I bagklogskabens lys

Bagklogskab kan være godt – og tiltrængt – i en kirke, der står i fare for at blive ”historieløs”, konkluderer ugens kronikørNår man afslutter læsningen af Det ny Testamente, rejser der sig et spørgsmål: Hvad skete der med evangeliet og dets forkyndelse umiddelbart efter urkirkens apostle?De fleste af os kender til store kirkefædre som Augustin, Luther, Calvin osv. Men de hyrder og kirkefædre, som umiddelbart overtog stafetten efter apostlene, er for de fleste af os helt ukendte. Hvilke åndelige modsætninger og spændinger stod disse kirkefædre midt i? Hvordan var menighedens tilstand på dette tidspunkt? Hvilken betydning har de haft for den kirke, vi kender i dag? Det har Peter Hall-dorf med sin bog ”Det fædrene ophav” forsøgt at give et bud på, og det er spændende læsning.
Peter Halldorf er forkynder, forfatter og præst i en pinsekirke i Ostergötland i Sverige. Han bruger en stor del af sin tid på retræter og åndelig vejledning på ”Nya slottet Bjärka-Säby”. Han har skrevet en del bøger om emner som discipelskab, det indre liv og den tidlige kirkes historie. Han har efter sigende været en meget aktiv pinseevangelist i sine yngre dage, men har nedtonet dette til fordel for tanken om retræte og fordybelse.

”En øget interesse for kirkefædrene og den tidligere kristne kirke er en del af den generelle renæssance for historiske emner i vor tid. Når vores egen identitet knager i sømmene, søger vi efter noget fælles i fortiden”, sådan indleder forfatteren selv bogen om de 21 kirkefædre fra Ignatios af Antiokia til Johannes af Damaskus.
Jeg har lyst til at tilføje: Vi taler i dag meget om den historieløse generation, som ikke kender sine historiske rødder, men mon ikke det samme fænomen gør sig gældende i mange kristne sammenhænge. Vi er (kirke)historieløse og forstår derfor ikke de brydninger, vi som kristne kan stå midt i både individuelt og menig-hedsmæssigt. Alene af den grund er Peter Halldorfs bog hårdt tiltrængt.

Hvor stor en afstand skal kirken holde til sin omverden for ikke at blive medløber? Og hvornår bliver den kristne menighed i sin stræben efter at holde sig ren en ghetto, en religiøs enklave, hvor ingen bliver tilsmudsede? Dette er en af de problemstillinger, de første kirkefædre måtte forholde sig til. En anden handlede om modsætningen mellem troen og fornuften. Som den vågne læser nok allerede har bemærket, er det spørgsmål, som er lige så brandaktuelle i dag, som de var dengang. Der er med andre ord ikke meget nyt under solen, når vi i Peter Halldorfs bagklogsskabs lys vender os til menigheden i dag og ser de åndelige brydninger og kampe, der i dag finder sted.

En interessant iagttagelse, Peter Halldorf gør sig i afsnittet om Athanasios af Alexan-dria (den Store), er følgende: Så længe kirken er udsat for pres udefra i form af forfølgelser, er den i stand til at holde sammen og opleve en vis enhed, men i samme øjeblik forfølgelsen hører op eller udebliver (først i 300-tallet), bliver kirken mere indadvendt og begynder at bruge energien på læremæssige og teologiske spørgsmål og stridigheder med splittelser som følge.
En af de helt store udfordringer for kirken på det tidspunkt var Arios lære om Jesus Kristus som skabt af Gud og som sådan ikke bare underordnet Faderen, men Arios gik ud fra et logisk ræsonnement så langt som til at påstå, at Guds søn ikke kunne være Gud, men blot et ophøjet menneske, en ophøjet søn. Arios idéer satte hele Alexandria i oprør. På biblioteker og på badeanstalter blev Kristi forhold til Gud diskuteret. På spisestederne i Alexandria bølgede diskussionen, og det kunne komme til håndgemæng på gaden, når iltre gemytter fra begge lejre tørnede sammen. Det så på et tidspunkt ud som om, at Arios lære var ved at få overtaget over hele den kristne kirke. Men netop her træder kirkefædre i karakter, og man ser en kamp udspille sig, hvor det ikke kun gælder liv og død, men det drejer sig om, hvor vi skal tilbringe evigheden.

Et af de mest underholdende afsnit i bogen handler om Gregor af Nazianz, som fascineret af ørkenfædrene føler sig draget mod ørken og ensomhed. Spørgsmålet, som optager Gregor gennem livet, er, hvordan vi som helt almindelige kristne mennesker i hverdagens trummerum og mange gøremål samtidig kan leve et rigt åndeligt liv, hvor der også er plads til fordybelse og bøn. Han oplever selv konflikten mellem tjenesten i menigheden og længslen efter et dybere samvær med Gud. Denne konflikt skærpes, da han mod sin vilje af faderen bliver ”kuppet” til at overtage et præsteembede i faderens menighed. Da han på et tidspunkt er lige ved også at blive biskop, slår han bremserne i og søger ud i ørkenen, hvor han tilbringer de sidste år af sit liv.
Peter Halldorfs bog er levende og fængslende skrevet. Den henvender sig til både lægfolk og kirkeledere. Derfor burde man nok have overvejet en lidt anderledes inddeling af bogen. Bogen er inddelt i 21 kapitler efter navnene på hver af de 21 kirkefædre. Dette giver bogen et lidt summarisk og opslagsagtigt præg. Da de fleste af navnene på disse kirkefædre næppe siger menigmand eller kvinde noget, kunne man fx have valgt en mere tematisk inddeling af bogen. Men når det er sagt, vil jeg varmt anbefale denne bog, som er god at få forstand af, og som på en meget hverdagsagtig måde giver os indblik i kirkefædrenes liv og levned.

Peter Halldorf: Det fædrene Ophav – historien om 21 kirkefædre – Forlaget Aros