Min morfars jul
89-årige Ruben Carlsen fortæller sit barnebarn, Dorthe Stieper, om sin jul gennem tiderneMin morfor er ganske særlig. Det siger jeg ikke kun, fordi jeg er hans barnebarn. Det vil alle, der har mødt ham give mig ret i. Ruben Carlsen hedder han. Gennem mange år var han også kendt som den fløjtende malermester, fordi han altid dengang som nu – var i godt humør og fløjtede, når han arbejdede.
Hans helbred er nu for alvor begyndt at svækkes, men selv om han netop har rundet de 89 år, er han ung og frisk i sin ånd. Han følger levende med i verden omkring ham og har en mening om det meste. Han er økumenisk af sind og har sin trofaste gang i både Kristent Fællesskab i Rødovre, Lindehøj Kirke og Indre Mission i Herlev.
Denne december formiddag, hvor den første sne dækker fortorvene med et pulvertyndt lag, byder han på nødder og frugt i sin hyggelige ældre-lejlighed i Skovlunde. Han har fundet de gamle sort-hvide familiebilleder frem, som han viser, mens han fortæller om jul i gamle dage.
– Der er en juleaften, som står så tydeligt i min erindring, fortæller han, mens øjne og ansigt lyser op ved mindet.
– Jeg var kun tre-fire år gammel. Vi boede på Klarskov Station, da min far var ansat som portør ved statsbanerne. Vi var på det tidspunkt syv børn. (En ottende kom til siden, red.) Vi var meget fattige. Min far tjente kun 65 kr. om måneden.
– Den jul havde vi ingenting. Min mor havde gemt et stykke røget flæsk, som hun ville skære i tern til os juleaften og servere kartoffelmos til. Ud over nogle bløde pakker, som mor havde lavet i løbet af sommeren, var der ingen julegaver.
– Men lillejuleaften kom en familie og gav os en flæskesteg. De havde lige slagtet gris og havde fornemmet Gud ville, at de skulle give familien Carlsen en flæskesteg.
– Siden kom der andre med tilbehør og julegaver. Som børn har vi aldrig fået så mange julegaver som den jul. Jeg husker, jeg fik en snurretop med musik i og en trompet, fortæller morfar og understreger:
– Mine forældre, Anton og Caroline, var troende mennesker. De tilhørte på det tidspunkt Blå Kors. Jeg ved, de har bedt Gud sørge for vores behov som familie også til denne juleaften. Vi var helt afhængige af Guds hjælp og indgriben i det daglige.
– Mirakler var naturlige hjemme hos os. Som den gang min søster brækkede sit ben, da vi børn var ude at kælke. Vi havde ikke mulighed for at få hende til læge. Så vi lagde hende på gulvet i stuen. Hele familien knælede rundt om hende og bad Gud om at helbrede hende. På anden dagen var benet helt igen!
Den 1. maj 1936 blev Ruben gift med Frida, min mormor. Min morfar var den gang ung malersvend, hvilket var ensbetydende med sæsonarbejde.
– Fra november til marts var der som regel ikke arbejde. Derfor skulle vi i løbet af sommeren spare 500 kr. op til at klare vinter-halvåret.
Et år efter de blev gift kom deres første datter til verden.
– Vi var småkårsfolk og meget afhængige af Gud. Men vi havde altid penge til juletræ og julegaver. Dog fik vi kylling i stedet for and. For and var der ikke råd til.
De boede i en lejlighed i Vanløse i København, og min mormor vaskede trapperne i ejendommen for at tjene en ekstra skilling.
– Vi gik til julegudstjeneste om eftermiddagen i Evangeliehuset på Trianglen. (Apostolsk Kirke, red.) Som i mit barndomshjem var det vigtigste i julen for os at takke Gud for, at han sendte Jesus. Når vi havde spist julemiddagen og læst juleevangeliet, knælede vi som familie ned og takkede Gud på skift. Først derefter åbnede vi gaver.
Familien Carlsen voksede til fem og måtte flytte til en større lejlighed i Ryparken. Det var her de holdt jul under 2. Verdenskrig.
I lunden (i dag Mindelunden, red.) ved siden af Ryparken kunne de høre patrioterne blive skudt af tyskerne om morgenen.
Der var ikke noget arbejde at få for en maler, så min morfar blev ansat i vagtværnet, som blev indsat af de danske kommunale myndigheder, efter at politiet var blevet taget af tyskerne.
Som vagtværnsmand var han bl.a. med til at redde børn og nonner ud af ruinerne, da englænderne ved en fejl bombede den franske skole.
Han gik også vagt om flygtningelejrene med tyske flygtninge på henholdsvis Kløvermarken og Frimurerlogen ved Blegdamsvej.
De tyske flygtninge blev ikke behandlet godt af de danske myndigheder, erkender min morfar. Selv prøvede han at opmuntre de kristne i blandt dem.
– Mens jeg gik vagt, gik jeg og nynnede kristne sange og salmer. Når de kristne tyske flygtninge hørte det, gik de inde på den anden side og sang med på tysk.
– Jeg deltog også i en konfirmation inde i lejren. Det var nogle børn, jeg var kommet i kontakt med på mine vagtrunder. Da så den ene skulle konfirmeres, inviterede familien mig med. På dagen for konfirmationen tog jeg luften ud af min cykel, så jeg fik lov at trække den igennem lejren. Undervejs deltog jeg i festlighederne. Frida havde strikket en varm trøje som gave til pigen, og jeg holdt en lille tale på gebrokken tysk.
– Vi inviterede også nogle af de kristne tyske sygeplejersker fra flygtningelejren hjem til os. Vi skulle passe meget på, at det ikke blev opdaget, at vi havde tyskere på besøg, da der boede en politimand i vores opgang. Så vi sang ganske sagte og bad sammen. Vi oplevede at være ét i Jesus.
Fejrer den voksne Jesus
Selv på sine ældre dage holder min morfar af julehøjtiden. Han sidder ikke ensom derhjemme, men deltager i julefest og arrangementer rundt om i menighederne og hos venner. Selve juledagene tilbringer han på skift hos sine døtre og deres familier.
Han kan lide hyggen og mener ikke, julen kun er
– Det er i høj grad også de voksnes fest. Jeg fejrer ikke barnet i krybben. Jeg fejrer Jesus som frelser anno 2002. Det er det, julen handler om. Jeg fyldes hver juleaften af stor taknemmelighed til Gud over, at han sendte Jesus til jorden, siger min morfar med en begejstring i stemmen, som er ligeså oprigtig som hans tro.
