Hellere lide end skride…

– Folkekirken er vores kirke. Den har vi, for missionens skyld, ingen ret til at svigte. Men der er problemer i forholdet mellem kirke og missionshus og problemer med mange af folkekirkens ud-meldinger fra præster, biskopper eller kirkeministe-ren.

Indre Missions Årsmøde i Vejle

– Alligevel er jeg en varm fortaler for folkekirken, så længe bekendelsesgrundlaget bevares intakt, sagde Indre Missions (IM) formand Christian Poulsen i sin formandsberetning på Indre Missions årsmøde i Vejle i weekenden.
Pga. IM’s stort anlagte Lederkonference for kun 3 uger siden, var der „kun“ godt 2000 tilhørere til festaftnen, der hørte ham gå til biddet med en mængde kirkepolitiske udmel-dinger til missionsfolket.
Christian Poulsen kom med disse udmeldinger pga. danskernes vigende opbakning til folkekirken og manglende forståelse for folkekirkeordnin-gens opbygning.

– Vi er en naturlig del af den kirke, vi er døbt ind i. Det er vores kirke – den kirke, vi samler til. Vi har ingen ret til at svigte, for her er de bedste muligheder for at nå flest muligt med evangeliet. Derfor er der heller ikke nogen, som skal løbe fra os med den, siger formanden.
– Men vi lever i et stigende multikulturelt og multireligiøst samfund, der sætter spørgsmålstegn ved, at staten understøtter en bestemt religion, siger Christian Poulsen og citerer folketingets formand Christian Mejdahl for på en grundlovshøring at sige, at ”kirkens problem er, at menighederne er ligegyldige og passive overfor kirken”.
Vil kæmpe i folkekirken
Indre Mission er spændt på, hvordan debatten om Folkekirken ender.
– Jeg håber ikke, at kirken bliver adskilt fra staten, siger Poulsen til Udfordringen. Der er simpelthen for mange muligheder indenfor folkekirken til at nå langt ud med evangeliet til vores folk.
Men det er utrygt, når en af vore egne biskopper utvetydigt melder ud, at han afviser fænomener som Jesu mirakler, dæmonbesættelse, kødets opstandelse og genopstandelse fra de døde, fordi han mest tror på det, der kan tælles, vejes og måles.
Jan Lindhardt siger til TV2-Zulus hjemmeside, at han ikke forstår Bibelen bogstaveligt, men snarere ud fra den tids uvidenskabelige forståelse af fænomener, vi i dag kunne beskrive med videnskab og psykiatri, citerer Christian Poulsen. Så der er ikke grund til alene at give de skiftende kirkeministre skylden for folkekirkens problemer.
Christian Poulsen er overbevist om, at der kommer en eller anden form for demokratisering af kirkeordningen. Han udtrykker sin frygt for, at en kirke, der ikke er knyttet til staten, bliver en synodekirke, som nemt kommer til at bevæge sig med tidens strømninger som en politisk interesseorganisation.
– Jeg ved godt, at Indre Mission ikke kommer til at designe en kommende kirkeordning, men vi har netop på hoved-bestyrelsesmødet i fredags fundet en række navne til en arbejdsgruppe på 6-7 mennesker, der er klædt på til at komme med et kvalificeret indspark i denne debat. De skal pege på, hvordan vi imødegår svagheder ved den eksisterende og en kommende kirkeordning. Vi vil arbejde for, at der stadig er plads til mindretallet i Folkekirken, siger Christian Poulsen til Udfordringen.

– Det gør mig også utryg, når de nyligt opstartede valg- og frimenigheder i f.eks. Århus og Kolding bliver oprettet på et helt uberettiget grundlag, uden der er tale om nogen kirkelig nødsituation, mener IM’s formand og fortsætter:
– Disse kirker er et tegn på tidens individualisme og manglende menighedsforstå-else. Jeg ved godt, at der er nidkære missionsfolk med et stort syn for lægfolket i gang i disse menigheder. Jeg er også klar over, at der er stor vækst i disse menigheds-sammenhænge. Jeg ved også godt, at vi argumenterer med de samme bibelhenvisninger.
Men jeg vil alligevel indvende, at det kan være farligt at leve i sådanne menigheder, fordi de primært henvender sig til en bestemt aldersgruppe. Den dag, man flytter til en anden del af landet, hvor et lignende fællesskab ikke findes, sker det desværre indimellem, at man ikke kommer med i et kristent fællesskab, fordi der ikke findes noget, som mat-cher, det man kom fra, siger Indre Missions formand, der selv er sognepræst i Snejbjerg kirke lige vest for Herning. Selvom han flere gange i sin formandsberetning trækker IM frem som en bevægelse, der samler til folkekirken, har han svært ved at se disse nye kirker som en del af folkekirkens mosaik.
På spørgsmålet om IM’s holdning til, at en del af deres unge både kommer i IMU og i nogle af de karismatiske menig-hedssammenhænge, svarer formanden:
– Det er desværre et tegn på en manglende lærebevidsthed blandt vore egne unge. Derfor må vi opprioritere at undervise dem, så de ikke bliver forvirrede. Det har jeg desværre hørt om nogle, der er blevet.

– Vi går ikke ind for en ellipsemodel, hvor kirke og missionhus konkurrerer om samme flok mennesker. Der er kun et centrum, og det er kirken. IM samler mennesker til denne kirke. Vores opgave er så at udvikle nye og varierede mødeformer, som imødekommer dagens virkelighed. Derfor kan velfungerende sognemenigheder aldrig være et problem for Indre Missions venner.
– IM kan ikke miste folk til folkekirkens menigheder. Det er jo den kirke, IM selv er en del af og gerne vil samle til.
Alligevel laver Christian Poulsen en skelnen mellem IM og folkekirken og erkender senere i samtalen, at flere af IM’s venner og ansatte centralt placeret oplever, at bevægelsen mister folk til Folkekirken.
– Det ville være godt, hvis de folk lægger deres kræfter i IM, fordi vi har en struktur, der sikrer kontinuitet og sammenhæng på langt sigt – også når den gode folkekirkepræst rejser og måske bliver afløst af en, der ikke har forståelse for arbejdet i missionshuset. Her har missionshusene deres store berettigelse for, at der fortsat kan være et frugtbart vækkel-sesarbejde i lokalområdet.