Vi markerer os for lidt
I Udfordringens leder den 26.6.03 spørger Henri Nissen hvorfor stinker der overalt? Jeg fristes til at svare fordi vi som kristne ikke gør nok ved årsagen til stanken.
Vi markerer os for lidt i det offentlige rum de gange årsagerne tages op til debat. Vort holdningsløse samfund er vi kristne derved selv med til at skabe, fordi vi tier. Vi bliver væk fra samfundets talerstol, når sager som narko, alkohol, seksualforbrydelse og AIDS tages op til debat. Vi udtaler os kun i vort eget snævre forum (menigheder og i de hertil knyttede skriftlige informationskilder). Men det høres/læses jo oftest kun af os selv. Vi må videre ud overskride vore egne trygge grænser og blande os, så vi både ser og føler det onde.
Lad ikke kamppladsen alene fyldes af akademiske røster, der frit intellektualiserer Skriftens ord, ofte uden troens vægt.
Vi må ikke være bange for at blive kaldt fundamentalister, fordi vi taler Guds ord i situationer, der strider mod de leveregler Skriften har givet os. Skriften er jo netop vores pejlemærker (som HN efterlyser). Så lad os dog bruge dem og vise, at de er der og kan bruges positivt.
Der er brug for os almindelige hverdagskristne, hver med vores udtryks form, til at udtale sig og være synlige i samfundets mange spørgsmål. Først da kan vi som kristne være med til at gøre det samfund vi er en del af anderledes.
Aase Clausen
Toftevej 4,II,th.,
4700 Næstved