Bødler og ofre mødes

De unge forsvandt med rebellerne. Familierne flygtede ud i bushen. Byen nedbrændte til grunden. Men nu er genopbygningen af den idylliske landsby Baiima i Sierra Leone begyndt, og mennesker er blevet forsonetSyngende og dansende bliver vi budt velkommen. Kirkens ungdomsgruppe tager imod, og på deres vej gennem landsbyen får de følgeskab af andre. Ansigterne er glade, sangen fantastisk og de stråtækte hytter knejser idyllisk på bakkeskråningerne.

Landsbyens leder skynder sig at undskylde, at der endnu ikke har været råd og tid til at bygge rigtige huse, men kun hytter, som slet ikke er så idylliske at bo i, som de ser ud til, når man som dem altid har været vant til at bo i rigtige huse. Men lige nu er der ikke penge til mursten, men kun til at bygge af de palmeblade, som de finder i bushen.

Sangen og dansen fortsætter, så sveden driver fra de unges ansigter. Glæden er ikke til at tage fejl af. Der er besøg udefra, og verden skal se deres glæde… Og deres sorg.
For dér foran os ligger ruinerne. Salmesangen fra kirken er forstummet, for der er ingen kirke længere. Visdomsord fra lærer til børn er der ikke mere bag væggene i skolen. Taler er ophørt i forsamlingshuset, for bygningen er ikke at spore længere.
Sangen, dansen og glæden fortrænges i et øjeblik. De har ingen tårer længere. De har grædt i tusindvis. Men vi må midt i ruinerne græde og spørge: hvordan kunne dette ske? Hvordan kunne borgerkrigen fra 1991 til 2001 udvikle sig så grusomt, at landsbyer blev brændt af, børn fik hugget fødder og hænder af, kvinder blev voldtaget, og landet gik i opløsning

Før borgerkrigen boede der 5.000 mennesker, og der var 400 huse i Baiima, som ligger tæt ved grænsen til Liberia. I 1991 kom rebellerne østfra over grænsen. De hærgede byen ved at plyndre og skyde, og de indtog den og gjorde den til deres base. Mange fra byen sluttede sig til rebellerne. De havde ikke andre muligheder, fordi de var kommet bag frontlinien. Tæt på byen lå også et militært hovedkvarter, og prøvede nogle at flygte fra rebellerne, blev de blot skudt af landets militær, som anså dem for at være undvegne rebeller. Og blev de fanget under flugten af rebellerne, var døden sikker. På et tidspunkt fik militæret hjælp af tropper fra Guinea, som havde tungere artilleri. Derfor brændte alle huse i byen, på nær tre.
De fleste af de syngende og dansende unge var også sammen med rebellerne. Også Augustina som blev fanget bag frontlinien.
– Jeg var med RUF (rebelhæren), men ikke i fronten. Jeg var bag linien, hvor jeg fungerede som præst. Før krigen var jeg også meget engageret i kirkens arbejde. Under krigen prædikede jeg for RUF-folkene og arbejdede med mission i området.
– Velsignede du dem?
– Jeg blev aldrig spurgt om at gøre det. Men jeg bad om et bedre liv og en bedre situation for os alle. Jeg bad om, at rebellerne måtte se, at nogle af de ting, de gjorde, var af det onde. Nogle gange bad de mig om at tage ud til frontlinien, men det ville jeg ikke, fortæller Augustina L. Mamah på 30 år.
Nogle gik også frivilligt med rebellerne, fordi de troede på, at denne nye fraktion ville korruptionen til livs og give bedre livsforhold for befolkningen i Sierra Leone. Men de glemte på deres vej frem, at vold ikke fører noget godt med sig.

Fra samme landsby deltog David A. Vandy. Men ikke i den samme hær som Augustina. Han deltog i et frivilligt vagtværn, Commanjor, som ville bekæmpe rebellerne og beskytte landsbyerne.
– De civile led, og mange uskyldige blev dræbt. Derfor dannede vi Commanjor (vagtværnet) for at befri civilbefolkningen og kontrollere RUF. Vi klarede os ved at fange RUF-folk og tage deres pistoler. På den måde fik vi flere og flere våben.
David M. Lahai – en ældre herre – tilhørte den civilbefolkning, som det gik ud over. I mere end 20 år har han været leder af skolen i Baiima. En skole, som før krigen havde 470 børn.
– Jeg har fået fortalt, at mit hus var det første, der blev brændt af. Da krigen kom til Baiima, var jeg indlagt på hospitalet, og vi kom derfor aldrig tilbage. Vi boede i en flygtningelejr i næsten ti år. Først da kirken i februar 2002 bad mig om at tage herud igen, vendte jeg hjem. Alt var ødelagt og brændt af, så vi måtte begynde forfra og genopbygge alt. Men det er svært. Jeg mistede ti af skolens lærere under krigen, fortæller David M. Lahai.
I dag er der to lærere til at undervise de ca. 350 børn, som er i den skole, der midlertidigt er rejst af bambus og palmeblade.

For et år siden begyndte de første beboere at vende tilbage til den mennesketomme landsby. Rebellerne, mændene fra Commanjor, kvinderne, der var voldtaget, familierne, som havde mistet børn eller ægtefælle, og andre ofre. I dag er 2.000 vendt tilbage.
Men hvordan skulle Augustina M. Mamah, David A. Vandy, David M. Lahai og alle de andre kunne leve sammen som naboer, når så meget blev taget, og det førte så megen lidelse med sig?
I juni 2002 gennemførte kirken derfor en freds- og forsoningskonference i byen for at hjælpe beboerne ud af deres traumatisering. Den tilstand af lammelse, de var i, skulle erstattes af handling, så de atter kunne genopbygge og komme videre. Desuden var det vigtigt, at de blev forsonet med Gud, hinanden og sig selv.

– Underviserne var gode til at afsløre vores problemer. Vi skulle forklare vores traumer og tale sammen om dem. De største problemer, mange af os havde, var, hvem disse rebeller var, og hvorfor de handlede så ondt, som de gjorde. Vi havde det svært med rebellerne. Men ved at fortælle hinanden, hvad vi vidste, blev tingene stykket sammen, og vi indså, at vi må leve sammen på trods af det skete. Før konferencen var de, som var med rebellerne, ikke integreret i samfundet. Men det er helt anderledes nu, forklarer Onikel King, som er en af landsbyens kvinder.
– Efter konferencen ved vi, at det er umuligt at have fred, med mindre vi arbejder sammen og deler vore erfaringer. Vi må fortælle hinanden, hvad der var godt og skidt under krigen. Det, der var godt, kan også hjælpe os. Tilgivelsen er den bedste vej frem, supplerer Samba Senesie, som også deltog i freds- og forsonings-konferencen.
– Vi var et frivilligt værn og ville beskytte civilbefolkningen. Men ved at være med på konferencen forstod jeg, at det, vi gjorde, også var forkert. Vi angreb RUF, men de var jo vores brødre og søstre. Jeg har fortrudt det og indset, at det var forkert, og det har givet mig nyt mod til at leve videre, forklarer David A. Vandy.

1990: Uroligheder i grænseområderne op til Liberia, hvor der er diamantminer. Oprørsbevægelsen RUF trænger ind i landet. De ville forandre, have et retfærdigt styre og have ressourcerne fordelt bedre. Visionen var god nok, men de tabte den hurtigt af syne og gik i stedet på plyndringstogt fra by til by
1992: Illoyale dele af Sierra Leones hær samt nogle fra civilbefolkningen slutter sig, frivilligt eller under tvang, til RUF.
1995: Krigen breder sig til store dele af landet. Danske og udenlandske missionærer forlader landet. Mellem 2,3 og 2,7 millioner mennesker ud af en befolkning på 4 millioner mennesker er på flugt. Det gjorde Sierra Leone til verdens tredjestørst producerende land af flygtninge.
1996: Det vestafrikanske samfund indsætter fredsbevarende styrker ledet af Nigeria.
1997: Mange af hærens soldater fandt ud af, at de bedre kunne forstå rebellerne end deres egen regering. De såkaldte Sobels opstod. Det var mænd, der var soldater om dagen og rebeller om natten.
1997: I ni måneder har RUF sammen med dele af hæren den totale magt i landet. De laver et kupforsøg mod den siddende præsident, som flygter. Disse måneder var de værste og mest bestialske i krigen.
1999: FN indsætter fredsbevarende styrker.
1999: Fredsaftale underskrives og rebellerne afvæbnes.
2002: Krigen er slut, og i maj er der demokratisk valg til regeringen.