Søg først Guds Rige
Tit, når jeg står i badet om morgenen, flyver der mange tanker igennem hovedet – tanker om familie, arbejde, osv.
Når jeg så står der og småfilosoferer, så kommer det til mig igen og igen. Søg først Guds rige
Nåh ja!! selvfølgelig, nu skal vi altså til at samles om Guds ord om morgenen, inden vi drøner ud af døren til hver sit sted i verden.
Næste morgen starter kl. 05.15, hvor badeværelset bliver okkuperet af det første halvdøde væsen, der helt klart har svært ved at forstå, at natten allerede er overstået.
Motorikken er af gode grunde ikke den samme som midt på dagen, så døren til badeværelset bliver lukket med et nænsomt brag og nøglen blidt revet rundt i låsekassen.
Nu åbnes der så for de blide varme morgenstråler, som har til hensigt at bringe det halvdøde væsen til live.
Disse halvgymnastiske øvelser med dertil hørende lydeffekter fortsætter så den næste time til halvanden, alt imens jeg forsøger at redde mig resten af nattens søvn i de små ophold mellem vandets rislen (I vores hus har håndværkeren været så fremsynet, at han har bygget det nye badeværelse lige op og ned af vores soveværelse, så han bedre kunne holde øje med teenagepigernes vandforbrug, når det kom dertil!!!).
Når jeg endelig selv får taget mig sammen til at traske ud af sengen, er klokken så blevet et sted mellem 7.00 og 7.30, og ofte står jeg forundret i køkkenet og råber på alle de andre.
Den eneste, der svarer, er vores hund, som drøner rundt om sig selv i glæde over at se sin herre, resten af husets beboere er for længst, og på hver deres tidspunkt forsvundet til deres gøremål i livet. Det er så på dette tidspunkt, at jeg stiller mig ind i badet, og ofte minder Gud mig om Matt 6,33. Søg først Guds rige
Jeg har efterhånden fundet ud af, hvad Gud prøver at få mig til at forstå…! Start med dig selv. Søg først Guds rige og Hans retfærdighed, så skal alt andet gives dig i tilgift.
Tid til familie og til at være sammen om Guds ord, tid til arbejde og til at være god til det, tid til venner og til at lære nye venner at kende, overskud og tid til at hjælpe andre.
Osv.
Søg først Guds rige først behøver ikke at være først på dagen. Det kommer aldrig til at fungere i en familie som vores med 2 gymnasieelever, 1 folkeskoleelev, en efterskolelærer og en pedel. Derimod må først betyde første prioritet først i tanke og først i livsindstilling så lover Guds ord nemlig, at alt andet vil gives os i tilgift. Og det er et løfte, som selv i en fortravlet hverdag står fast.
Af Niels Refsager