Præsten, der gik i fængsel…
– Vi er enige om, at en forbryder, enten det er en drabsmand, der i et vanvittigt øjeblik har dræbt sin kone, eller en kriminel, der har planlagt et kup, har begået en uansvarlig handling, ikke? Hvad gør vi så? Jo, vi fratager dem ethvert ansvar for deres eget liv. Mange af dem ved ikke en gang , hvordan man åbner en dør, når de kommer ud. For herinde, har betjentene åbnet, lukket og låst for dem hele tiden.
– Loven er dræbende, fortsætter han. Den siger hele tiden: Vi stoler ikke på dig, vi fordømmer dig! Men her kommer evangeliet ind: I Kristus er det eneste rum, hvor der ikke er fordømmelse. I evangeliet er et fredens centrum. Og derfor kommer de indsatte til fængselspræsten og spørger om de ikke nok må hjælpe til med et eller andet: Må vi gøre rent i kirken? De vil gerne vise, at de ikke er så slemme, gøre aflad, på en måde.
Bjarne Hjort har nogle favoritskikkelser i Ny Testamente:
– Jeg kan godt li Judas, fortæller han provokerende. Jeg synes vi har fældet en for hård dom over ham. Den slags lejemord, forrådelse, for 30 sølvpenge var almindeligt i det politiske system dengang. Og han lod sig friste. Men tænk, Jesus tog ham alligevel med ind i nadverfællesskabet! Og sagde blot: Gør det, du skal gøre…
– Selv føler jeg mig som en Johannes Døber. Jeg skal bare bane Herrens vej, og kan ikke påtvinge andre min tro. Fangerne skal selv vælge, for det koster en pris.
Om han har haft anledning til at vende den anden kind til, spørger vi:
– Nej, jeg har ikke været udsat for vold eller trusler. Fangerne betragter mig som værende udenfor systemet, for jeg har jo tavshedspligt. Men en gang blev jeg truet af to muslimer. Men det var, fordi jeg ikke ville snakke med dem af hensyn til en aftale, jeg har med deres imam, der kommer på besøg en gang imellem. Jeg tager de kristne og han tager muslimerne. Og så blev de frustrerede, for imamen har ikke en gang fået en postkasse, de kan lægge beskeder i til ham. Og så blev de rasende. Men det er den eneste gang.
Jo, der er mange hensyn at tage, så man skal være en speciel støbning for at arbejde her. Men Bjarne Hjort trives selv om en arbejdsuge ofte løber op i 60 timer og budgettet er stramt.
– Jeg er fængselspræst på livstid, siger han. Det er et særpræget sogn, men jeg kunne ikke tænke mig noget andet.
