Troen ikke i modstrid med videnskaben

Det er et af budskaberne i ny bog af Aksel Valen-Sendstad om videnskabteori, og hvori han leverer forsvar for den bibelske ontologis videnskabelige relevansVidenskabsteorien er den akademiske disciplin, som har videnskaberne og viden-skabeligheden som objekt. I videnskabsteorien stiller man skarpt på grundlæggende spørgsmål om viden-skabens natur:

Boganmeldelse
af Dr.scient. Peter Øhrstrøm

• Hvad er videnskab til forskel for andre menneskelige aktiviteter?
• Hvad drejer videnskaben sig om?
• Hvilke metoder kan anses for at være videnskabelige?
• Hvad er videnskabeligt arbejde?
• Hvad kan videnskaben sige noget om, og hvad kan (eller bør) den faktisk ikke udtale sig om?
Det er klart, at besvarelsen af sådanne spørgsmål i meget høj grad afhænger af svarerens opfattelse er livet, tilværelsen, virkeligheden. Det er f.eks. helt afgørende for besvarelsen, om man anerkender eksistensen af noget transcendent, dvs. en side af virkeligheden hinsides det, som vi umiddelbart kan opfatte med vore sanser og vor fornuft.

Aksel Valen-Sendstad, som er norsk, men ansat som professor i systematisk teologi og religionsfilosofi ved Menig-hedsfakultetet i Århus, har med sin nye bog udsendt sit interessante og gennemtænkte svar på de videnskabsteoreti-ske grundproblemer.
Et af de store underliggende problemer for Valen-Sendstad som for mange andre teologer er spørgsmålet om teologiens legitimitet som videnskab. Med hvilken ret kan man hævde, at teologi er en videnskab? Det samme spørgsmål kan stilles for filosofien. Man-ge vil umiddelbart ikke kalde teologi og måske heller ikke filosofi for videnskab, selv om alle naturligvis vil anerkende, at der er tale om akademiske discipliner, som fordrer dyb refleksion og megen tankekraft.

Over for denne reaktion henter Aksel Valen-Sendstad hjælp hos en af det 20. århundredes allermest betydelige videnskabsteoretikere, nemlig Thomas Kuhn (1922-96), som gennem sine værker slog begrebet ’paradigme’ fast som videnskabsteoretisk begreb.
Kuhn viste, hvordan man kan beskrive videnskabelighed med udgangspunkt i den praksis, som udfolder sig på samfundets anerkendte højere læreanstalter og forskningsinstitutioner. Kuhn mente, at den praksis for hvert fags vedkommende under normale omstændigheder kan beskrives under henvisning til bestemte mønstre (paradigmer) for velanskreven adfærd i forskning og undervisning. Et paradigme bliver dermed ikke bare en bestemt praksis, men også et verdensbillede og en virke-lighedsforståelse.
Kuhn selv henviste primært til naturvidenskaberne, men mange af hans efterfølgere har vist, at paradigme-begrebet relativt let kan finde anvendelse i relation til andre videnskaber. Aksel Valen-Sendstad bruger paradigme-begrebet i denne udvidede forstand. Med det begreb kan han vise, hvordan man på forskellig vis kan arbejde videnskabeligt med grundspørgsmålene om virkeligheden, og herunder hvordan man også i teologien kan bidrage væsentligt til at besvare disse vigtige spørgsmål. Men pointen bliver altså, at enhver videnskab må bedrives på et bestemt paradigmes præmisser. Således forstået bliver et paradigme som et par briller, som man kan tage på for bedre at se og forstå virkeligheden.

Faktisk kan man sige, at hele bogen er opbygget med afsæt i en Kuhn’sk tilgang til viden-skabsteorien, om end det hører med i billedet, at Aksel Valen-Sendstad benytter betegnelsen ”ontologisk grundparadigme”, dvs. at han interesserer sig for de principielle og fundamentale spørgsmål om virkeligheden, idet han vælger at holde sig til de store linjer og de brede penselstrøg. Han forsøger gennem bogen at tage hensyn til alle de i hans sammenhæng betydelige strømninger og store tænkere (herunder især Platon, Aristoteles, Kant, Heidegger, Barth, Derrida, Rorty). Det er spændende og originalt, at Aksel Valen-Sendstad mener at kunne sammenfatte de betydelige grundpositioner i følgende seks grundparadigmer:

A. Det spekulative-metafysiske transcendens-ontologiske grundparadigme.
B. Det empirisk-kritiske immanens-ontologiske grundparadigme.
C. Det værens-spekulative ontologiske grundparadigme.
D. Det dialektiske immanens-transcendens åbenba-ringsontologiske grundparadigme.
E. Det postmoderne nihilistiske dekonstruktions-ontologiske grundparadigme.
F. Det empirisk-realistiske åbenbarings-ontologiske grundparadigme.

Navnene på grundpara-digmerne er tunge og vil nok virke skræmmende på mange, men synspunktet er spændende. Personligt mener jeg, at Aksel Valen-Sendstad taler godt for sin sag. De seks grundparadigmer virker også for mig som dækkende for de betydelige positioner angående videnskabens og erken-delsens natur. Tilsammen repræsenterer positionerne de relevante svar på de grundlæggende spørgsmål: ”Hvad er virkeligt?”, ”Findes den ydre verden?”, ”Findes der en åndelig verden?”, ”Giver det mening at skelne mellem subjekt og objekt?”, ”Hvad er etik?”, ”Giver åbenbaring mening?” etc.

Man opdager ved læsningen af bogen, at den ikke bare er en grundig idéhistorisk og filosofisk gennemgang. Der er i høj grad tale om et reflekteret forsvar for det sidstnævnte grundparadigme, altså ”det empirisk-realistiske åben-barings-ontologiske grundparadigme”, som ifølge Aksel Valen-Sendstad er et forsøg på at præsentere Bibelens ontologi (dvs. lære om det værende). Derfor er det også let at indlæse et apologetisk ærinde i bogen, hvilket efter min mening bestemt må ses som en af bogens store kvaliteter. Forfatteren viser, at det går an i en moderne tid at drive videnskab med afsæt i Bibelens ontologi, og faktisk er der i bogen stof til et argument for, at netop denne ontologi har vigtige fortrin. Troen er altså på ingen måde i modstrid med videnskaben. De to går fint sammen. Det er et meget vigtigt budskab.

Aksel Valen-Sendstads bog er glimrende, men den har som de allerfleste bøger også svagheder. Personligt synes jeg f.eks., at forfatteren ikke får placeret naturvidenskabens pionerer (Copernicus, Galilei, Kepler, Pascal, Newton etc.) rigtigt i debatten om grund-paradigmerne. Det bliver ikke helt klart i bogen, at disse pionerer faktisk i meget høj grad arbejdede og tænkte ud fra Bibelens ontologi. De bør faktisk ses som vigtige allierede i forsvaret for den bibelske ontologis videnskabelige relevans.

Også på et andet punkt står Valen-Sendstads bog lidt svagt. Det drejer sig om hele det Kuhn’ske afsæt. Man kan nemlig pege på, at der er et misforhold mellem Kuhns tænkning og den bibelske ontologi i forbindelse med sandhedsbegrebet. Kuhn lagde afstand til tanken om objektiv sandhed og mente ikke, at det ene paradigme strengt taget kan siges at være ”nærmere sandheden” end det andet. Han sammenlignede kampen mellem de forskellige paradigmer med en politisk valgkamp, og mente at det altid vil være de stærke og de smarte, der vinder! Der går derfor en lige linje fra den Kuhnske tænkning til relativismen, som man naturligvis må afvise ud fra en kristen tankegang. Det gør Valen-Sendstad også i bogen, men hele anvendelsen af det Kuhn’ske begrebsapparat gør, at afvisningen af relativismen efter min mening ikke kommer til at stå skarpt nok. Men det er fint, at Valen-Sendstad så relevant inddrager den anden helt store videnskabsteoretiker fra det 20. århundrede, nemlig Karl R. Popper (1902-94), som klart argumenterede for at opretholde ideen om en objektiv sandhed i videnskaberne.

Bogen er holdt i en relativt tung stil, og dens pædagogik lader en del tilbage at ønske. Derfor er det hårdt arbejde at læse bogen. Men det er bestemt umagen værd. Bogen er helt bestemt anbefalelsesværdig. Den er ikke mindst en tænksom og vidende forfatters vigtige argument for, at Bibe-lens ontologi er et muligt og holdbart grundlag for videnskabelig aktivitet.

Aksel Valen-Sendstad:
Tenkningens fundamenter. Vitenskapsteori. Paradigmer i filosofi, teologi og andre vitenskaper
Menighedsfakultetets Videnskabelige Serie (bd. 8)
300 sider • 320 kr • Kolon