Biskoppens næse

Af Hans Kristian Neerskov 28. apr. 2003/18

Ombudsmanden har tildelt Biskop Søren Lodberg Hvas, Ålborg, en stor næse og kirkeministeriet en mindre næse. Da sagen har stået på i cirka et år, vil det være rimeligt, at minde om baggrunden for de to næser, og dermed også frifindelsen af Bent Døssing Hansen.Ombudsmanden har tildelt Biskop Søren Lodberg Hvas, Ålborg, en stor næse og kirkeministeriet en mindre næse.
Da sagen har stået på i ca. et år, vil det være rimeligt, at minde om baggrunden for de to næser, og dermed også frifindelsen af Bent Døssing Hansen. Sagen har sit udspring i Dåbssagen fra Snedsted, hvor sognepræst Bent Feldbæk Nielsen (BFN) blev afskediget med den begrundelse, at han ikke var i overensstemmelse med kirkens bekendelsesskrifter. Meget forenklet sagt, fordi BFN krævede, at barnedåben skulle følges op af en omvendelsesoplevelse.
Det fik sognepræst Bent Døssing Hansen (BDH) til at skrive et læserbrev i Ålborg Stiftstidende, hvor han formastede sig til at mene, at når den juridiske vægt lå på uoverensstemmelse med bekendelsesskrifterne, så var radikale modstandere af BFNs synspunkt også dømt. Underforstået alle de, der mener, at barnedåben giver ubetinget adgang til Himmelen, og at der ikke kan være tale om fortabelse. Det er jo også i modstrid med bekendelsesskrifterne, men det synspunkt er der alligevel mange, der forfægter i Folkekirken.
Dette blev biskop Lodberg Hvas så fortørnet over, at han kaldte BDH til en samtale, hvor både provsten (som biskoppens vidne) og stiftskontorchefen, der skulle føre mødets forløb til protokols, ville være til stede. Måske har biskoppen følt sig ramt, fordi det er alment kendt, at han mener, at barnedåben i sig selv giver evig gyldig adgang til Himmelen, og at ingen i øvrigt går fortabt.
På den baggrund følte sognepræsten sig ikke tryg ved at give møde alene, selv om det var meddelt ham af biskoppen, at han kunne have en tillidsmand fra præsteforeningen ved sin side. Men vedkommende kunne han ikke selv udpege, så det kunne jo ligeså godt være en, der var med i biskoppens domspanel. Givet er det i hvert fald, at notatet fra et sådant møde ville blive redigeret færdigt, efter at sognepræsten havde forladt mødet, og det hele kunne se ud som en inkvisition.
Derfor valgte BDH, at tage sin egen bisidder med til mødet, hvorfor han meddelte biskoppen, at han ville give møde sammen med advokat Aksel Holst Nielsen, som havde været forsvarer for Snedstedpræsten. Dette afviste biskoppen pure, idet han nu sagde, at det ikke var en sag som BDH var part i, og derfor forlangte biskoppen, at sognepræsten skulle give møde på de af ham anviste præmisser. Men risikoen ved at give møde var for sognepræsten, at mødet kunne munde ud i, at der så kunne laves en sag imod sognepræst BDH.
På den baggrund indklagede sognepræsten biskoppens afslag til Kirkeministeriet, men her fandt man ikke grund til at kritisere biskoppen for hans nægtelse overfor sognepræst BDH, at medtage sin egen bisidder i form af en advokat. Samtidig skyndte biskoppen sig at aflyse mødet, da han ikke længere anså det for hensigtsmæssigt at afholde det.
Dermed kunne hele sagen så være afblæst, hvis ikke sognepræst BDH og advokat Aksel Holst Nielsen havde besluttet at lade ombudsmanden bedømme sagen. Udfaldet blev, at biskoppen fik en stor næse, og at Kirkeministeriet måtte modtage en mindre næse. Endvidere er det nu slået fast, at enhver embedsmand (også sognepræster) har ret til at tage en bisidder med i sager, hvor embedsmandsvældet kan have mulighed for at tryne dem. Det gælder naturligvis ikke ved almindelige samtaler mellem biskop og præst, men i sager, hvor biskoppen stiller hele panelet op imod den stakkels præst.
Tilbage sidder sikkert en del mennesker og spørger sig selv om, hvorfor sognepræsten var så mistroisk. Lad mig, som udenforstående give et bud på det. Sognepræsten er sådan set ikke i stand til det, fordi han stadig skal udøve sit embede i respekt for sine foresatte. Men der må jo være en baggrund for, at der fra sognepræstens side var mistillid til biskoppen, og det forstår man så udmærket, hvis man har fulgt retssagen i Landsretten.
I et krydsforhør af biskoppen involverer denne sig i så alvorlige modsigelser, at det må betegnes som direkte usandhed, som sker under edsansvar i retten. Det kan ikke være en fortalelse eller en erindringsforskydning, når biskoppen siger, at et omtalt votum, som han har lovet at udarbejde, at det har BFN fået adskillige gange. Sandheden er, at biskoppen aldrig har udarbejdet det, og det må han da kunne huske! Det får advokaten til i retten at udtrykke: Det er symptomatisk for den tillid, man kan have til biskoppen!
Faktisk er forløbet i retten endnu mere dramatisk, end det jeg har gengivet her. Det kan man læse på side 128 i bogen Tro og Dåb i Landsretten. Bogen er det mest objektive dokument, man kan få i sagen, idet den kun indeholder det skriftlige materiale, som var forelagt i Landsretten, inklusive Kammeradvokatens 17 forelæggelser, biskoppens indgivne skriftlige dokumenter, forsvarets skriftlige forlæg samt selve dommen.
Efter dommen over BFN var der en ængstelse for, at præsternes forkyndelsesfrihed havde fået et alvorligt knæk, men biskop Lodberg Hvas forsikrede om, at dette ingenlunde var tilfældet. Alligevel tager han et meget drastisk skridt, så snart en præst i hans stift skriver et læserbrev i avisen. Det er et groft brud på den højt besungne danske ytringsfrihed ifølge Grundlovens § 77, så foruden næsen, skylder biskoppen en undskyldning til sognepræst Bent Døssing Hansen.