Cafékirkens dilemma
For en del år siden strejfede nogle unge medlemmer af SyvendeDagsAdventistkirken (SDA) rundt i København. De var kommet til hovedstaden fra en eller anden lille provinsmenighed, men fandt sig ikke til rette i nogen af de etablerede menigheder i hovedstaden. De var altså frit svævende, uden noget kristent tilhørsforhold med den risiko, det indebærer.
Men et par yngre adventistteologer tog handsken op og etablerede sammen med SDA Cafékirken, der skulle være et adventistisk anderledes gudstjeneste- og tilhørsforhold end de traditionelle Adventkirkers. Denne menigheds karismatiske islæt tiltalte ovennævnte unge. De blev indfanget og fik nu et tilhørsforhold primært med gudstjeneste lørdag eftermiddag.
Sidste sommer var der i UDFORDRINGEN et interview med en af nævnte unge teologer. Hvad der i dette interview kom for dagen, vagte stor furore og vrede specielt blandt de ældste adventistpræster. En af dem gik så vidt som at påstå, at Satan stod bag det, der skete i Cafékirken. Se en sådan sikker domsafsigelse vil jo virkeligt noget, så det må være relevant at spørge, hvad var/er det, der er så forargeligt i Cafékirken?
Var det kaffen, der under interviewet nok så lystigt dryppede ned i kaffemaskinens kande? – Var det lovsangsbandets lydmæssigt alt for høje decibel? – Var det de alt for mange mere eller mindre indholdsløse lovsange, der blev sunget i en uendelighed? – Var det håndspålæggelsen? – Var det for nogens vedkommende stemningen, der fik en og anden til næsten at besvime? eller var det tungetalen, der var problemet?
Forældre til mange af disse unge mennesker, der blev indfanget glæder sig over, at deres barn nu har et tilhørsforhold. Meldinger og referater fra andre, der har besøgt Cafékirken har specielt lagt mærke til den interesse og omsorg, man har for hinanden. Der er bl.a. tilknyttet en psykoterapeut, som de unge kan trække på, hvis de har problemer. Der findes også en hjælpekasse, der anvendes osv. osv. Problemet for moderkirken er måske i virkeligheden, at den i stedet for den hårdnakkede og kontante kritik burde tage ved lære af meget af det, der gøres for medmennesket i Cafékirken.
