Hvilken attitude har du?

– spørger Morten Munch fra Dansk Oase og præst i Københavns FrimenighedTeksten til på søndag lærer os noget om at have en ret attitude i vores gudsforhold. Den taler om to attituder: Lovens og nådens.

Nådens attitude er, at alt er gave. Lovens er, at alt er fortjeneste – Alt skal tælles. Tolderen talte penge. Farisæeren talte gode gerninger. Det sidste skaber afstand i forhold til Gud. ”Har jeg fastet nok, været gavmild nok og bedt nok for, at Gud kan lide mig?”
Denne attitude skaber også afstand i forhold til mennesker. ”Har jeg præsteret nok til, at de andre kan lide mig?” Eller modsat: ”Er de andre populære nok til, at jeg vil være sammen med dem?”
Det kan man fysisk se bekræftet i lignelsen. Hvis vi vælger en anden oversættelse: i stedet for, at Farisæeren bad for sig selv, så kan det oversættes med, at ”han stod for sig selv”. Vi læser, at tolderen stod afsides.
Fysisk illustreres det, at loven skaber afstand. Den ene står for sig selv fordi han tror, han er mere værdig end de andre i den gudstjenestefejrende menighed. De meget fromme farisæere troede, de blev urene ved at være i kontakt med dem, der ikke beflittede sig på at overholde loven. Tolderen må stå for sig selv, fordi han tror, han er mindre værdig.
Loven bliver en anledning til stolthed, når det går godt. Og til selvfordømmelse, når det går skidt.

Evangeliet er provokerende over for al menneskelig religiøsitet. Jesus vælger at ”cutte” lignelsen, før vi får lov til at følge tolderen i hans omvendelsesproces. Han har ikke nået at ændre så meget i sit liv og få en ny livsstil, men går allerede hjem med et ret forhold til Gud. Hans attitude, hans hjerte er ændret.
Selvom farisæeren har brugt hele sit liv på at forbedre sig og også havde været med til at forbedre kirkens statistikker, så gik han ikke retfærdig, men selvretfærdig hjem.
Han er det samvittighedsfulde, etisk velovervejede menneske, der giver mere, end loven kræver.
Tolderen er den, som bruger sin energi på at tjene penge, som ikke er helt rene. Men det kan ogsåA være andre former for livsudfoldelse, hvor det er os selv og vore egne behov, der sættes forrest, hvor vi ikke tænker så meget over, om det går ud over andre mennesker.

Lignelsen er meget væsentlig, fordi vi ser, at retfærdiggørelse ved tro ikke bare er noget, vi møder hos Paulus, men i sin kerne går tilbage til Jesu egen undervisning. Her står tolderen måske for første gang og formulerer en bøn til Gud. Alligevel går han lige ind i Guds nåde.
Vi kan drage en parallel til lignelsen, hvor nogen arbejder i et firma hele dagen, og andre bliver ansat sidst på dagen. Alle får samme løn.
Pointen er: Det giver slet ikke mening at tale om løn i vores forhold til Gud. Det er en gave baseret på et offer.

Tolderens bøn: ”Vær mig nådig” er ikke det almindelige ord for ”nåde”, men har offerperspektivet liggende, så det frit kan oversættes: ”lad soningen være gældende for mig”.
For os er bøn personligt. Men i teksten i dag har de to formentlig deltaget i et af de to daglige ofre i Templet: morgen- eller aftenofferet.
Menigheden har overværet sonofferet, og senere i gudstjenesten går præsten ind og ofrer et røgelsesoffer som udtryk for menighedens bøn. Under den del var der plads til den enkeltes bøn. Hele den jødiske forståelse af bøn er, at Himlen er åben for menneskets bønner til Gud efter, at offeret er bragt.
Når vi beder, er udgangspunktet, at der allerede har fundet en soning sted. Det er Guds offer og ikke vore ofre og præstationer. Det udgangspunkt har farisæeren mistet i sin optagethed af hans egen spirituelle fremgang.

Ydmyghed handler om at forstå at vores forhold til Gud er en gave, og at denne gave baserer sig på et offer. Ydmyghed er at tage imod. Derfor er det heller ikke tilfældigt, at beretningen efterfølges af fortællingen om Jesus, der er sammen med de små børn: vi kan ikke tage imod Guds Rige, hvis vi ikke gør det som et lille barn.
Bøn i Jesu navn viser hen til udgangspunktet for bøn, nemlig Jesu fuldkomne offer. Fari-sæerens bøn undergravede hans spiritualitet – og vil også undergrave en ægte kristen spiritualitet.

Farisæeren kan ikke se sand omvendelse der, hvor den sker omkring ham. Han kan kun se de ting, der ikke er på plads endnu – i andres liv. Han burde have været henne og lægge sin hånd omkring tolderen og opmuntre ham i hans første famlende bønner til Gud.
Takker vi Gud for, at vi er mere tolerante eller ydmyge end farisæeren? Stoltheden findes i mange udgaver og forklædninger, men i sit væsen er stolthed at vi sammenligner det bedste hos os selv med det værste hos andre. Det er en syndig overlevelsesmekanisme, der skyldes, at vores gudsskabte identitet ikke er på plads.
Der er ikke noget galt med farisæerens praksis. Faste og gavmildhed hører naturligt med til et kristenliv som et naturligt udtryk for, at vi har mødt nåden i dens overstrømmende fylde.
Vi får lov til at følge en anden tolder i NT i hans omven-delsesproces – Zakæus. Han giver det firedobbelte tilbage til dem, han har presset penge af. Han gør det af et frit hjerte som et udtryk for den kærlighed, han har mødt hos Jesus. Problemet er ikke farisæerens praksis, men hans attitude.
Teksten vil ikke lære os en pietistisk attitude, hvor vi slår øjnene ned og slår os for brystet, når vi beder. Jesus løfter ofte hovedet og åbner sine øjne, når han beder og har lært os at sige ”Abba” – far.
Derfor er det tankevækkende, at lignelsen slutter med ordet, at den ydmyge skal løftes op. Sand ydmyghed er ikke noget, der presser ned, men noget, der løfter.
Når jeg har været sønderbrudt og bedt med på bønnen: ”Vær mig synder nådig”, så er min erfaring, at Gud har løftet mig op, givet mig frihed i det indre menneske gennem hans uforbeholdne kærlighed og tilgivelse.