Den tovingede menighed

En tovinget menighed har to slags gudstjenester.
Gudstjenesten i et menighedshus og gudstjenesten i hjemmeneDet har alvorlige følger for liv og trivsel i menigheden, at gudstjenesten i hjemmet mange steder enten aldrig har været eller er opgivet.Når amerikaneren Bill Beckham til marts i år kommer til Danmark for at undervise om den to-vingede menighed, så er det et afgørende emne, han har fat i. For det gælder liv og fællesskab for både menighederne og dens ledere. Hans særlige fokus er de små grupper, kaldet cellegrupper, familiegrupper, discipelgrupper og meget andet godt. Men ikke disse grupper alene, men også samspillet imellem dem.
Opgivet små grupper
Hver ny vækkelse og åndelig rørelse har bragt mennesker sammen i hjemmene. Det skete også med den såkaldt karismatiske vækkelse. Vi mødtes der lidt på trods og under modstand. Min egen erfaring var, at vi lærte at læse og drøfte troen ud fra Bibelen og have omsorg for hinanden og bede for hinanden. Så det var jo godt. Men hvorfor er vi så havnet alene foran fjernsynet igen. Et bud på det kunne være, at vi ikke fik den fulde dagsorden for de små grupper. De er nemlig det udtryk for kirken, som kaldes Kristi Legeme. Så efter min forståelse tænkte vi for småt om de små grupper og fik dem ikke myndiggjort og støttet, så de kunne blive duelige. Vækst i discipelskab, især lederskab, evangelisation og reproduktion kom ikke i gang, så fostret blev aldrig til et barn. Det blev ved den ene celle, og så fik den klubkarakter, og så tørrede den ind.
Fra klubmedlem til præsteskab
Her som alle andre steder er samspillet mellem menigheden og dens ledere afgørende. Når menigheden forstår sin kaldelse til ‘det almindelige præstedømme’ har den mod på at få støtte til at udfolde det. Det er min erfaring. Den eneste måde at undgå klubmentaliteten er at antage sig identiteten af at være sendt som præster. Og det er lederne alene, som kan give denne bemyndigelse. Nogle steder er det blevet til ‘det almindelige kirkebænkeembede’, det har begrænset interesse for mennesker, som gerne vil noget med deres liv. Så lederne skal sige, at alt, hvad der sker i den store forsamling, kan ske i den lille forsamling. Det er to udtryk for den samme virkelighed, at mennesker møder Gud og vandrer med hinanden i han følgeskab.
Kirken som Guds Folk og Kristi Legeme
Når vi mødes i den store forsamling, mødes vi som Guds folk. Både i Folkekirken og mange frikirker går der enorme ressourcer ind i den store forsamlings møde. Men lige meget hvor godt det er, så er der en hel dimension, som ikke kommer med, og det er den erfaring, som vi kunne kalde at være Kristi Legeme. Når vi mødes som Guds folk, så erfarer vi, at Gud er stor, han er i bevægelse og gør store ting, og vi er en del af det og lovpriser ham for det. Det er dejligt. Når vi mødes i den lille gruppe som Kristi Legeme, så er fokus på nærværet og at være sammen som familie. Alle Skriftens formaninger, som nævner ord som indbyrdes, hinanden, hverandre osv. kan kun overbevisende leves ud i den dimension af menighedslivet, som har med de små grupper at gøre.
Fast Food og Quick Fix eller vækst til modenhed
Der er en stille fortvivlelse i mange sjælesørgeres hjerte over de vilkår, vi byder hinanden, når vi sætter fokus kun på den store gruppe og putter så megen energi i den, så vi ikke får æret Guds gerning gennem de små grupper. Det er ikke muligt at få vækst til modenhed og komme i fuldgyldigt discipelskab ved at blive prædiket til og så skulle træffe en beslutning ud fra et øjebliks ærlighed og så blive bedt for oppe foran. Ikke at jeg har noget imod det, men står det alene, så er det en modsigelse af Guds væsen og ikke tjeneste efter Kristi forbillede. For Jesus var i proces med mennesker. Han kom til os i kød og blod og ville i dialog med os og ville bo hos os og vandre med os. Der er altså en helt nødvendig proces, som alene kan give discipelskab, og det er, at vi vil ses i hjemmene og begynde at tage det derfra.
Det fantastiske ved hjemmene
Det fantastiske er, at det er hjem, og at hjemmene er rammen om en familie. Det er ikke offentlige rum. Hjemmet sætter pr. definition en ny dagsorden, som er familien. Bemærk, at familier antager mange former, vi taler ikke om, at der skal være far, mor og børn for, at det er en rigtig familie. Vi mødes her som udvidet familie. Hvad skal vi her? Vi skal være sammen som familie. Hvad vil det sige? Ja, hvad vil det sige?! Det er jo det spørgsmål, der ikke stilles, når vi løber alt, hvad vi kan for at nå alle kirkens møder. Hvad er det, vi vil være for hinanden. Hvad er det, vi kan være for hinanden. Der bor efter sigende over én million mennesker alene på deres adresse i Danmark. Det er noget andet end dengang, der boede 20 mennesker på hver gård og ‘husfaderen skulle oplære sin husstand’. Vores kultur ser anderledes ud, end den gjorde engang. Hvis vi ikke får lært nærhed og ønsker og evner hjemlig hygge (skam få den, som tænker ilde derom), så goodbye church!
Støtte til hjemmene og hjemmegrupperne
Når både kultur, politikere, ideologier og KIRKEN gør fælles sag om at rive hjemmene fra hinanden, så er der ikke meget at sige til, at de splittes ad i stumper og stykker. Det er slemt at se på, når det sker i Guds navn, ham, efter hvem ethvert faderforhold i himmel og på jord har sit navn, som Paulus siger i Efeserbrevet. Kunne vi bede nidkære programlæggere, som kan finde på at holde møder 14 dage i træk om at finde noget mindre nedbrydende at foretage sig. Kunne vi bede disse menneskesker om at tage på Bill Beckham kursus i et par dage og komme på sporet af, hvordan de kan gøre fælles sag med hjemmene og hjemmegrupperne, så der kunne ske en udrustning af fædreskikkelserne, så hjemmegrupperne kunne opleve at få tilført blot en brøkdel af de ressourcer, som for nuværende ureflekteret pumpes i storsamlingerne. Hvis hjemmene lever, så behøver familiefesterne ikke at ske i en modsigelse og fornægtelse af virkeligheden og dagligdagen, men kan blive en fejring af den.
Hvad så nu
Bill Beckham er ikke svaret på alting, og det er komplekse problemer, vi sammen står overfor. Men gennem visionen om ‘den tovingede menighed’ bliver der givet et forslag til nybrud i tænkning og prioritering, som kan blive afgørende for en menigheds liv og trivsel. Siden Bill Beckham underviste første gang for to år siden i Danmark, har jeg personligt oplevet, at ligesåvel som storsamlingerne kan udvikles, ligesåvel kan de små grupper udvikles. Og de kan altså ikke undvære hinanden. Det kan læres, og det kan gøres, og det virker faktisk, og i hvert tilfælde virker det nok til, at jeg har lyst til at undersøge, hvad der videre ligger nede ad den vej.