Lisbet…

D. 25. januar i år var jeg til casting sammen med 103 andre, som i sidste ende skulle blive til 18 deltagere i årets Robinson Ekspedition. Den der med ikke at dømme folk på forhånd kom for alvor på prøve, for er du gal, der var lidt af hvert. Der var visesangere, psykoterapeuter, skuespillere, direktører, arbejdsløse og kristne. Man kiggede på folk og prøvede at gætte sig til resten.
Den dag mødte jeg en rigtig københavnertøs. Café-ejer og med guccibriller der kostede mere end jeg får i SU. Jeg tænkte smart……lidt for smart måske. Senere på dagen, efter de 103 var blevet til 66, brugte vi en indlagt pause og gik på café. I vores stille sind morede vi os begge over, hvad der gemte sig bag det ydre hos den anden. Alle har en historie, der venter på at blive fortalt, og hende her var ingen undtagelse. Vi overlevede begge to castingen og blev blandt de sidste 36. I løbet af forårets ”Aspirant”-program blev folk langsomt sorteret fra, men i program 8 ud af 10 blev vi som de 2 første garanteret en plads på flyet til Malaysia.
I hele denne periode lærte jeg Lisbet at kende som én, der havde svært ved at lukke nye mennesker ind, men det til trods gav hun mig lov. En dag fik jeg lov til, efter en lang dags optagelser, at bede for en voldsom hovedpine, hun havde haft et stykke tid, og jeg oplevede konkret bønnesvar. Nogle vil sige, at det bare var en hovedpine, men det betød så meget for mig, at Gud hørte min bøn, at han ville bruge mig, og at hun reagerede så positivt på, at jeg i det hele taget ville bede for hende. Tænk på hvor ofte vi tager bøn for givet, og tænk så på hvor meget frugt det kan og vil kaste af sig.
I mandagens afsnit blev Lisbet stemt ud. Det at hun har været der, har gjort det nemmere for mig at være den jeg er. Jeg valgte at stole på, at hun var ærlig overfor mig, for jeg er ikke skabt til at leve med mistillid til alle folk omkring mig i så lang tid, det er der ingen der er.
Det at jeg er kristen, giver mig en kæmpe ballast i det her. Det har gjort, at jeg har turdet tage chancer med hensyn til andre mennesker. Det har gjort, at jeg har turdet at være godtroende over for andre mennesker. For uanset hvad der sker, om så hele Verden vendte mig ryggen og skuffede mig, vil Gud aldrig lade mig i stikken.
”Jeg lader dig ikke i stikken og svigter dig ikke” (Hebr. 13,5). De vers stod i min hat dernede, og det er et løfte, du og jeg må tage med os i vores møde med andre mennesker. Glæd dig, og sæt pris på de mennesker, der gengælder din tillid, og husk på, at Gud ikke vil svigte dig, hvis du skulle brænde nallerne en dag.