Teresia snart til Danmark
Den afrikanske evangelist Teresia Wairimu, besøger Danmark på konferencer i april og juli – hos både apostolere, pinsevenner og trosfolkLandsleder Johannes Hansen, Apostolsk Kirke, pastor Lars Due Christensen, Pinsekirken København, pastor David Hansen, Aalborg Menigheds Center og pastor Jens Garnfeldt, Københavns Bibeltrænings Center, havde et ganske særligt ærinde under en nylig konference i London.
Midt i det travle program fandt de kalenderen frem, og holdt møde om Teresia Wairimus besøg i Danmark i april og juli, hvor hun bliver blandt hovedtalerne på sommerstævnerne i Mariager, Kolding og København.
Forventningerne er store, ikke mindst efter konferencen i London.
– Den kraftdimension, der er over Teresia Wairimu og andre forkyndere i den tredje verden, har vi brug for i et verdsligt Europa. Jeg drømmer om, at dette vil tænde en brand i menighederne, så vi kan se vores land blive vundet for Jesus, siger Apostolsk Kirkes landsleder Johannes Hansen.
– Jeg håber, at hendes tro kommer til at smitte af på os, så vi ser mere end en håndfuld helbredelser. Vi skulle gerne opleve en forøgelse af tro. Personligt har jeg på konferencen i London fået en forøget tro på at bede for syge, supplerer Lars Due Christensen fra Pinsekirken.
Begge lægger vægt på Teresia Wairimus ydmyghed kombineret med stor åndelig frimodighed – at hun ikke er et overmenneske, men tager sig tid til at relatere til hver enkelt person.
De er enige om, at turen til London har været en god investering, ikke mindst på det menneskelige plan.
– Vi har oplevet den enhed, som vokser frem ud af nøden for tilstanden i vores land. Erkendelsen af, at ingen af os har det, kaster os i favnen på hinanden, konstaterer Johannes Hansen.
Der bliver fælles annoncering af møderne. De første finder sted i Københavns Kristne Kultur Center den 26.-27. april, og på Evangelistkonferencen i Aalborg Menigheds Center den 28.-30. april.