Hun havde et
HJERTE af STEN

Jennifer Massey fra Texas var i juli på Bornholm med et team fra Toronto, der underviste om indre helbredelse.
En dag fortalte Jennifer om sit ”heart of stone” – sit stenhjerte.
Da jeg kom ind i den fyldte sal på ”Skibet”, kunne jeg ikke se Jennifer, men kun høre hendes meget dybe stemme, mens hun sang for på lovsangen.
– Jeg forestillede mig en ”big mama” med den stemme. Men da alle satte sig ned, fik jeg øje på en lille pige med en elektrisk guitar.

Her er hendes historie:

– Jeg blev adopteret som spædbarn. Selv om jeg havde nogle okay forældre, tænkte jeg ofte: ”Hvordan kan nogen give deres barn væk…?”
Min bror var også adopteret, men det bekymrede han sig ikke om. Han var glad for, at han var havnet hos nogle gode mennesker.
Men Jennifer ville ikke tilgive sin ukendte mor. Og hun lod sin indestængte vrede gå ud over alle andre. Og ikke mindst: Sig selv.

– Som barn havde jeg det godt. Jeg var glad, men også meget vred, fortæller hun.
– Jeg isolerede mig, fordi jeg ikke troede, nogen kunne lide mig. Min familie var metodister. Det er en ret almindelig kirke, og alt, hvad der foregik der, sagde mig ikke noget. Jeg kan ikke huske, at de nogen sinde underviste os om Guds kærlighed. Måske gjorde de, men jeg forstod det i hvert fald ikke. Der var ikke noget, der kunne trænge igennem mit stenhjerte. Den eneste grund til, at jeg ville med i kirke, var, at vi så fik is bagefter.

På grund af Jennifers vrede kom hun hurtigt i konflikter:
– Min far var en okay fyr, som arbejdede hårdt og var god mod os. Men man fik ikke knus og den slags, og jeg troede ikke på, at han kunne lide mig.
Han var også temperamentsfuld, så vi blev hurtigt uvenner, og der var efterhånden et dårligt forhold mellem os. Og jeg lukkede mit hjerte for ham.

– Da jeg var 4-8 år blev jeg misbrugt seksuelt af en kvindelig babysitter, som endda kom i kirken. Det vidste mine forældre naturligvis ikke noget om. Jeg turde ikke tale om det før mange år senere, da jeg var indlagt efter et selvmordsforsøg.
I stedet var jeg vred på mig selv. Jeg begyndte at skade mig selv – næsten hver uge havde jeg skåret i mig selv. Jeg blev sendt til psykolog og fik medicin. Det bedøvede mig – men det lærte mig også at misbruge medicin: Jeg tog en overdosis.
Bagefter fortalte jeg min mor, at jeg var blevet misbrugt.

– Jeg begyndte nu som 15- årig at tage stoffer. Jeg er ekstrem – når jeg gør noget, så går jeg til yderligheder. I løbet af bare en måned gik jeg fra marihuana til LSD til kokain. Senere tog jeg også heroin.
Jeg begyndte at komme sammen med en flot fyr i klassen, som var meget populær. Men efter at vi havde haft sex nogle gange, forlod han mig. Og nu fortsatte jeg med at have sex sammen med alle mulige skøre typer i håb om, at det ville gøre livet værd at leve. En af dem var voldelig og bed mig ofte. Men jeg var ligeglad med min krop. Først da han brækkede min næse og smadrede forruden på min bil, vågnede jeg op og kom væk fra ham.
Jeg tog stadig mere stof og var høj hver dag. Snart blev andre klar over mit problem, og jeg blev sendt på nedtrapning. Men det gjorde blot det hele værre; for nu mødte jeg andre, der også var misbrugere, så efter at have været stoffri en uge, var jeg på igen.
Jeg kom til psykolog og psykiater. Blev sendt på en privatskole, men blev smidt ud igen, fordi jeg smuglede stoffer ind på skolen…

– Da jeg begyndte at indtage stoffer med sprøjte direkte i blodårerne, fik jeg hepatitis-B leverbetændelse. Jeg vidste, at det var en sygdom, som mindede noget om AIDS. Man kunne ikke blive helbredt, men risikerede at dø af det…
Men jeg var ligeglad, jeg ville gerne dø. Alligevel var Gud god, selv om jeg ikke kendte ham, og på en uforklarlig måde blev jeg helbredt. Da de tog en biopsi af leveren, var der pludselig ingen tegn på sygdom…!
Jeg kunne nemlig finde på at bede Gud om hjælp, ligesom jeg rodede med alt muligt andet, og var på heroin i flere år sammen med en ven.
Men i september 2000 hørte jeg Dave Matthews synge ”True reflections”, hvor en linje lyder: Hvis du ser dig selv i spejlet, kan du så li’ det, der ser på dig?
Jeg kunne se, at jeg gik til bunds, så jeg brød med min narko-ven og fandt en ny fyr – jeg var afhængig af mænd, som kunne give mig en smule ”kærlighed”. Men det ændrede ikke noget på mit stenhjerte.
– Nogle måneder senere mødte jeg min gamle narko-ven. Han var blevet kristen og slæbte mig med til et bibelstudie. To måneder senere døde han, men han nåede at redde sig selv – og mig.

Jennifer kom i kontakt med kristne fra Toronto Airport Christian Fellowship. Hun blev guddommeligt helbredt for den manio-depression, hun havde fået konstateret. Og vigtigst af alt: hendes stenhjerte blev forvandlet:
– Ord kan ikke beskrive, hvor kraftfuld Gud er, siger Jennifer.
– Mit stenhjerte blev åbnet af Guds kærlighed og helet for de sår, jeg havde. Jeg har aldrig været så glad, som jeg er nu. Jeg er faktisk glad, ja. Hele mit liv er blevet forandret på de to år. For eksempel har jeg nu klaret mig to år uden at leve sammen med mænd, fordi jeg ikke længere behøver at jagte efter noget, der kan fylde tomrummet. Gud har fyldt mit hjerte med sin kærlighed.

– Har du et stenhjerte, fordi nogen har såret dig? Spørg Jesus om at helbrede dig. Han kan helbrede alle sår – uanset hvor dybe de er – med sin kærlighed ved Helligånden.
Den lille pige med den store elguitar og den dybe stemme lukker øjnene og leder os alle i en bøn, som hun foreslår, at vi gør til vores egen:
– Gud, jeg tilgiver dem, der har såret mig. Tilgiv mig, at jeg lukkede mit hjerte for andre og for dig. Herre, giv mig et kødhjerte. Fyld mig med din kærlighed og din ånd…
Mange begynder spontant at græde, mens de beder denne bøn.
Stenhjerterne begynder at flække og smelte.
Gud er nær.