Gospeltyggegummi

Vi har startet en ny kampagne for at få flere læsere. Egentlig er det jo slet ikke nødvendigt. Ak, nej. For i modsætning til Jyllands Posten, Berlingske osv. kan vi sagtens holde på de… 27*, vi har. (Ja, og så min mor, som ellers er meget kritisk – specielt overfor vitsene på bagsiden.)
Men vi må jo indrømme, at der sker en vis naturlig afgang – så derfor tog jeg til gospelkoncert i Århus i weekenden for at dele vor ydmyge publikation ud. En af solisterne Lene Matthiesen var netop på forsiden af sidste nummer. Så i den tro, at det var et fanblad for den nye stjerne, tog over 600 glade imod avisen, og da mange var par og familier, har langt over 1000 nye læsere nok set sidste uges avis – før den røg ud. Og vi har allerede fået nye læsere.
Koncerten foregik på Arena, et stort indendørs stadion i Århus, hvor det kæmpemæssige kor på 700 sortklædte sangere trods alt kun fyldte den ene ende af tilskuerrækkerne, mens vi andre fyldte en del af de to langsider og halvdelen af salen. (Vi kunne nok godt have klemt et par tusinde mere ind, så kom bare til Gospel Festival næste år!)
Nu kom jeg til at sidde sådan, at der var et gelænder i vejen for min udsigt til scenen. Og Lene Matthiesen er jo ikke stor, så da jeg ville rejse mig under en af de mere livlige sange for at få øje på hende, følte jeg mig bogstaveligt talt som klæbet til sædet! Et øjeblik overvejede jeg, om det skulle være en form for Toronto-manifestation i den meget stærke åndelige atmosfære, men blev så klar over, at det var tyggegummi, som en eller anden IDIO… sportsfan havde efterladt på sædet. Skyndsomt anbragte jeg et papirslommetørklæde under bagdelen, hvilket jeg straks fortrød. For papiret hang fast på mine sorte bukser, og jeg turde ikke rejse mig under resten af koncerten.
Efter at have rengjort min bagdel på toilettet inviterede jeg min kone på en fin restaurant ved navn Caruso, som har gamle sort-hvide billeder hængende af den store italienske tenor. Desværre var der kun popmusik i højtalerne. Da jeg spurgte hvorfor, svarede servitricen: – Jamen, vores chef ku’ simpelthen ikke holde ud at høre på det…

*PS: Vi er trods alt godt 7.000 abonnenter, så der skulle være en chance for at ca. 20.000 læser dette. – med mindre de kender skribenten. Hjælp os med at skaffe endnu flere læsere. Se herunder og t.v.