Manden der genoplivede det hebraiske sprog

Ingen vil kunne være den samme efter at have læst
bogen om Eliezer Ben Jehuda, mener Bjørn Carlsen,
der anmelder den herNår man står med den nye bog Eliezer Ben Jehuda – skrevet af Tarje Noraberg og udgivet på LogosMedia – i hånden, så er den første tanke ikke, at man næsten ikke kan slippe bogen, når først man er begyndt på den.Hvor mange kristne har ikke gået på Ben Jehuda Street i Jerusalem vel vidende, at gaden var opkaldt efter en af Israels store sønner, men uden at det gav en levende og nærværende oplevelse. Når man har læst bogen, vil et nyt besøg i Jerusalem og en strøgtur på Ben Jehuda Street uden tvivl give den besøgende en helt ny og anderledes oplevelse.
Gamle Testamentes sprog genopstår
I 1948 blev staten Israel oprettet og ud over landområdet og religionen, så samledes jøderne om et sprog – det hebraiske – som var genoplivet efter at have ligget i dvale i ca. 2500 år. I de mange år var det alene et bibelsprog, idet Det Gamle Testamente er skrevet på hebraisk. Ingen tvivl om, at Gud brugte Eliezer Ben Jehuda til at udvikle sproget til et nutidigt sprog. Han arbejdede om nogen seriøst med at skabe nye ord, som fuldt ud harmonerede med grammatikken og det gamle ordforråd. Han kunne bruge årevis på at forske for blot at skabe et enkelt ord.

Til stede ved en jødes lidelsesfyldte kamp

Nogen nye historiske kendsgerninger giver bogen ikke, men man lærer mennesker at kende – historiske personer. Læseren vil også få et klart indtryk af, at Eliezer Ben Jehuda aldrig kunne have kæmpet alene, men han var den, der havde stædigheden og viljen, fordi Gud ville det. Ikke mindst hans to hustruer, hvor en søster tog over, da den første hustru døde, var om nogen medvirkende til, at han kunne stå alle strabadserne igennem – trods massiv sygdom livet igennem. Han så aldrig selv sit arbejde fuldført, han så – som Moses – aldrig det forjættede land genopstå, men det blev bl.a. hans hustru og børn samt andre, der kom til at fuldføre arbejdet og se Israel opstå som stat. Alligevel hørte han det hebraiske sprog talt af menigmand, da han døde i 1922, og nu er dét det officielle sprog.
Man læser en meget nærværende bog og får ofte følelsen af at stå midt i begivenhederne. Men oplever at være til stede, oplever smerten, men også den glæde, som jøderne oplevede såvel i Palæstina som i den øvrige diaspora.

Gud griber ind og styrer

Og på hver eneste side bogen igennem opleves Guds indgriben og styring.
Havde den russiske zar ikke begyndt sine pogromer i 1880’erne over for de store jødiske befolkningsgrupper i selve Rusland, men også i f.eks. Polen, var Guds eget folk nok forsvundet, dvs. optaget blandt alle andre samfund. Men det ønskede Gud ikke.
Nogle rejste til den øvrige del af Europa og fik en grum skæbne under 2. verdenskrig. Andre rejste til USA og blev mere jødiske end alle andre jøder. Netop disse jøder har i dag en meget stor indflydelse over for USA’s jødiske politik og dermed USA’s indstilling til Israel.
Igen andre rejste til Palæstina, der dengang var besat af tyrkerne – det vel mest barbariske folk i denne verden inden for de seneste mange århundreder. Tænk blot på rædslerne og pinslerne i de af det osmaniske rige besatte områder.

Men også indbyrdes religiøse konflikter

I Palæstina forsøgte jøderne at leve et liv i et besat land ved at vedligeholde deres jødedom med alle de indbyrdes konflikter, som dette indebærer.
Det oplever man meget tæt på i bogen. Men man oplever også de mange jødiske fraktioner, som også nu om dage er et desværre stigende problem.

Drømmen om et land – og et sprog

Man havde sin religion – trods store forskellige opfattelser – til fælles i Palæstina, mens der fra 1880’erne og helt frem til statsdannelsen i 1948 skete store indvandringer. Nogle lovlige – andre ulovlige.
Man havde drømmen om et land, der ikke mindst på grund af Ben Jehuda kom til at hedde Israel, til fælles. Men hvordan det skulle nås, og hvilke landområder det skulle omfatte, det var man ikke enige om. Ligeledes var man absolut heller ikke enige om, at hebraisk igen skulle være jødernes sprog.
Det var i denne kamp, Eliezer Ben Jehuda levede og virkede.
Men i de godt 40 år, den russiske jøde Eliezer Ben Jehuda levede og arbejdede i Palæstina, dvs. fra 1881 til han døde i 1922, fik israelerne alligevel genskabt deres oprindelige sprog hebraisk (men allerede på Jesu tid var sproget bl.a. ændret til aramæisk). Og det skyldtes kun én mands stædighed og familiens hjælp – og så ikke at glemme, at han var i Guds plan.

Fantastisk vidnesbyrd

Bogen er et fantastisk vidnesbyrd om menneskers arbejde for en lidenskab – et ønske om en bedre verden – gennem lidelser, lidelser og atter lidelser, men også milepæle med sejre til den endelige sejr. Og havde Eliezer Ben Jehuda ikke haft den livsopgave, så var han allerede som ung bukket under for sin tuberkulose, men Gud havde brug for ham og holdt ham i live, til han blev 64 år.
Og er der noget, vi som kristne har brug for, så er det netop at vide, at ved at kæmpe kan vi sejre og blive Kristus værdig.
Læs bogen, lev dig ind i den og de menneskers liv, den omfatter. Tag dit eget liv op til overvejelse – og svar så på, hvad du vil med dit eget liv?
Ingen vil kunne være den samme efter at have læst de 207 sider. Gud har virkelig den hele vide verden i sin hånd, som vi synger.

Tarje Noraberg:
Eliezer Ben Jehuda – Han genskabte Israels sprog
207 sider • 188 kr
LogosMedia

FAKTA: Eliezer Ben Jehuda
(1858-1922) var en af de første zionister, og han nåede som en frugt af sit store arbejde for det jødiske sprog at opleve, at alle jøder under en folketælling i rubrikken modersmål skrev hebræisk.


Artiklen fortsætter efter annoncen: