To 25-årige i chefstolene

I foråret blev Indre Missions gennemsnitsalder på lederposterne i virksomhederne Lohses Forlag, Refleks Musik og Felix film sænket til 25 år. Chef-rokaderne har sat yderligere ”drive” i fornyelsesprocessen.

”2 for en 50’er”

To af chefkontorerne på Indre Missions Hus i Fredericia rummer to nye unge hoveder. Thomas Bjerg Mikkelsen fra Kolding er 25 år og ny forlagsredaktør for Lohses Forlag med ansvar for det redaktionelle med udvælgelse af bøger. Hans nye kollega Stefan Win-ther er også 25 år.
– Ja, du får lige 2 for en 50’er, siger Stefan Winther med et af sine mange smil spillende over læben. Han begyndte i april på det nye job som salgs- og marketingchef for Lohses forlag, Refleks Musik og Felix film, og han har desuden personaleansvaret for hele afdelingen.
De ved godt, hvad de vil bruge deres nye positioner til:
– Hvis Guds ord bliver forkyndt, kan der ske forandringer. Her er der ingen former og medier, der ikke kan bruges. Det kan misbruges, men også benyttes sundt, siger de to nærmest i munden på hinanden.

Nødvendige udgivelser

– Vi kan opbygge mennesker og føre dem til tro på Jesus. Det er vores opgave som kristent forlag at gøre det på en forretningsmæssig god og forsvarlig måde, siger salgs- og marketingchefen. Forlagsredaktøren supplerer:
– Og det er vores rangorden: mission og så økonomi. Derfor kan vi også udgive bøger, der kan være svære at sælge, men hvor vi må sige: de skal bare ud! De er bare nødvendige, siger Thomas, der næsten er cand.phil. i dansk efter 4 års studier på Syddansk Universitet. Han har 1½ år tilbage og skriver nu speciale.
– En vigtig bog ændrer noget i folks liv, så de kan sige: ”Der var en dag, før jeg læste denne bog, og en dag efter”. Bogen skal lave et skillepunkt.
Kraftig omstrukturering
Forrige år havde Lohses Forlag et underskud på 1,8 mill. Men en kraftig rationalisering af medarbejderstaben og arbejdsgangene er begyndt at bære frugt, så underskuddet er ændret til et lille overskud.
Forgængerne satte gang i forandringerne, så arbejdsgangen bliver løsnet op, så der bliver skabt rum for flere muligheder og ideer. De tre virksomheder Lohse, Refleks og Felix Film fik en fællesekspedition, så ledelse og det administrative kunne slås sammen. Thorkild Højvig er blevet direktør for virksomhederne og har det overordnede økonomiske ansvar. Det daglige ansvar med at overholde deadlines har Stefan Winther. Han har hentet erfaring til dette arbejde fra sin uddannelse som boligrådgiver i Nykredit. Efter 3 år sprang han til byggebranchen som sælger og startede derefter et firma med 15 ansatte. Ved siden af er han næsten færdig med at læse HD.

Hård branche

Men de unge chefer er gået ind på et område, hvor det er svært at overleve. Musiksalget falder i hele verden. Bladmediet er på vej ned – se bare Anders Ands styrtdyk i abonnenter. Thomas Mikkelsen er selv tidligere redaktør af IM’s børnegudstjenestes juniorblad „Nemli’“. Det var han med til at gøre til et netbaseret blad – lagt ud på en hjemmeside. Der var ikke marked for det trykte.
– Men der er stadig et stort behov for bøger, påstår Thomas. Det er et andet marked end for få år siden, fordi vi nu teknisk har fået bedre muligheder for at trykke langt mindre oplag og sælge, indtil alle er udsolgt, fortæller Thomas.
– Det at sidde med sin egen bog kan ikke erstattes med at læse på internettet. Men der er ikke de store penge i at drive forlagsvirksomhed.
– Vi ændrer ikke linien, men skal hele tiden tilpasse os et marked, der er i rivende udvikling, siger Thomas.

Uerfarne,
men dynamiske

– Det, at Thomas og jeg startede samtidigt, giver os en fordomsfri opstart. Vi får automatisk prøvet nogle nye ideer af, så der bliver skabt luft for, at vi kan være kreative og få prøvet nogle nye ideer af.
– Selvfølgelig har vi ikke den rutine, som de tidligere chefer havde. Men vi har fået lagt flere opgaver ud af chefkontorerne. Det giver ejerskab til de ”gamle i gårde”, hvor jeg så kan tilføre drive og energi, kreativitet og nye ideer. Det er vigtigt, at vi tænker visionært og fremadrettet i vore stillinger. Hvad er vores mål? Hvem skal have den her bog/cd eller film? Det er enormt vigtigt, fordi en idé i dag har medvind, bare fordi den er ny. Interessen falder med alderen, siger salgs- og marketingschefen.
Thomas Mikkelsen har 16 bogkonsulenter, der bliver fodret med bøger og kritiserer teologi, sprog etc. Dér sidder erfaringen i form af en bred skare af læsere – børnespecialister, lægmænd og præster, unge, ældre, ledere, missionærer – et netværk, der er eksperter indenfor alle de områder, Lohse udgiver bøger på.
Rydder op i forvirringen
– Vi udgiver meget bredt set i forhold til andre kristne forlag. Det bliver til ca. 30 nyudgivelser årligt, selvom vi har skåret ned for at højne kvaliteten af den enkelte udgivelse.
– Vi vælger ikke en bog, fordi det er en børnebog, men fordi det er en nødvendig bog med nogle kvaliteter eller en god underholdning med et sundt livssyn. Der skal både være til ”lette” og trænede læsere, fortæller Thomas, der er tryllekunstner i sin fritid, hvorigennem han når mennesker med evangeliet på en anden måde. Jobbet som forlagsredaktør er det samme for ham: Ud med evangeliet! siger han og holder en minibibeltime for mig om, at evangeliet aldrig må blive mystisk – fordi mennesker skal møde Gud.
– En vigtig bog rydder op i forvirringer – f.eks. hvordan kan der være en kærlig Gud i en ond verden. Når vi læser en bog, skal vi blive afklaret – have god solid forkyndelse med svar; noget vi kan gribe om, og som ikke bare bliver en følelse, der falder væk, når man ikke kan føle mere.
– Mit evangelistarbejde giver mig mange kontakter. Men vi har et kæmpe netværk på IM’s hus, hvor masser af folk automatisk kontakter os. Vi kan altid få svar på næsten alt.
Stefan var med til at starte koncertforeningen ”Audeo Concerts”. Det gav ham både en erfaring med musikere rundt i verden og et kontaktnet, som han kan bruge nu, hvor han sidder på den anden side af skrivebordet.
– Når vi får tilbud fra bands ude i verden, kan jeg lægge dem ud til koncertarran-gørerne.

Forfærdeligt få
får stor hjælp

– Vi udgiver mange amerikanske bøger, som er opstået i en anden kultur end vores. Vi vil gerne producere god litteratur, så vi ikke skal til at kravle over kulturbarrieren i f.eks. oversættelsen. Men vi har alt for få danske romanforfattere. Vi kan sørge for, de får et netværk, som kan kritisere deres arbejde, så de udvikler sig, siger Thomas Mikkelsen.
– Vi bliver ikke presset af, at et projekt er dyrt, eller at den første idé ikke lige er perfekt. Vores opgave er at skubbe ideen videre og prøve nogle grænser af, så vi kan forme og udvikle hele kristenlivet i Danmark. Tænk på: Når en forfatter slår igennem, er hans røst utroligt stærk, betoner forlagsredaktøren, der bare venter på nye forfatteres ideer.
Han og kollegaen Stefan håber, deres arbejdsplads må blive oplevet som et åbent sted med et ”let” miljø, hvor der er fri adgang for alle.
– Vi er gode at handle med. Både kunder, forfattere osv. vil opleve, at her ligger vi ikke noget i en venteskuffe i flere måneder. Selvfølgelig koster de nye opgaver arbejdssved og tid. Men vi bliver bedre og bedre til at strukturere hverdagen, og derfor kan vi bruge den på at tænke fremad, tænke nyt og være visionære. Det er bedre at sætte en senere deadline end at dø undervejs.