Israelsk taknemlighed for kristnes indsats
Stig Christensen fortæller om sine oplevelser ved løvhyttefesten i JerusalemLige hjemkommet fra Israel efter en begivenhedsrig tur rundt i landet og en strålende Løvhyttefest, hvad står så klarest i erindringen? Hvad gjorde mest indtryk på en garvet rejseleder som mig, der har besøgt landet over 20 gange?
Af Stig Christensen
Sognepræst i Sønderborg
Formand for den danske
afdeling af den
Internationale
Kristne Ambassade
i Jerusalem
Jeg har før under den store Jerusalemsmarch oplevet de mange tusinde jøders glæde ved at se alle de kristnes deltagelse i marchen og i særdeleshed oplevet varmen fra en række ældre jøder, der huskede den danske indsats under 2. Verdenskrig, når de så os komme med det danske flag.
I år var vi omkring 4000 kristne, der deltog i en march, der bestod af omkring 10.000 mennesker. Vi vandrede sammen med en række jødiske fagforbund, organisationer og velgørende foreninger fra Saccher parken ikke langt fra Knesset nogle kilometer gennem Jerusalems gader til Davidsbyen i nærheden af den gamle bydel.
Tusindvis af mennesker stod langs hele ruten og mødte os med en overstrømmende taknemlighed.
En taknemlighed som vi som kristne turister også mødte i forretninger, på hotellerne, på gaden, i taxier og i bybusser. Overalt udtrykte folk deres taknemlighed for, at vi ville besøge deres land i dets betrængte situation.
Et gennemgående træk i alle samtaler var israelernes fornemmelse af isolation og forkastelse.
Ingen andre end USA vil have med dem at gøre. Desværre har de mere ret, end de fleste af os er villige til at indrømme, hvilket bl.a. den sidste afstemning i FN klart viste, hvor alle lande, inkl. alle 15 EU lande, fordømte bygningen af sikkerhedshegnet.
Eneste undtagelser var Israel selv foruden USA, Marshall-øerne og Mikronesien.
Verden, herunder Danmark, mener altså ikke, at Israel har ret til at forsvare sig mod terror og selvmordsbomberne.
Den internationale kristne Ambassade i Jerusalem, som i år kunne byde 3200 kristne fra 70 forskellige nationer velkommen til den store åbningsaften i Jerusalems største konferencecenter, Binyanei Hauma, blev meget rosende omtalt i medierne de følgende dage, bl.a. skrev man i lederen i Jerusalem Post:
Byen er taknemlig, utrolig taknemlig, selv statsminister Ariel Sharon udtrykte sin store taknemlighed i sin velkomsttale på åbningsaftenen. – Det samme gjorde turistministeren og Jerusalems borgmester de følgende aftener.
Videre skrives der i lederen:
Det er nærmest umuligt ikke at dumpe ind i de besøgende kristne på et eller andet tidspunkt i løbet af Løvhyttefestugen. Og næsten alle vil bekræfte, at de er de rareste, venligste mennesker, man kan møde, eller som en sagde til mig (Hag Samaeh): Hvis de ikke var evangeliske kristne, ville man synes, at de var vidunderlige.
Hmm… og her er problemet. For den basale præmis for den evangeliske bevægelse er, at når Jesus vender tilbage ved sit andet komme, så vil alle jøder se lyset og blive klar over, at Jesus virkelig er Messias, og følgelig omvende sig til kristendommen.
Dog forsøger disse kristne pilgrimme ikke at vinde proselytter, når de kommer. De prøver ikke på at omvende os, og der er ingen tvivl om deres kærlighed og støtte til Israel og jøderne. De kommer, selv om mange diaspora-jøder er for bange til at sætte deres fødder i dette land.
De kristne donerer store pengesummer til landet og tager mange initiativer til støtte for landet. Kort sagt er de nogle af de bedste PR-repræsentanter, dette land kunne håbe på. I løbet af denne uge lægger de deres 8-10 millioner turist dollars i landet, de kører med busser i Jerusalem, og uden tøven besøger de nogle af de jødiske bosættelser.
Spørgsmålet om Jesu genkomst kan diskuteres, men det, der betyder noget nu, er, at disse kristne yder en meget nødvendig støtte til jøderne og vort hjemland. Hvordan kan det være forkert?
På et møde på hovedkontoret for Den Kristne Ambassade i Jerusalem for lederne af ambassadekontorerne rundt i verden udtrykte den internationale leder, Malcolm Hedding, stor glæde og taknemlighed for den meget positive holdning, der er overfor am-bassadens arbejde i medierne og i de ledende politiske og økonomiske kredse i Israel.
Ambassaden skammer sig ikke ved sin kristne bekendelse, men understreger samtidig sin primære opgave ifølge formålsparagraffen med et citat fra profeten Esajas, kapitel 40,1: Trøst, ja trøst mit folk.
Det jødiske folk har lidt utroligt meget i århundre-dernes løb, så de er meget taknemlige, når der er nogen, der vil trøste, støtte og vise solidaritet.
I den nuværende vanskelige situation er det godt at støtte økonomisk, men nok endnu mere værdifuldt, når man viser sin solidaritet ved at besøge landet.
Mange mennesker er blevet arbejdsløse på grund af manglen på turister. Vor guide, en emigrant fra Danmark, havde sin første gruppe i år. En enkelt dag havde vi en anden dansktalende guide, som hav-de meldt sig arbejdsløs for snart 2 år siden. De første 6 måneder fik hun arbejdsløs-hedsdagpenge, men derefter var det slut, så måtte hun klare sig selv. I sådan en situation bliver man meget afhængig af familie og venner, når man pludselig ikke mere har nogen indtægt.
Turismen har i en årrække været en af de største indtægtskilder for Israel, så man kan sige sig selv, at manglen på turister får meget alvorlige konsekvenser for særdeles mange mennesker.
Der er virkelig grund til at bede for Israel, for hadet og antisemitismen er stærkt voksende. De jøder, der følger arabisk fjernsyn og de arabiske medier, siger, at jødehadet er større og mere omfattende i dag end i 1930erne i Nazityskland.
Jeg var meget forundret over at høre i Israel, at det land i Vesteuropa, hvorfra der i øjeblikket procentvis kommer flest immigranter, er Danmark, og det er næsten udelukkende unge danske jøder. Det er skræmmende at læse, at de jødiske elever på Carolineskolen i København rådes til ikke at bære kalot eller en davidsstjerne af frygt for overfald af muslimer.
Desværre næres det arabiske had til jøderne stort set af alle arabiske ledere, som f.eks. den malaysiske premierminister Mahatir Mohamad, der for nylig fik et bragende bifald af alle repræsentanterne for den Islamiske Samarbejdsorgani-sation, OIC, med 57 lande repræsenteret,da han sagde følgende:
Europæerne dræbte seks ud af 12 millioner jøder under 2. Verdenskrig… I dag styrer jøderne verden via stedfortrædere. De får andre til at dø og kæmpe for dem… Vi muslimer er oppe imod et folk, der kan tænke. De har overlevet 2000 års forfølgelse ved at tænke og ikke ved at slå igen.
Jøderne opfandt socialisme, kommunisme, menneskerettigheder og demokratiet, så de kunne få samme rettigheder som andre, og forfølgelse af dem ville tage sig forkert ud.
På den baggrund har de fået kontrol over de mest magtfulde lande, og det lille jødiske samfund er blevet en verdensmagt. På grund af den magt er jøderne nu blevet arrogante.
Hvad skal man sige til den slags? Man kan vel ikke sige andet end det bibelske: At mennesker kan være så meget i mørke, at de hellere vil tro løgnen end sandheden, men ikke mærkeligt, at Israel har det svært.
Der er grund til, at vi støtter dem, hvis vi tror mere på sandheden end på løgnen.
