Afgudsdyrkelse er vel noget med en guldkalv…?
Mit vækkeur ringer kl. 05.50 de fleste morgener for tiden. Søvndrukkent rækker jeg ud efter min mobil og bruger som regel de første 10-20 minutter af min morgen på at scrolle igennem Facebook og Instagram, indtil jeg er helt vågen og klar til at svinge benene ud over sengekanten.
Og så ender jeg alligevel hver morgen med at få lidt travlt til sidst og må halvvejs løbe ud til vejen, hvor jeg bliver hentet af mine studievenner med kursen mod Aalborg. Og hvor der om eftermiddagen på hjemvejen er snak og grin hele vejen, er morgenerne som regel mere rolige.
Så her tager jeg igen min mobil frem og tjekker Instagram, Facebook, mails osv. Er jeg mon gået glip af noget siden sidst? (Som vel at mærke ikke er meget mere end en times tid siden…). Men jeg udnytter også tiden til at svare på beskeder, laver aftaler med mine veninder om at ses, får læst lidt foran eller…
Ja, der er mange gode muligheder for at udnytte 10-15 timers pendlertid om ugen.
Men hvor tit har jeg udnyttet tiden til at bede til Gud? Hånden på hjertet, så ved jeg ikke, om det nogensinde er sket. Og det er heller ikke fordi, at det lige skal foregå i bilen. Men jeg bliver nødt til at stille mig selv det spørgsmål – hvad er det, jeg bruger mit liv på? Det er lidt irriterende, at jeg stiller mig selv dette spørgsmål, for nu er jeg jo rent faktisk nødt til at forholde mig til det.
Og hvis det rammer noget i dig, så vil jeg også udfordre dig her. Når vi sidder i venteværelset ved lægen, står ved busstoppestedet og venter, når vi er ude at køre en lang tur – hvorfor er mobilen det første, vi griber fat i?
Men der er jo ikke noget galt med at udnytte ventetiden til at svare på beskeder, holde mig opdateret på mine venners liv, læse lektier, lave aftaler om en cafétur med en god veninde osv. kunne jeg godt have lyst til at indvende overfor min egen moralprædiken. Det er jo ene gode og vigtige ting. Og ja, det er det.
Men The problem is, even good things can become “god” things. Altså selv alle de gode ting, vi fylder vores liv med, kan blive til afguder for os. Citatet er af Jefferson Bethke fra bogen It’s not what you think. Hvis du ikke har læst den, vil jeg gerne anbefale den! Jeg læste den, da jeg gik på gymnasiet, og jeg har vist brug for at læse den igen – hvis jeg da har tid til at læse den, for jeg har jo så travlt med alt det, jeg skal nå…
Jeg har hele tiden brug for, at Gud minder mig om, at førstepladsen i mit liv tilhører Ham. Også over alt det gode, jeg bruger mit liv på – venner, familie, studie og frivilligt arbejde. Og når jeg vågner om morgenen, skal det vigtigste for mig ikke være at række ud efter min mobil og tjekke ind på de sociale medier – men i stedet at række ud efter Guds nærvær.
