3/4 mio. til indvandrerarbejde

Alle sogne i Vesterbro Provsti vil fra næste år støtte ‘Mødestedet’ med 750.000 kr. årligt. Mødestedet er Danmissions indvandrerarbejde på Vesterbro i samarbejde med sogne i provstiet. Hele 10 sogne ønsker at tage ansvar for projektet, som skal hjælpe områdets flygtninge/indvandrere til en bedre integration.
– Vi er glade for at menighederne ønsker at tage ansvar for vores arbejde med områdets nye danskere. Det er en håndsrækning, der betyder, at vi bliver knyttet tættere sammen med kirken på Vesterbro, og det betyder meget for os, fortæller en glad Thyra Smidt, leder af Mødestedet.
Mødestedet er en åben café, hvor flygtninge/indvandrere tilbydes venskab, fællesskab, kulturmøde, samtale og religionsmøde. Mødestedet besøges årligt af 8-10.000 gæster med ca. 20 forskellige nationaliteter.