Danskere vil starte højskole i Betlehem
Lokal kirke åbnede sundhedscenter i september.
Næste skridt er en højskole efter dansk forbillede.Trods gentagne tilbageslag i road-map processen tror den lutherske menighed i Betlehem på fremtiden. Derfor har menigheden med pastor Mitri Raheb i spidsen iværksat en række aktiviteter, der skal skabe forsoning mellem jøder, kristne og muslimer.I begyndelsen af september måned åbnede menigheden det såkaldte al-Kalima Health and Wellness Center, hvor lokalområdets beboere, kristne som muslimer, gennem samtaler, vejledning og forskellige aktiviteter, kan hente håb og lindring i en hverdag præget af lidelser, traumer og frustrationer.
Centeret er tilknyttet Det Internationale Center, Dar Annadwa Aduwalia, en luthersk, økumenisk institution, hvis målsætning er at engagere lokalsamfundets medlemmer til at påtage sig en aktiv og demokratisk rolle i skabelsen af en fælles fremtid i fred.
Der arbejdes aktivt på også at etablere en højskole efter grundtvigsk forbillede i området.
Venskabsforeningen for den grundtvigske højskole i Betlehem, Betlehems Venner, ønsker at støtte den evangelisk-lutherske menighed i Betlehem med opførelsen.
– Den grundtvigske høj-skolebevægelse i Danmark myndiggjorde en forsømt almue gennem uddannelse, oplivning og oplysning. I et område hærget af ufred og undertrykkelse kan en højskole forhåbentlig virke i samme retning og på den måde fremme en hårdt tiltrængt demokratisk proces, udtaler foreningens formand Claus Helsbøl, til daglig sognepræst på Rømø.
Med foredrag, studiekredse, seminarer m.v. skal højskolen forstærke centerets mellemfolkelige dialog mellem kristne, jøder og muslimer samt etablere et mødested, hvor interesserede kan mødes og diskutere religion, kultur og samfundsforhold.
Initiativet er udgået fra den lutherske kirkes præst, Mitri Raheb, der har besøgt Danmark flere gange, blandt andet i sommeren 2002, hvor han prædikede i Rømø Kirke og i domkirkerne i Ribe og Haderslev.
Venskabsforeningen Betlehems Venner har som formål at informere om Det Internationale Center i Betlehem, at støtte den grundtvigske højskole, centeret og den evangelisk-lutherske menighed i Betlehem og at give unge palæstinensere mulighed for højskoleophold i Danmark.
Med i bestyrelsen er bl.a. biskop i Haderslev stift, Niels Henrik Arendt. Foreningen støttes bl.a. af to fhv. udenrigsministre, Uffe Ellemann-Jensen og Niels Helveg Petersen.