Pas på, hva du sir
Hvis man søger på internettet på evangelisten Benny Hinn, så er de første 10 sider, der dukker op, angreb på ham – fra andre kristne.
Hvis det nu var en slyngel, de skrev om, der havde svindlet med penge eller forkastet sin kristne tro, så kunne man måske forstå, at de gjorde det. Måske.
For ca. 10 år siden skrev jeg selv en kritisk artikel om Benny Hinn. Jeg fik tilsendt en artikel fra et verdsligt amerikansk blad, som fremstillede Benny Hinn i et meget dårligt lys. Det var nogle kristne, der formidlede de negative oplysninger videre til mig. Og jeg lod disse oplysninger gå videre.
I dag kan jeg følge de engelske kristne TV-kanaler og selv bedømme, at der for tiden næppe findes en prædikant, der ophøjer Jesus mere gennem sine gudstjenester, hvor hundredtusinder samles og mange bliver helbredt, omvendt og fornyet i deres tro. Jeg må bare sige undskyld for min nidkærhed uden forstand som byggede på andres bagtalelse.
Forleden hørte jeg en kristen, der frejdigt påstod, at mennesker, der bad for syge, gjorde det for pengenes skyld. Han anede selvfølgelig ikke, hvad han snakkede om. Hvis han f.eks. havde kendt Orla Lindskov, som skriver Brevkassen i Udfordringen og beder for syge, så ville han vide, at det bestemt ikke et noget givtigt job at rejse land og rige rundt. Helbredelse koster ikke noget – og vi danskere er ikke ligefrem gavmilde med gaver til kristent arbejde…
Det er for dumt, at vi kristne selv tror på den slags løgne og snakker dårligt om hinanden. Men man kommer nemt til at bagtale og skade andre, hvis man ikke bevidst vælger at lade være. Nogle gange bliver vi styret af frygt for det, vi ikke forstår – andre gange snakker vi bare for meget uden at undersøge tingene ordentligt…
Men Jesus siger faktisk, at: På dommens dag skal mennesker aflægge regnskab for ethvert tomt ord, de har talt.
På dine ord skal du frikendes, og på dine ord skal du fordømmes.
Mattæus ev. 12,35-37