Med hilsen til Ane i Kæret…

Forfatteren Poul Hoffmann går i rette med bl.a. biskop Jan Lindhardt, som ukritisk accepterer en antikveret videnskabsteori„Senere kom Darwin med dødsstødet til den bibelske skabelsesberetning,“

Af Poul Hoffmann
Poul Hoffmann er jurist og forfatter til over 40 romaner og andre bøger, adskillige artikler og foredrag, og han har modtaget flere ærespriser for sit store forfatterskab

– skrev en biskop i folkekirken i en avisartikel i agurketiden i år, i sammenhæng med en række andre mildest talt aparte postulater om forholdet mellem bibeltro og naturvidenskab.
Bl.a. mente han også, at fossilerne i de geologiske lag – trilobitter, dinosaurer mv. – skulle frembyde et problem for bibeltroen, som de netop i højeste grad bestyrker; de formationer, som de findes i, og som undertiden også indeholder levn af menneskelig kultur, er massive vidnesbyrd om syndfloden og den verden, som fandtes før omvæltningen.

Man forbløffes.
Er det virkelig, hvad en biskop går og forestiller sig om de ting?
Øjensynlig aner han intet om den tilintetgørende kritik, der i nyeste tid er rettet mod darwinismen af kvalificerede og for nogles vedkommende verdenskendte forskere verden over, kristne og ikke-kristne.
Han har end ikke observeret Intelligent Design-skolen, som nu rokker selv de mest fanatiske Darwin-fundamen-talisters båd med sin metodiske påvisning af en styrende intelligens bag alt levendes eksistens. Og han er ikke kommet i nærheden af værker som (for blot at nævne nogle af de nyeste) Ariel A. Roth Origins, Harold R. Booher Origins, Icons and Illusions og John F. Ashton (Ed.) In Six Days, sidstnævnte en antologi, hvori 50 højt placerede videnskabsfolk med hver deres relevante speciale begrunder, hvorfor de har forkastet darwinismen og valgt at arbejde på basis af den bibelske skabelsesberetning, bogstaveligt forstået.

Hele postmodernismen, den nu så dominerende filosofiske strømning med dens dogme om, at den eneste absolutte sandhed er, at der ingen absolut sandhed findes, er umiskendeligt fremkommet som nyhedenske bannerføreres forsøg på at bringe sig i ly før darwinismens knusende fald.
Postmodernismen, dette slutstadium i afkristningens intellektuelle forrådnelse, er et produkt af den nagende bevidsthed om, at darwinismen med alt, hvad den har fostret af „udviklings“-forestillinger i snart sagt al menneskelig tænkning, har vist sig definitivt kassabel. Karakteristisk hedder det i Patrick Harpur Daimonic Reality (London 1994, s. 131):
„Charles Darwins evolu-tionsteori lå også ‘i luften’- andre tænkte i lignende baner – før den udkrystalliseredes i hans sind. Den repræsenterer et ægte bidrag til den lange historie om mytedannelser med relation til Oprindelsen, en af fantasiens foretrukne arketypiske beskæftigelser. Hvis den paraderer som faktum, er det kun fordi det hører med til scientismens [videnskabsreligionens. PH] natur at præsentere sine myter som fakta.
Men jeg siger ikke, at Newtons eller Darwins teorier er usande. De er, eller har været (de er ved at være slidt op), lige så fantasi-sande som alle andre visioner af universets eller menneskets oprindelse. De er bare ikke, selv om de påstår det modsatte, bogstaveligt sande. Med tiden vil vi med et smil se tilbage på evolutionsteorien som en fortælling, eller endda som en overtro, som vi ikke tror på mere – ganske som vi allerede nostalgisk ser tilbage på Newtons velordnede billede af et rationelt univers.“
Sådan taler postmodernismen, forpint smilende, fordi alle, der umager sig med at sætte sig ordentligt ind i tingene, for længst ved, at det ikke ret længe endnu vil være muligt at hævde darwinismen som blot i nogen måde videnskabelig sandhed (som modreligion til kristendommen vil den sikkert blive ved at spøge til Dommedag).

Men biskoppen med avisartiklen er ikke nået længere end til at docere, at, som det hedder i den redaktionelle sammenfatning over artiklen, „efter Darwins dødsstød til skabelsesberetningen må teologer tolke Bibelen symbolsk“. Det er så jammerligt.
Og det føjer et nyt træk til billedet af den folkekirkelige katastrofe, der på det sidste har udviklet sig nærmest styrt-agtigt.
Skal bibeltro kristne virkelig piskes ud af folkekirken af biskopper, der overgår hinanden i ukristelige påfund? Så vil den ene have et autoriseret ritual for vielse af homoseksuelle i kirken (som om det ikke var galt nok med den bizarre „gudstjenstlige markering“, som der er givet tilladelse til), så får den anden en alvorligt troende præst afskediget på grund af hans holdning til en diskutabel detalje i dåbsritualet, mens den tredje i teologiske tåger giver grønt lys for en præst, som frækt fornægter alt, hvad kristendom er og hedder, så kommer den fjerde med en gang regulært sludder som dette om Darwins „dødsstød til skabelsesberetningen“.

Og i ly af disse „overhyrder“ trives så også i lejre blandt „underhyrderne“ en aggressiv privatreligiøsitet milevidt fra bibelsk kristendom. I et akademisk hovmod, som vi i min tid blev advaret imod på universitetet og ville have skammet os over, mener den ene og den anden sig i besiddelse af en ekspertise, der sætter ham/hende i stand til at nedvurdere og latterliggøre, hvad der alle dage har været den autentiske kristentro.
Hånligt taler de om „barnetroen“ og „Ane i Kæret“ og prinser sig af „en stor akademisk uddannelse“, som en af dem vitterlig selv skrev. Åbenbart ikke så stor, at den har hindret hende i at blive ignorant på afgørende felter, hvis det ikke ligefrem er uddannelsen, der har gjort hende til det.

Kære Ane i Kæret, hvis din tro er en tro på, at det, der står i Bibelen, er den rene, skære sandhed fra først til sidst, så hold endelig fast ved den, for det er den sande kristne tro, den holdbare teologi og den højeste videnskabelige erkendelse.
Blæs på, hvad de siger om, at du er uvidende og naiv og hvad de ellers kan finde på.
Tro trygt på Den Hellige Skrift, lev med den, elsk den, for den er sandhedens og salighedens bog, den er Guds ord. Lad dig heller ikke distrahere af nogen diskussion om, „hvordan vi som moderne mennesker skal opfatte Gud“, for han er i går og i dag og til evig tid den samme, og Bibelen er hans selvåbenbaring. Gud er Bibelens Gud, Kristus er Bibelens Kristus, Helligånden er Bibelens Helligånd.
Læs den og tro den, så kender du ham.