Bibelcamping er in
Et af de helt store mødesteder for kristne familier i sommerferien er bibelcamping. Og det er absolut ikke en ferieform i tilbagegang – tværtimod.
Nu, da de sidste teltpløkker er ved at være rykket op af jorden og teltpælene samlet sammen og lagt i hus oven på endnu en sommerluftning, ser de danske bibelcampings tilbage på en stor succes.
Det konstaterer også Jens Otto Larsen, der er formand for bibelcamping-udvalget for Luthersk Missionsforenings bi-belcamping på Lejrcenter Virksund øst for Skive.
– Vi er en hel del flere end sidste år. Cirka 300 til aftenmøderne. Det har været rigtig godt besøgt, siger han – uden dog at ville sætte et nøjagtigt tal på.
Et sted i underkanten af tusind mennesker i løbet af de tre bibelcamping-uger midt i juli. Den midterste uge, Ung Uge, var klart den bedst besøgte. Her var det store mødetelt med plads til 500 mennesker nærmest fyldt flere af aftenerne.
Ligeledes på LMs bibelcamping på Haderslev Næs har der været mange mennesker. Også her var Ung Uge den helt store topscorer med omkring 400 unge på pladsen. De øvrige to uger har antallet ligget på 200-250 mennesker – nogenlunde som de foregående år.
IM-unge på mission
Indre Mission har også haft rigtig mange unge samlet på junior-, teen- og ungdomslejre. 450 unge havde slået telte og campingvogne op på Mørk-holt Bibelcamping, hvor de fik anderledes mødeform og et klart kald til mission.
Der var konstant pladsmangel i Ung Camp-teltet, så vejret var nødt til at arte sig, når møderne løb af stablen, for at man også kunne være med uden for teltdugen.
– Vi har oplevet, at Gud er så stor, at vore små tanker om livet helt blegner ved siden af, fortæller en mættet deltager, Preben Højgaard Jensen fra Århus, til Indre Missions Tidende.