Hellige billeder til det ny årtusind
Den kristne kunstforening Nardus har i to år arbejdet på frivillig basis med et projekt, der skulle være med til at markere overgangen til et nyt årtusind. Støttet på forskellig vis af Bethlehemskirkens Menighedsråd, Kirkefondet og Kong Frederik og Dronning Ingrids Fond gennemføres det nu under overskriften Hellige billeder til det ny årtusind.På søndag åbner en udstilling i Bethlehemskirken med 22 store malerier, der er malet til formålet. Billederne er udført af den bibelske maler Arnt Uhre, der har deltaget i flere udstillinger både herhjemme og i udlandet. Hans værkers ofte kompromisløse indhold gør ham kontroversiel i toneangivende kredse både i kirken og i kulturlivet, skriver arrangørerne om ham. Udstillingen vil derefter kunne ses tirsdag til fredag fra 29. februar til 24. marts.
Udstillingen følges op af en foredragsrække, der indledes den 18. marts, hvor Arnt Uhre fortæller om sine billeder. De følgende foredragsholdere, der alle er universitetsuddannede og kunstkyndige, beskæftiger sig med kunsthistorien; den første er Eva Louise Lillie, der den 27. marts holder foredrag om den første kristne kunst.
Andre særarrangementer og særgudstjenester følger, og formålet med det hele er for Nardus at få belyst spørgsmål som: Er religiøs kunst en mulighed i dag? Hvilke krav skal der stilles til kirkelig kunst? Kan kunsten bruges til at formidle religiøs erfaring? Hvordan ser billedet af Gud ud i den aktuelle kunst?
Arrangørerne mener nemlig, at der hersker stor usikkerhed om kunstens rolle i kirken, at kirkens forhold til kunsten i dag er blevet problematisk. Op gennem historien har kirkekunsten været med til at bestemme kirkens forståelse af sig selv, sin rolle i verden og sit billede af Gud. Arkitekturen, billedkunsten og musikken har virket som kirkens ansigt udadtil. If. Nardus må kirken nu ligesom tidligere forsøge at inddrage kunsten i langt højere grad, end det sker i dag. Det skal foreningens store projekt være med til at inspire til.