En større og mere langsigtede indsats på alkoholområdet efterlyses
Alkohol er et stort socialt og sundhedsmæssigt problem, der øger risikoen for social udstødelse. Derfor vil regeringen forstærke indsatsen for voksne med alkoholmisbrug samt for børn fra familier med alkoholmisbrug. Med satspuljeforliget og regeringens redegørelse til Folketinget om unge og alkohol er der taget skridt i den rigtige retning. Men vi vil gerne at regeringen og Folketinget går endnu længere. Og med en endnu stærkere vilje og handlekraft! Vi havde forventet en redegørelse, der viste mere ambitiøse initiativer over for vort samfunds mange alkoholproblemer og skæbnesvangre følgevirkninger. Og at der på finansloven ville blive afsat de nødvendige bevillinger. Alkoholmisbruget koster det danske samfund 10 mia. kr. om året. Derfor er 20 mio. kr. ekstra til alkoholbehandlingsfripladser, en øget aldersgrænse for køb af alkohol i butikker og indførsel af legitimationskort kun en begyndelse. Hvis regeringen ønsker et opgør med den danske rusmiddelkultur. Og hvis den ønsker en målrettet indsats for at udskyde debutalderen og sænke alkoholforbruget blandt børn og unge skal der iværksættes større og mere langsigtede initiativer. Satspuljefinansiering er udtryk for en meget kortsigtet tænkning, når det handler om at bekæmpe alkoholmisbrug. Research, igangsætning og implementering af nye tiltag/projekter tager to til fire år. Da satspuljemidlerne kun bevilges for en to- til fireårig periode, når en række projekter kun lige at komme godt i gang, hvorefter de må lukke, fordi der ikke er flere midler og/eller vilje fra det offentliges side til at videreføre projektet. Derfor skal store og ressourcekrævende opgaver som f.eks. en alkoholbehandlingsgaranti og hjælp til børn i misbrugsfamilier på finansloven, hvis regeringens intentioner om at gøre en ekstra indsats for de svageste, bryde den sociale arv og nedbringe børn og unges alkoholforbrug skal give synlige resultater.
Jens Erik Rasmussen,
generalsekretær i Blå Kors Danmark og
medlem af Rådet for Socialt Udsatte