Graham Powell:
Gør dig fri med skovl og hakke!

Ud fra sit eget liv kender Graham Powell vejen, når andres forbøn slår fejl og man bliver hængende i sine psykiske problemer.- Hvad gør man, når ens egne bønner og andres forbøn ikke hjælper – og man får det værre og værre?Graham Powell véd, hvordan det er. Men han fandt en løsning, og den vil vi hermed give videre til dem, der lider.
– I ti år arbejdede jeg som evangelist i New Zealand. Mange mennesker blev frelst, men samtidig fik jeg det selv indvendigt værre og værre, fortæller Graham.
– Til sidst orkede jeg ikke mere at fortsætte som evangelist. Jeg ønskede bare at dø.

Jeg møder ham „hos dyrlægens“ i Varde, Birgit og Mogens Frismodt, der står for Pinsekirken. Han er på møde-turne rundt i landet, og skal også tale i Esbjerg, Thisted, Ringkøbing og Horsens. Her i weekenden taler han i Pinsekirken i Århus fredag, lørdag og søndag. På tirsdag og onsdag er han i Blåhøj Kirkecenter og slutter af i Viborg Internationale Pinsekirke fredag og lørdag.
– Egentlig er mit kald evangelist, men der er så stort et behov for, at mennesker sættes fri af åndelige bindinger, at det ofte er det, man ønsker jeg skal tale om.

Graham voksede op med en over-ængstelig mor, og det smittede af. Han havde så megen frygt, at han fik åndedrætsproblemer.
– Den kirke, jeg voksede op med, var traditionel og uden virkelighed. Så jeg droppede den og rejste ud at sejle allerede som 17-årig. Senere blev jeg lærer og spillede også i et danseorkester.
Jeg havde nogle gode oplevelser, men alligevel følte jeg denne tomhed. Indvendig befandt mig i et dybt mørke.
På et tidspunkt gik jeg flere gange ind i en tom kirke og bad Gud om hjælp. Til sidst lå jeg på kirkegulvet – så fortvivlet var jeg. Jeg lovede Gud, at jeg endda ville være missionær, hvis han bare ville tilgive mig. Men intet skete.

Og dog. Kort efter forvildede Graham sig ind på et ungdomsmøde i YfC, hvor budskabet sagde ham noget.
– Jeg gav mit liv til Gud og følte fra det øjeblik en renhed indvendig, og jeg var ikke i tvivl om, at jeg var på vej til Himmelen. Jeg kom hurtigt med i en kirke og blev evangelist.
Jeg ønskede alt, hvad Gud havde til mig, så kort tid efter modtog jeg også Helligånden.
I en uge svævede jeg på skyerne. Men problemerne med frygt var der stadig. Jeg følte en skuffelse over, at Gud åbenbart ikke hjalp mig.

– Jeg bad en time hver dag. Da det ikke hjalp bad jeg to timer. Til sidt bad jeg op til fire timer dagligt. Jeg var ikke nogen åndelig kæmpe, men bøn var den eneste måde, jeg fik en smule fred på.
Så begyndte jeg at faste. Først en dag, så i hele uger.
Jeg lærte tusindvis af bibelvers udenad, men jeg oplevede ikke den forløsning, som jeg længtes efter. Jeg var stadig plaget af frygt.
Da jeg mødte min kone, Shirley, var vi en „succes“ sammen, som hjalp mange andre, men selv måtte jeg kæmpe mig igennem hver dag.
Når nogen inviterede os, vidste hun aldrig, om jeg kunne holde det ud. Havde jeg en dårlig dag, kunne jeg ikke engang sidde ved et bord og føre en samtale.
Jeg følte en smerte så stor, at jeg ikke længere bad med ord, men blot stønnede og sukkede og græd.

– Jeg bad faktisk om, at jeg i stedet for den psykiske smerte måtte få en fysisk smerte, for det andet var ikke til at holde ud. Jeg blev pint og plaget dag efter dag i årevis.
Jeg gik altid til forbøn, men der skete aldrig noget. Andre faldt om under bøn, men jeg oplevede ingenting.
Jeg gik til rådgivning hos præster og rådgivere, men de forstod ikke, hvordan jeg havde det, og de kunne ikke hjælpe mig. Hvis de bad for mig, var det kun korte bønner.
Jeg blev skuffet så mange gange.

– Til sidst sagde jeg i frustration op. Min leder, Noel, ville ikke bare acceptere min opsigelse. Han sagde, at han troede, jeg trængte til udfrielse fra onde ånder, og han tilbød at bede for mig sammen med sin kone. Det ville jeg lige overveje, for hidtil havde jeg regnet med, at onde ånder var noget, der fandtes i de fjerne u-lande, og jeg havde altid hørt, at kristne ikke kunne have onde ånder.
Men jeg sagde ja, og de nøjedes ikke med at bede for mig, de tog autoritet over det onde og befalede det i Jesu navn at slippe sit tag i mig.
De bad for mig mange gange, og der skete meget, – men jeg blev alligevel hængende i mit mørke.

– Jeg var stadig forvirret. For eksempel fik jeg den idé, at jeg skulle tage op i bjergene og faste. Heldigvis forsøgte de at tale mig fra det, men jeg var 100 pct. sikker på, at det var Guds vilje. Så sagde de: Vil du underlægge dig din ledelses autoritet, selv om du ikke er enig? Ja, det vil jeg, svarede jeg. Og det redede formentlig mit liv. For da Noel befriede mig i Jesu navn for denne vildfarelsens ånd, kunne jeg se, at det havde været 100 pct. forkert. Stedet i bjergene var et smukt sted, hvor mange begik selvmord.

– Imidlertid var jeg stadig lige så præget af depression og angst. Jeg gik til en psykiater. Han tilbød LSD, elektrochock eller hypnose. Jeg valgte hypnose, men jeg bad samtidig om, at Jesus ville bevare mig fra det onde, og efter en tid opgav psykiateren:
– Jeg kan ikke hjælpe dig, sagde han og udskrev nogle beroligende piller til mig.
Jeg kom nu i kontakt med en baptistpræst, som også bad for mig sammen med nogle forbedere. De bad om, at jeg måtte slippe af med mit åndedrætsproblem, og det skete faktisk pludselig to måneder senere, at jeg vågnede en morgen og det var væk. Jeg blev meget glad.
Derfor mente de også, at jeg måtte være helbredt for det psykiske, men det var jeg ikke.
Jeg forsøgte igen at faste. Ud af 12 måneder fastede jeg de tre. Til sidst følte jeg mig som en død mand.
Men endelig fik jeg en opmuntring i form af en meget levende drøm:
Jeg så tre ting, som skulle ske, og som senere skete.
Jeg så mig selv fri for angst.
Jeg så, at vi fik et adoptivbarn. Og jeg så, at vi fik modstand fra en forstander.
Men det vigtigste var, at Gud talte til mig og sagde:
– Jeg vil, at du skal rejse dig i et opstandelses-liv.

– Jeg læste Markus evangeliet kap. 11 om figentræet, hvor Jesus i vers 24 siger: „Den, der siger til dette bjerg: Løft dig op og styrt dig i havet! og som ikke tvivler i sit hjerte, men tror, at det, han siger, vil ske, for ham sker det.“
Men hvordan?
Nøglen lå i vers 25:
„Alt, hvad I beder og bønfalder om, det skal I tro, at I har fået, og så får I det.“
Nu begyndte jeg at bede om at blive sat fri på bestemte områder, hvor jeg var plaget. Gud havde vist mig, at jeg allerede havde fået det, jeg bad om, indsat på en konto. Selv om det ikke straks skete, var det mit og kunne trækkes.
Tidligere havde jeg haft det som æslet efter guleroden. Jeg spurgte og spurgte… Men nu tog jeg imod og takkede, selv om det endnu ikke var sket.
Til at begynde med havde jeg ikke tro til at sende hele bjerget i havet på en gang, men jeg havde tro nok til at begynde med skovl og hakke…
– Jeg begyndte at hakke på bjerget af frygt og skovle det i havet i tro på, at det ville lykkes.
Jeg befalede angst efter angst at forsvinde i Jesu navn, og der begyndte at ske lidt.
Men det gjorde ikke noget, at der kun skete lidt, for jeg havde fået en nøgle.
Jeg havde forstået, at vi som kristne kan befale enhver ond ånd i vores liv at forsvinde i Jesu navn, og på grund af den kraft der findes i Jesu blod, så må de overgive sig.
For vi tilhører Jesus, det onde har ikke nogen ret på os.
Men hvis vi synder, så åbner vi for det ondes påvirkning.
Jesus befrier os, men vi må samarbejde med Helligånden.
På den måde tog jeg pil efter pil og skød lige i centrum af problem efter problem, og jeg blev friere og friere. Der skete indre mirakler.
På samme måde kan du sætte dig selv fri.
Jeg fik igen lyst til at arbejde. Jeg blev ansat som præst i en stor menighed med flere præster og fik ansvaret for sjælesorgen.
Jeg vidste meget vel, at alle problemer ikke skyldes dæmonisk påvirkning, men jeg opdagede også, at der meget ofte var onde ånder på spil hos de mennesker, som i årevis havde gået til forbøn uden at kunne få et gennembrud.
Det hjælper ikke disse mennesker, når man påstår, at kristne ikke kan være under indflydelse af onde ånder.
Vi skal ikke frygte for onde ånder, for Gud er langt større end både dem og Djævelen, men vi skal heller ikke ignorere, at de findes, for så får de for let spil.
Men nu begyndte jeg roligt at befale ånderne at slippe de mennesker, som kom til mig. Nu blev de fri en efter en.
Nu vidste jeg, hvordan man taler til et bjerg. Og jeg lærte dem selv at tale til deres bjerge af problemer. Og efterhånden havde jeg så mange i sjælesorg, at der var flere måneders ventetid på en samtale. Behovet for udfrielse er stort.
Jeg forstod efterhånden, at jeg i alle disse år med mine indre problemer havde sat min lid til, at andre skulle hjælpe mig. Men jeg havde ikke „rejst mig op i et opstandelses-liv“.
Men hvis vi kender vore åndelige våben, så kan vi sætte os selv fri.
Derfor vil jeg opmuntre dig til at rette dig op og leve dit opstandelses-liv i tro på det, Jesus har gjort for dig, slutter Graham Powell.

Flere artikler af Graham Powell:
Sådan befrier og bevarer du dig fra onde ånder
Guds ord er et stærkt våben imod onde ånder