Ubrugelige præster?
Teologisk uddannelse i Århus indsnævres
En ny studieordning på Det Teologiske Fakultet i Århus betyder, at man kan blive præst i Folkekirken efter kun at have beskæftiget sig med Ny Testamente i et halvt år.Desuden betyder den nye ordning, at læreren suverænt kan fastsætte, hvilke bøger, der skal læses, hvor de studerende tidl. selv har kunnet vælge litteratur.
På den måde bliver det ikke længere Ny Testamentes egen kristendom, der studeres, men et bestemt sæt teologiske brillers fortolkning af Ny Testamente, man skal bestå eksamen i.
Viborgs biskop, Karsten Nissen, udtaler til Kristeligt Dagblad, at vi kan ikke bruge en præst i Folkekirken uden en forsvarlig nytestamentlig baggrund.
Menighedsfakultetet er naturligvis også imod denne indsnævring af teologien. Det er endnu et forsøg på at genere det populære studiested for bibeltroende studerende.
MF havde først problemer med i det hele taget af få udleveret det nye forslag til studieordning. Det har MF ellers krav på efter lov om offentlighed i forvaltningen. Men sådan forsøger man åbenbart på det teologiske fakultet af chikanere folk med en anden teologisk holdning. Det lover ikke godt.
Denne sag viser endnu engang, at Folkekirken ikke kan være tjent med, at verdslige universiteter har monopol på at uddanne kommende præster. Det har man forlængst erkendt i andre lande, og det er på tide, at de sidste danske monopoler på teologien brydes. Vi lever ikke i Middelalderen.
Folkekirkens liv og vækst fremmes ikke ved at pådutte de kommende præster en bestemt, snæver teologisk opfattelse – men tværtimod i at slippe Bibelen fri. At komme tilbage til, hvad Jesus egentlig sagde. Det er netop i hans egne ord, vi finder livet og kraften.