Lis blev helbredt da børnene græd

Da børnene i børneklubben græd over Lis Molins smerter, helbredte Gud hende for leddegigt. Scanninger viste kort efter at de deforme led havde rettet sig
Hendes mor havde leddegigt og var pensionist i mange år. Hendes søster har leddegigt, er delvis invalideret, og må køre invalidebil. Så da Lis Molin som 40årig fik smerter og hævede led, så vidste hun hvad klokken var slået. Hun blev hurtigt undersøgt og fik diagnosen… leddegigt.– Jeg var dagplejer, havde selv to ”bio-børn” og to børn i familiepleje, så jeg havde nok at se til, fortæller hun, så frisk, glad og struttende sund, at man knap kan tro på hendes historie.
I dag er Lis Molin leder af børne- og ungdomsarbejdet i Pinsekirken i Roskilde. Men tilbage til dengang for 7 år siden:
– Jeg blev overvældet af en enorm træthed. Jeg faldt faktisk i søvn flere gange, mens jeg passede børn, fortæller hun om de første symptomer på den frygtede sygdom.
– Jeg havde 38 i feber over flere måneder, tænkte, at det måske var en eller anden form for allergi. Jeg fik smerter og hævede i mine ankler og håndled og feberen ville ikke gå væk.
Lis kom af sted til lægen, og han undersøgte hende og tog en blodprøve. Da blodprøven kom tilbage var hendes bange anelser bekræftet: Blodprøven viste: leddegigt!

– Jeg har en veninde som er sygeplejerske, og hun fik mig hurtigt til en specialist. Jeg blev indlagt på rheumatolo-gisk afdeling på Hvidovre Hospital. Her blev jeg rønt-genfotograferet og knogle-scannet fra top til tå.
Billederne viste, at Lis’ led i ben og hænder forandrede sig og blev deforme.
– Jeg kunne ikke holde på en blyant, en synål eller spisebestik, husker Lis. – Jeg tabte alting. Jeg husker især et bryllup jeg var til, hvor min bordherre måtte skære kødet over for mig. Kort efter fik jeg specialbestik og en række andre hjælpemidler til at klare min dagligdag.
Til sidst blev det så slemt, at Lis Molin måtte på Gigtsanatoriet i Skælskør i tre uger. Her skippede de de almindelige gigtpiller Lis havde fået af lægen til fordel for en særlig pille med kemo i.
– Jeg gennemgik en træning, der skulle hjæl-pe mig til at leve med min sygdom. Og fordi sygdommen var opdaget på et så tidligt tidspunkt, ville de bruge mig til forsøg. Men jeg havde ikke lyst til at være prøveklud!
Det var nu synligt for enhver, at Lis havde det rigtig dårligt.
– Jeg havde konstant smerte, konstant feber. Jeg følte mig gennembanket, som om jeg havde influenza hele tiden. Jeg følte mig faktisk som om jeg brændte op indeni, som om knoglerne smuldrede. Det gør frygteligt ondt!

Samtidig fik hun det også dårligt psykisk.
– Jeg kunne ikke klare, at jeg ikke kunne bevæge mig. Havde ikke lyst til at leve mere. Gik endda så langt, at jeg overvejede selvmord, indrømmer Lis og pointerer, at sådan er hun nu en gang. Hun er klar over, at mange kan klare at leve med sygdommen, men hun gik altså helt ned med flaget.
– Heldigvis havde jeg en veninde, som blev ved med at holde fast i mig: Vi kan ikke undvære dig, sagde hun. Du er nødt til at blive her!
Lis havde nu fået en kørestol og var indstillet til pension.
– Mine smerter var nu så voldsomme, at hvis min mand, Svend, rørte mig mens jeg sov, skreg jeg i søvne. Jeg havde nu leddegigt i alle kroppens led, undtagen kæbeleddene. Jeg kunne kun sove i stueetagen; hvis jeg skulle op på førstesalen, måtte jeg kravle op ad trapperne. Normalt er jeg ikke pivet, men jeg har aldrig oplevet noget lignende.

Alligevel sagde Lis nej til kommunens tilbud om revalidering.
– Jeg ville leve og læse til lærer, fortæller hun.
Hvorfor nu den kovending?
– Jo, midt i det hele havde jeg et stærkt møde med Gud. På en eller anden måde rettede han min opmærksomhed væk fra mig selv og gav mig en vision for børnene i Danmark. Han gav mig noget at leve for.
Lis blev kort efter valgt til leder af børne- og ungdomsarbejdet i kirken – og det skulle vise sig at få betydning, ikke kun psykisk, men også for hendes fysiske sundhed.
– Det var svært at være med i børnearbejdet, når jeg ikke kunne skøjte, sjippe eller spille hockey. Jeg kunne kun køre dem til de forskellige aktiviteter med mit invalideskilt i vinduet.

Men én ting kunne Lis: undervise børnene ud fra Bibelen.
– Jeg underviste meget om bøn en overgang, og børnene bad meget for hinanden. En dag græd en af medarbejderne: Det kan ikke være rigtigt, at Lis skal have det sådan.
– Teenagerne begyndte også at græde og slog spontant ring om mig og begyndte at bede. Jeg mærkede ingen forandring, men næste gang jeg var til læge og fik taget blodprøve, viste den, at jeg ikke havde leddegigt mere!
Det var i januar år 2000. Kort forinden, lige før efterårsferien i oktober 1999, samme år som Lis havde startet på lærerseminariet, skulle hun deltage i et kursus. Men hun måtte melde afbud pga. smerter. Og nu var hun klar over, at skolegangen for fremtiden måtte foregå i kørestol.
Men så kom hun med til et møde, hvor taleren bl.a. sagde: Du er en kæmpe!
– Da blev jeg vred på Gud, husker Lis. – Hvordan kan du sige, at jeg er en kæmpe, sådan som jeg har det! Det kan ikke være mig… Men lige netop i det øjeblik forsvandt smerterne. Jeg havde fortsat leddegigt, men ingen smerter – frem til januar år 2000, hvor Gud også tog sygdommen.

Lis havde deforme knogler i håndled og ankler. Her peger hun, hvor det gjorde ondt. Nu har scanninger vist, at knoglerne har rettet sig

Lægen sendte hende med det samme til knoglescanning og røntgenfotografering på Hvidovre hospital. Men de kunne kun bekræfte blodprøven. Lis var på mirakuløs vis blevet totalt helbredt for leddegigt. Og de deforme knogler havde endda rettet sig i forhold til tidligere.
I dag, små tre år senere er Lis stadig helbredt og i fuld vigør. Hun leder fortsat børne- og ungdomsarbejdet i kirken og er et stort vidnesbyrd for teenagerne og deres forældre.
Angsten plager
Men hun indrømmer åbent, at hun godt kan blive ”angrebet” af smerter en gang imellem – typisk lige inden hun skal prædike i kirken eller lige efter hun har fortalt om sin helbredelse.
– Men så siger jeg højt: Jeg er helbredt. Gud fortryder ikke sit kald og sine nådegaver! Og min helbredelse er en nådegave fra Gud. Og så forsvinder smerterne igen.
Lis er meget åben om sine anfægtelser:
– Nogle gange bliver jeg bange for at sygdommen skal vende tilbage. Jeg er jo bare et menneske. Men så siger jeg det bare højt til Gud. Det hjælper – for Gud vil have ærlighed. Og at vi viser medfølelse.
Det er lektien fra Lis Molins helbredelse: Børnenes medfølelse blev en kanal for Guds helbredende kraft.
– Gid vi kunne lære noget af det, slutter Lis, der er glad for at få sit vidnesbyrd ud til endnu flere mennesker. Også selv om hun ved, at det indebærer flere angreb i form af smertesymptomer.