Changed vil nå kirkefremmede
Der er efterhånden blevet skrevet en del om koncerten med Michael W. Smith i Herning. Men hvad ligger der bag?Ung Udfordring har snakket med to af de involverede, Lars Silkjær Mikkelsen og indremissionær Bjarne Taul-borg, om, hvorfor de afholder CHANGEd – forandre(t).
– Vi vil gerne give danskerne en god oplevelse med en lovsangskoncert, fortæller Bjarne Taulborg, som hurtigt tilføjer:
– Men vi håber også, at kristne vil invitere ikke-kristne med. Og jeg ved, at det allerede er tilfældet.
Bjarne Taulborg nævner, at CHANGEds sponsorer har fået nogle billetter til koncerten med Michael W. Smith. Og de er ikke specielt kristne, som han siger det.
– Vi vil gerne give folk en rigtig dejlig aften, hvor de forhåbentlig kommer tættere på Jesus og får en masse med hjem, tilføjer Lars Silkjær Mikkelsen, som er under uddannelse til mediegrafiker.
Nu skulle man vel tro, at en lovsangskoncert måske ikke umiddelbart henvender sig til ikke-kristne. Men det mener Bjarne Taulborg ikke:
– Det er selvfølgelig ikke nogen pop- eller rockkoncert. Men jeg tror, at lovsangen gør, at mange danskere kommer ind i stilheden og roen.
Sidste gang, der var et koncertarrangement, der hed CHANGEd, var tilbage i 2001, hvor Love aLoud og Unafraid spillede for omkring 500 mennesker. Og fra og med den koncert af har det været ønsket at lave et udadvendt arrangement:
– En koncert ville være en oplagt mulighed for at få nogle ikke-troende med. Vi delte fribilletter ud til alle byens konfirmander, på gågaden mm. og nåede på den måde ud til en del, som ellers ikke ville være kommet, fortæller Lars Silkjær.
Men en del af formålet med koncerterne, som Herning IMU arrangerer, ligger også alene i navnet, CHANGEd:
– Navnet faldt på CHANGEd, fordi det skulle være lidt popsmart og fange den unge målgruppe. Men også fordi vi gerne vil noget med koncerterne: folk skulle gerne blive forandret (changed) under koncerten, ellers ser vi ingen grund til at arrangere det, lyder det meget kontant fra Lars Silkjær.
Bjarne Taulborg oplyser, at de indtil videre har solgt 4050 billetter til koncerten med Michael W. Smith. Og han regner med, at de nok skal nå op i nærheden af solgte 5000 billetter, som altså er antallet af personer, de kan lukke ind.
Koncertudvalget består foruden Lars Silkær Mikkelsen og Bjarne Taulborg af Søren Holdgaard, Steffen Jacobsen og Henrik Kjeldsen.