Biskop Arendt: Ingen vej udenom mission

– Hvorfor er der så få, der interesserer sig for mission i dag? spørger biskop Niels Henrik Arendt.Han fortæller, at da stiftsudvalget for mission for nylig arrangerede en dag om mission i Haderslev stift, var der kun 3 deltagere. Og biskoppen var selv den ene…
– Når jeg kigger ned over listen af præster i stiftet, så undrer det mig, at under 5 pct. er engagerede i mission.
Biskop Niels Henrik Arendt har en anderledes positiv indstilling til mission, end det ellers er almindeligt i Folkekirken.
Den grundtvigske biskop i Haderslev Stift har nemlig selv været missionær. En slags missionær i hvert fald – han forskede og underviste i forholdet mellem islam og kristendom på præsteseminariet i Freetown i Sierra Leone, Vestafrika – før borgerkrigen.

Arendt mener ikke, at „enhver bliver salig i sin egen tro“:
– Denne ”tolerance” gør det ikke nødvendigvis nemmere at etablere et forhold til mennesker af anden tro, siger han.
– Når frasen lyder »Enhver bli’r salig i sin tro«, signalerer disse ord ikke en forstående holdning overfor andre, men følges ofte af en ligegyldig eller endda respektløs holdning overfor andre.
Frasen betyder ikke, at man overlader den anden til i frihed at træffe endelig afgørelse i religiøse spørgsmål (hvad der er udtryk for ægte tolerance), men at man i det hele taget overlader den anden til sig selv – i stedet for at gå ind i et opgør med ham eller hende. Den signalerer ikke en bevægelse henimod, men en bevægelse bort fra den anden person. Den åbner ikke op for nye måder at kommunikere på, men afslutter enhver kommunikation.
– For mig at se er det en underlig tolerance. Den er nærmest udtryk for, at vi ikke tror på bæredygtigheden af kristendommen, siger Arendt.
– Efter min mening består ægte tolerance i, at man ved så meget, hvad man selv står for, at man kan tåle at blive modsagt. Men også at man føler sig så meget forpligtet af det, man selv står for, at man ikke vil undlade at sige det – også til den, der tror noget andet.

– Mission har fået en dårlig klang. Det lyder for os noget i retning af at påtvinge andre ens egen opfattelse i stedet for at respektere dem som dem, de er, indrømmer Arendt og henviser til den holdningsløse pluralisme, at et menneskes egen tro „er god for ham“, og derfor skal man lade ham være.
– Men en overbevisning er jo ikke god eller dårlig. Den er sand eller falsk.
Og hvis den er sand, så er den også forpligtende, poin-terer Niels Henrik Arendt.
– Man kan ikke holde noget for sandt og så være ligeglad med, at alle mulige andre opfattelser florerer.
Så må man stå ved, hvad man selv er overbevist om, og sige imod, hvad man tror er forkert. Der er i mine øjne ingen vej udenom.

– Udfordringen fra den multireligiøse situation må være at udvikle den ægte åbenhed – ikke bare en holdningsmæssig slaphed.
Vi må vedvarende anstrenge os for at forstå, både hvad vi deler, og – ikke mindst – hvad vi ikke deler med andre.
Der er noget værdifuldt i det moderne tolerance-krav, nemlig dette at vi placeres på samme niveau som andre mennesker. Det er den definitive uddrivelse af enhver overlegenhedsfølelse.

– Hvad jeg savner er modet til at skelne. Hvad der er brug for i den nuværende situation, er åbenhed – og rodfæstethed.
Rodfæstetheden i ens egen tro er en forudsætning for at forholde sig frugtbart til folk fra andre religiøse traditioner.
Rodfæstetheden i den kristne tro bør ikke føre til, at man placerer sig et helt andet sted end den, man taler til og med. Mission kan kun finde sted, hvor der findes et ægte møde mellem mennesker. Og et ægte møde forudsætter en villighed til at placere sig på samme niveau som den person, man prøver at nå.
– Man kan ikke respektere andre mennesker uden at have et punkt, hvorudfra man gør det. Den store fare i dag er, at man mister det punkt, hvorfra vi kan anskue andre religioner, og hvorfra vi kan møde dem og imødegå dem og respektere dem.

– Betragter vi Bibelen, er den et trosudsagn fra ende til anden. Den afspejler en kæmpende tro, udfordret af alle de mange religioner, der befandt sig i dens omkreds; den bibelske tro er i mangt og meget anfægtet tro. Men hvis den andens trosopfattelse er lige så gyldig som min, hverken mere eller mindre, behøver jeg jo ikke at lade mig anfægte af den. Anfægtende bliver den først, fordi den gør krav på at være mere gyldig end min, mere sand, mere svarende til Guds virkelighed.
At erklære alle trosudsagn for lige gyldige i åbenhedens navn, er ikke at åbne sig for den andens tro, men at lukke sig for den; den andens tro bliver ufarlig (sådan som ens egen i øvrigt også er det).
Risikoen ved mødet med den anden er minimeret til det overkommelige. Relativismen er ikke tolerant, men den er imperialistisk. Det er en del-og-hersk-ideologi. Eller det er at betragte verden fra studereværelset.

– Frihed i åndelige spørgsmål hører kristendommen til. Magtanvendelse i åndelige spørgsmål fører til ufrihed og til udvendighed. Mission og frihed hører sammen.
At der i historiens løb ofte nok er gået på kompromis i denne sag, fordi magten fristede, ændrer ikke ved, at det budskab, hvis mening det er at skabe frihed, også må lyde i frihed.
Den kristne kirke har pligt til at værne om trosfriheden. Hvor der er trosfrihed, har den kristne kirke ret til at forkynde det kristne budskab for ikke-kristne: at missionere iblandt dem. Hvis ikke der fandtes frihed også for de ikke-kristne, måtte vi anstændigvis holde os tilbage. Men fordi de har deres ret til at forblive, hvad de er, og at dyrke deres religion på den måde, de finder rigtigt, under den givne fælles lov, kan kirken tillade sig at gå dem på klingen, sige dem imod, aflægge et kristent vidnesbyrd.
Trosfriheden legitimerer den åndskamp, som vi ikke kan unddrage os. Men trosfrihed er ikke at slippe for den åndskamp, der altid må være, hvor spørgsmålet om sandhed og løgn er livet om at gøre. Det er tværtimod at give rum for den.
Havde de ikke-kristne ikke fuld trosfrihed, så måtte den kristne kirke lade dem være i fred. Men i trosfrihedens rum har kirken efter sin selvforståelse både ret og pligt til at gå i clinch med dem.

De første kristne opfattede sig selv som stående i en åndskamp. Den omgivende verden rummede et broget mylder af religiøse forestillinger, og det budskab, som apostlene følte sig forpligtet på, kunne de kun opfatte som et opgør med én af afguder behersket omverden.
Apostelen Paulus bruger ofte udtrykket “denne tidsalder”, hvoroverfor han stiller “den kommende tidsalder”. Med denne sondring angiver han ikke kun et tidsmæssigt forløb; det, som Paulus kalder “denne tidsalder”, er efter hans mening behersket af “magter og myndigheder”, som alle sam-men står evangeliet imod.
For ham fandtes der ikke kulturer, men der fandtes kun religioner, som i hans øjne var mod-magter til evangeliet.
Kulturer er i en vis forstand en moderne opfindelse, men måske i virkeligheden også en frugt af kristen mission. Kirker kom jo lokalt til at tage farve af det omgivende samfund, og kristendommen gav dermed til kende, at den kunne iklæde sig mange forskellige former.
Allerede i Ny Testamente findes ansatsen dog til mang-foldigheden. Ser vi nærmere på f.eks. de fire evangelier, kan vi uden videre konstatere, at selvom det er den samme historie, de fortæller, gør de det på vidt forskellig måde. Mat-tæus-evangeliet er stærkt præget af jødisk folkelighed, mens Lukas-evangeliet tydeligt nok er skrevet af en ikke-jøde, som til gengæld har haft en højere grad af fortrolighed med forestillinger i den græsk-talende del af Romerriget. Og vi ser, at selvom apostlene opfatter de omgivende religioner som mod-magter til evangeliet, så betjener de sig alligevel af forestillinger og tanker fra dem. Uden måske at tænke over det (skønt jeg tror nu, de godt vidste, hvad de gjorde) har de altså dermed tilkendegivet, at kulturelle former og forestillinger alligevel kunne løses fra deres intime tilknytning til andre religioner og fyldes med nyt indhold af kristendommen.