Kristen enhed: – Ned med kirkeskellene!

– Kirken er et tempel, hvor kun Jesus Kristus er ypperstepræst, skriver ugens kronikør. Opdeling i kirkesamfund er kun tilladt af Gud, ikke et udtryk for Hans fuldkomne vilje.”I sår meget, men høster kun lidt, I spiser, men bliver ikke mætte, I drikker, men bliver ikke berusede, I klæder jer, men får ikke varmen; daglejerens løn går i en hullet pung.
Dette siger Hærskarers Herre: Læg mærke til, hvordan det går jer!
Gå op i bjergene, hent træ, og byg huset, så vil jeg glæde mig over det og vise min herlighed, siger Herren. I ser frem til meget, men får kun lidt; I bringer til huse, men jeg blæser det væk.
Hvorfor? siger Hærskarers Herre. Fordi mit hus ligger i ruiner, men I har travlt med hver sit hus.
(Haggaj 1,5-9)

Dette ord fra Gud kom til profeten Haggaj på et tidspunkt, hvor jødefolket var vendt tilbage til deres land fra Babylon. De havde begyndt genopbygningen af Templet, men arbejdet var gået i stå. Beskeden fortsatte: I sår meget, men høster kun lidt, I spiser, men bliver ikke mætte. Gennem Haggaj gav Herren selv svaret på nøden: Fordi mit hus ligger i ruiner, men I har travlt med hver sit hus. Folket omkring Haggaj mente ikke, at tiden var inde til at bygge Herrens hus. De havde travlt med hver deres egne huse. De skulle have tag over hovedet og sørge for familie og husfolk.
Spørgsmålet synes desværre at være relevant mange steder i dagens kirkesituation. Der arbejdes, der forkyndes og laves kampagner, der afprøves nye metoder, der siddes til gudstjenester og møder – der sås, og der spises. Samtidig er det småt med resultaterne, og der mangler ligesom noget. Ledere, præster og andre aktive har svært ved at finde balancen i arbejdet eller brænder ligefrem ud. Medlemmerne slås med utilstrækkelighedsfølelse, bekymringer og almindelig verdslighed. Menigheder oplever, at de er langt fra realiseringen af det Kristus-liv, den indbyrdes omsorg og den åndelige rigdom, som den første menighed bar præg af.

Overfører vi budskabet til dagens kirke i Danmark, synes det også, at nødvendigheden tilsiger, at hver passer sit hus, det vil sige kirkesamfund, bevægelse og forsamling. Alle har til opgave at beskytte og nære deres egen lille eller store gruppering i Guds menighed. Andet ville være uansvarligt eller skadeligt.
Så kan der indvendes: Jamen, har Gud ikke på en måde givet sin godkendelse af opdelingen i kirkesamfund og de forskellige indrekirkelige bevægelser, når der dog er så mange – om ikke andet så for 3-5 generationer siden – som kom til tro, og hos hvem troen og den gode lære stadig vedligeholdes?
Da Gud er almægtig og suveræn, må det være noget, Gud har tilladt – på samme måde som han tillod Israels rige at deles under kong Rehabeam (1. Kong 12) på grund af kong Salomos afgudsdyrkelse. Og det er, som om Guds godkendelse af nedbrydningen af den oprindelige menighed og dermed menighedens bortførelse til separate grupper har parallel i, at Gud lod Nebukadnesar ødelægge Templet og bortføre judæerne til Babylon.
Vi skal lægge mærke til, at det skete på grund af deres frafald fra Herren, ikke i det ydre, for tempeltjenesten var der hele tiden, men i det indre og i det praktiske, dels ved lovbrud og dels ved dyrkelse af andre guder.
I dag synes der også generelt at være en adskillelse mellem Templet, Guds bolig, og Guds folk, for dette folk af troende samles under fremmed herredømme, nemlig under forskellige konfessioner og menneskeskabte autoriteter. Men ligesom eksilet i Babylon fik ende, så tror jeg, at den nutidige adskillelse mellem tempel og folk vil få en ende – på den måde, at nogle (ikke alle) vil vende tilbage til det oprindelige „Asted“, nemlig den apostoliske kirkeform i det 1. århundrede.
Og ligesom Templet i Jerusalem under eksilet lå i ruiner og derefter blev genopbygget, sådan tror jeg, Gud vil genopbygge sin ekklesia, som ordret betyder en udkaldt forsamling, med dem, der er villige til det.

I Gamle Testamente var Templet Guds adresse på jorden. Hvis man ville have del i velsignelsen, der udgik fra ofringerne og renselsen, måtte man møde op dér. Havde man spørgsmål til Gud, kunne man spørge via præsten. I Templet åbenbaredes Herrens herlighed. Dér erfarede man Guds hellighed og Guds nåde. Det er ingen tilfældighed, at menigheden i Ny Testamente sammenlignes med Templet i det Gamle. Jesus har jo lovet selv at være til stede, hvor to eller tre er samlet i Hans navn. Der er de troende sat til at være præster for hinanden og kun underlagt ypperstepræsten Jesus (Heb 10,11-14). Det er dette Tempel, menigheden, med sin helt egen opbygning og sit eget liv grundet i troen på Jesus, den korsfæstede og opstandne, der billedlig talt er forfaldent og øde.
Ja, vil nogen mene, er det nu ikke bare et nyt eventyr, du vil lokke os ud i? Og kan vi ikke, som situationen er, blot passe vor opgave, der hvor vi er sat?
Fra Haggaj lyder det: Læg mærke til, hvordan det går jer. Går det som det skal? eller mangler der noget? Er det Jesus, der er i centrum, eller er det noget andet … den åndelige arv … vor kirke … tjenesten for Gud …? Er det tro og fortrøstning til Gud og hans Ord, der er vigtigt? eller er det bekymringer og behov? Er det de gaver, Gud giver ved sin Ånd og sit Ord, der holder os oppe, eller er det organisationsmaskineriet?
Gud siger gennem Haggaj: „Gå op i bjergene, hent træ, byg huset, så vil jeg glæde mig over det og vise min herlighed, siger Herren.“
Det står for mig, at tre ting bliver nødvendige, hvis vi følger Haggajs ord:
1) Det er nødvendigt, at vi forlader vort eget „hus“ for at bygge Herrens.
2) Herrens hus skal bygges af nye materialer, ikke af materialer fra vore egne huse.
3) Herrens hus bygges på sit eget sted og med sin egen arkitektur. En vigtig sandhed hér er, at der kan ikke lægges anden grundvold end den, der er lagt, Jesus Kristus (1 Kor 3,11).

Der viser sig en række problemer for os, når vi følger denne opfordring, især på det læremæssige område. Et ord i denne situation (desværre ofte undervurderet eller misbrugt) er 1 Kor 4,6, hvor splittelsen i korintermenigheden får denne medicin: Hold jer til Skriften. Det er den grund, vi skal mødes på. Og det er ikke det samme som den tradition – i teori og praksis -, som vi har bygget på de sidste 100 eller 500 år.
Hele Guds folk er ét. Det anerkendes i mange kirkesamfund – hvorefter man tilføjer nogle forbehold. Men enheden er til stede i Kristi person. Det er dér, at al enhed begynder mellem de troende. I Kristus – og kun i Ham. Og denne enhed befordrer enighed; fejlen er, at vi tror først at skulle være enige, før vi får enheden.
Her kunne det være fristende at henvise til måder at gøre tingene på og hente inspiration fra lokale husmenighedsinitiativer, fra bøger, internet eller lignende, men risikoen er stor, desværre, at vi kun kopierer nogle ydre former, som bliver en hul skal, og som ikke holder. Som én har bemærket, „Awe cannot build the Body if we fail to embrace the Head“ – vi kan ikke opbygge Legemet, hvis vi ikke tager Hovedet til os (F. Viola i Rethinking the Wineskin). De konkrete råd, der skal gives i den forbindelse, vil helt afhænge af den lokale situation, noget, der måske bliver lejlighed til at behandle i senere artikler, hvis Udfordringens redaktion tillader det, og i andre sammenhænge.

Hvor starter vi, hvis vi vil bygge Herrens hus op? Vi starter i centrum, hos Jesus selv, han der allerede har kaldt os til at følge Ham. Jesus siger, at Han vil bygge sit hus på klippen – den klippe er Ham selv (1 Kor 10,4 og 1 Pet 2,4-8). Jesus er også initiativtageren og arkitekten. Jesus er bygmesteren; det bliver vi aldrig selv.
Men hvordan undgår vi at blive passive i frygt for at gøre fejl, eller at kamme over i selvoptaget iver? Det gør vi ved at være afhængige af Ham selv, vor konge og Herre. På sin egen måde vil Han lede os, oplære os i tålmodighed og lydighed og ikke mindst i tro og tillid, tak og lovprisning af Ham. For det er egentlig kærlighedsforholdet til Herren selv, der binder stenene sammen i Guds Tempel. Sådan bliver Gud æret, og sådan kan menigheden blive byen på bjerget og lyset på stagen i det tiltagende åndelige mørke i verden, indtil Han kommer igen. Jesus står i centrum af sin menighed, kommenterer Magnus Malm i sin bog „I Lammets tegn“ (Boedal 2002) i forbindelse med Åb. 1, og derfra kalder, drager og tilskynder Han os til at komme, så Han kan give os af sine rigdomme: forsoning, nåde og genoprejsning, hellighed, kraft og forløsning. Lad os gå hen og møde Jesus, Guds Søn – mennesket, men også Lammet, Kongen og den store Gud!
For hvis vi ikke møder Ham som person til person, kan Han ikke hjælpe os – eller bruge os.

Dette var så sidste kronik i serien „Fremtidens kirke“. Tak til alle kronikører for tankevækkende indslag.
Se de andre kronikker på www.udfordringen.dk. – red