Bedre vilkår for friskolers SFO
En stadig større del af de danske børn går på en friskole eller en privat grundskole. Og mange af dem fortsætter efter skoletid i skolefritidsordningen (SFO). Men en del SFOer på de private skoler må tælle kronerne, for at få økonomien til at hænge sammen.
Det skyldes, at de private skolefritidsordninger er meget dårligere stillet end de kommunale. I 2000 vil en privat SFO f.eks. kun opnå en tredjedel af det tilskud, som tilfalder en kommunal SFO.
Det er baggrunden for, at Kristeligt Folkeparti har stillet forslag om, at statens tilskud til elever i skolefritidsordninger på friskoler og private grundskoler som et første skridt mod ligestilling – bliver hævet med ca. 25 pct. Forslaget skal til førstebehandling i næste uge.
– Efter vor mening er det urimeligt, at de private SFOer i den grad er kørt ud på et sidespor. Friskoler bør have de samme vilkår for at drive en SFO som offentlige skoler. Det offentlige har en forpligtelse til at sikre pasningstilbud på rimelige og lige betingelser, siger Tove Videbæk.