FN er bagud med AIDS-bekæmpelse

Kampen mod aids skal speedes op, hvis det skal lykkes at standse epidemien frem til 2015, lød konklusionen fra FN’s generalforsamling i New York i midten af september.
Ifølge FN’s mål skal tre millioner hiv-smittede i u-landene have adgang til livsforlængende aids-medicin i 2005. I dag har kun 300.000 hivsmittede i u-landene adgang til medicin.
I landene syd for Sahara, som er hårdest ramt af aids-epidemien, har 50.000 hiv-smittede ud af 29,4 millioner hiv-smittede adgang til den dyrebare medicin.
Målet er, at i 2005 skal antallet af unge, der bliver smittet med aids, reduceres med en fjerdedel, og antallet af hivsmittede spædbørn skal halveres. Verdens ledere har forpligtet sig til, at der i 2005 skal bruges mellem syv og ti milliarder dollars om året for at bekæmpe aids. I 2003 vil der kun blive brugt 4,7 milliarder dollars i kampen mod aids.