Jeanette fortalte unge israelere i Østen om Jesus – mellem techno og hash
Unge jøder flygter fra problemerne i Israel og ødelægger deres liv i Østen60.000 israelere rejser hvert år til Indien. Mange bliver involveret i nogle af de østlige religioner. Nogle bliver afhængige af narko. Og New Age er blevet en del af mange jøders hverdag.
Den Danske Israelsmission tog i 2001 initiativ til et internationalt samarbejde om at møde New Age-jøderne med evangeliet om Jesus.
Christel fra København er netop rejst af sted med et internationalt team for at hjælpe disse rygsækrejsende israelere.
Teamet har netop afsluttet en måneds grundig træning i Jerusalem. En generalstrejke i Israel udskød afrejsedagen, men i mandags tog Christel af sted sammen med en erfaren teamleder Janice fra Canada, og to messiansk-jødiske piger Liel and Irit (begge på 22 år).
Teamets efternavne er skjult af frygt for de jødiske antimis-sionærer, der kan gøre livet surt for projektet.
De næste 3 måneder skal de fortælle om Jesus til rygsækrejsende jøder i Indien.
Gennem hele april måned har teamet haft Caspari Centret midt i Jerusalem som base.
Internationale undervisere har indført teamet i emner som new age, buddhisme, hinduisme, åndelig krigsførsel, evangelisation til jøder i en new age- og postmoderne kontekst, team-building, trancemusik, stoffer og misbrug, kendskab til Indien/Nepal og Bibelkundskab.
Men nu er det alvor. Uzbekistan Airlines har ved deadline afleveret de fire unge i Delhi, og de næste tre måneder er det de israelske rygsækrejsende, der bestemmer, hvor temaet skal være.
– Vi rejser rundt som bag-packere i Østen og evangeli-serer for dem, vi møder undervejs, fortæller Jeanette Wind fra Sommersted.
Hun var med på projektets første team i vinteren og har det lidt mærkeligt med, at hun ikke skal af sted igen:
– Projektet er en stor del af mig. Opholdet i Østen har gjort et kolossalt indtryk på mig, fordi jeg har set, hvilken indflydelse Østens religioner har på jøderne, fortæller Jeanette.
– Unge jøder kaster deres fremtid væk. De skipper deres jødiske baggrund og tradition til fordel for Østens indflydelse. De tænker slet ikke fremad, men kun i nuet, uden at tænke på konsekvenserne.
Egentlig kan man godt forstå dem. Fremtiden ser håbløs ud i Israel. Langt de fleste er flygtet fra Israel for at komme væk fra den trussel og trykkede stemning, der hele tiden ruger over Israel. Mange af dem er lige færdige med flere års værnepligt i militæret for både mænd og kvinder. Ofte har de oplevet forfærdende overgreb på deres kammerater og måske på dem selv. De har brug for et pusterum, hvor de kan gøre lige, hvad de vil, uden at nogen overordnet fortæller dem, hvad de skal gøre.
Problemet er bare, at faren for at få mén for livet af stofferne eller at dø af en overdosis, er endnu større end at blive ramt af et terrorangreb i Israel, bemærker Jeanette.
– Der er ofte en ikke-jøde involveret, når en israeler kommer til tro på Jesus, mens de rejser rundt i verden, siger Jeanette Wind.
– Men jeg oplevede, hvor vanskeligt det er at komme ind i de jødiske kliker, når man ikke kan hebræisk. Derfor består teamet så vidt muligt både af ikke-jøder og af hebræisk talende.
I Indien slår de unge israelere sig virkelig løs; så meget at de kan blive frygtelige at være sammen med. Derfor er de meget lidt vellidte! Men når 60% af befolkningen i f.eks. Goa-provinsen er jøder
dvs. 6 ud af 10, så gør de lokale, hvad de kan, for at få fingre i den kapital, som de unge israelere bringer med sig.
Der er opstået et afhængighedsforhold, og utroligt mange restauranter og caféer har israelske navne. Jeg talte 8 ud af 21 restauranter i et af de områder, vi færdedes i.
Tilbuddene på mange hoteller, restauranter og religiøse centre er simpelthen specielt rettet mod hebræisk talende mennesker.
Inderne tilpasser sig også det jødiske miljø ved f.eks. at lære noget hebræisk for at kunne henvende sig bedre til jøderne.
Jødiske DJs er førende, og ved de heftige teknopartys sørger de for, at inciterende rytmer rammer hjerterytmen og fastholder trancen i dagevis.
Når lokalbefolkningen alligevel ikke kan sove om natten, pga. teknolarmen kan de lige så godt deltage i festen og gøre den sjovere ved at sælge stoffer, mad og tøj.
Børnene deltager også og ødelægger deres skolegang.
På denne måde skifter et helt samfund karakter i den 5 måneders sæson, hvor de unge israelere er i området.
Midt i dette Sodoma og Gomorra færdes det kristne team i israelernes miljø delvist på deres præmisser.
Jeanette fortæller:
– Vi er sammen med dem på deres mødesteder på caféer og barer. Når de stort set alle steder ryger pot (hash) og marihuana, kan man selv blive lidt halvhøj, hvis man er uopmærksom.
– Vi prøver at kontakte israelerne ved at tale sammen med dem om oplevelser fra ture rundt i landet.
– Ret hurtigt snakker vi religion, fordi det er så legalt at tale om. Hinduismen og alle mulige former for nyreligiøsitet er overalt. De fleste har prøvet at være på yogakursus og er i jævnlig kontakt med guruer, har penduler, krystaller og lægger deres liv efter det.
Det betyder virkelig noget, at jøderne ser, at nogle af deres egne har taget imod Jesus. Mange har aldrig hørt om Jesus. Man er meget åbne overfor alle religioner og tager så, hvad man kan bruge, og indpasser religionen til sit eget behov.
Men de opfatter kun Jesus som et menneske, der har haft stor betydning, gjorde mirakuløse ting og derfor må være en Guds mand på linie med Sai Baba eller Shiva.
Det er utrolig frustrerende at opleve den holdning, når vi endelig følte et gennembrud hos et menneske. At Gud har mange forskellige navne, men er den samme. Et af dem er Jesus.
Skulle Jesus f.eks. være den samme som den brutale blå gud, Shiva, der er stoffernes gud og bliver hilst hver gang, de ryger en hashpibe, og samtidig opfordrer til utroskab ligesom de øvrige indiske guder. Det er skræmmende.
Men vi kan ikke fremtvinge troen på Jesus, kun så frø i deres hjerter.
Ind i denne verden lavede vi f.eks. en juletraktat, der fortalte om lyset i mørket, og halloween-traktater, som vi delte ud, mens vi var klædt ud i englekostume. Det var en klar kontrast til de mørke magter, der ellers råder.