Kingo klar som bispe-kandidat
Sognepræst og dr.theol., 48-årige Anders Kingo, Ullerup, er nu sikker på at blive kandidat for Den folkekirkelige Fællesliste, når der sidst på året skal vælges ny biskop for Ribe Stift.En afstemning, der sluttede onsdag i sidste uge, gav ham et lille forspring foran den kun 39-årige provst Marianne Christiansen, Skørping, og klart foran 54-årige Thomas Kristensen, sognepræst i Hvide Sande. Thomas Kristensen tog da også konsekvensen og trak sin kandidatur tilbage.
Men i lørdags (29.3.), blev Fælleslisten sprængt, idet 3 i Fælleslistens arbejdsgruppe valgte at gå solo. De vil nemlig alligevel opstille Marianne Christiansen til bispevalget.
– Skal det gøres op, hvem der vinder valget og har bredest tilslutning blandt den fælleskirkelige listes vælgere, så kræver det en god forklaring at komme til andre end Kingo, mener den nu 8 mand store arbejdsgruppe, som finder udbrydernes handling mærkværdig:
– De valgte uden at fortælle resten af arbejdsgruppen at gå selv – under proklamation af, at Marianne Christiansen vandt valget. Vi undrer os over, at den ellers så dygtige og sympatiske Marianne Christiansen søger valg til bispestolen på den måde. Arbejdsgruppen rækker dog ud efter udbryderne. Heri appellerer de til udbryderne om at tænke efter en ekstra gang og så vende tilbage, hvor de kan arbejde på det, som der er givet bredest tilslutning til.
De tre kandidater blev ved afstemning prioriteret med henholdsvis to, én eller ingen points; ialt 352 afgav points.
Thomas Kristensen fik flest klare nej-stemmer. Marianne Christiansen fik næstflest nej-stemmer – måske fordi hun ikke er afvisende over for homofile parforhold. Kingo kan måske bedst samle listen: Han fik færrest nej-stemmer og flere måske-stemmer end de to andre tilsammen.
Ved bispevalg stemmes der, indtil en kandidat får over 50 pct. Hvis der kun er to kandidater, bliver der kun én valgrunde.
Grundtvigianernes kandidat er i øvrigt sognepræst Elisabeth Dons Christensen, Søllerød, fundet efter blot én afstemning.