Kvinder – kom igang
Kvinder, både unge og gamle, kan se frem til spændende dage sammen i Kolding, d. 12.-14. september 2003.
Efter sidste års kvindekonference i Apostolsk Kirke i Kolding, som samlede omtrent 300 kvinder, er der blevet taget initiativ til en gentagelse af successen.
Temaet for kvindekonfe-rencen er Bliv levende og tag form ud fra Ezekiels Bog i Bibelen:
– Der er så mange ressourcer og megen kreativitet i kvinder, som har været dødt og uvirksomt, men som vi ved Gud elsker at forløse. Det handler om tjeneste, men ikke i snæver forstand. Gud ønsker at udvide vores tjenestebegreb, udtaler Else-Marie Hansen (billedet) fra arrangørgruppen. Else-Marie er gift med Apostolsk Kirkes landsleder, Johannes Hansen.
Via inspirerende talere og mange work-shops, henvender konferencen sig bredt, både til ældre, som aldrig syntes de kom i gang, eller til de unge piger, som er søgende og usikre, men vilde efter at blive levende og aktive.
Konferencen foregår i Apostolsk regi, men der inviteres bredt.
Hovedtalerne vil være pastor Clara Commey, pastor Elin Haslund Thomsen, og fra den yngre generation Heidi Noer Larsen.