ved at ske i mange kirker i dag. Skillelinierne og kløfterne mellem forskellige kristne kirker er lykkeligvis blevet mindre i de senere år. Man kan tale sammen om tingene nu. Og omsorgen for hverandre, mest for dem, der har det svært på forskellig måde, har fået langt større betydning, og ofret flere ressourcer. I 1. Johs. 4,7-21 og i hele dette brev gives klare anvisninger og befalinger om, hvorledes vi skal elske hverandre.
Fremtidens Kirke må tilbage til ORDET som autoritet for menigheds- og kristenliv. Også i vore gudstjenester, hvor tilbøjeligheden til hyggespredning bliver mere og mere synlig. Moderne nutidsmennesker har et stort behov for stilhed, andagt og fordybelse i Guds ord. Her må kirken ikke give gudstjenestebesøgende stene for brød.
Salmen, som er brugt i dette indlæg, er læst i Baptisternes Salmebog, og er heri kun på 6 vers. Andre har medtaget flere, og jeg vil afslutte med at citere fra det 7.vers i Højskolesangbogen:
Selv bygger Ånden kirke bedst,
trænger så lidt til drot som præst,
Ordet kun helliger huset!
Dette er værd at fæstne sig ved, når nutidens kirke skal afløses af Fremtidens Kirke.
