The Matrix: Kunst eller Kaos?
Anmeldere og kritikere verden over har gennem de sidste par uger debatteret og kritiseret den tredje og sidste film i Andy og Larry Wachowski´s meget omtalte trilogi, The Matrix. Filmen er blevet afskrevet med ord som middelmådig, uforståelig…
Når man så sætter sig ned og prøver at finde ud af hvordan så god og anmelderrost en 1er pludselig kan blive til så dårlig og intetsigende en 3er, opdager man hurtigt, at det tilsyneladende er det komplekse og forvirrende univers, såvel som selve det komplicerede historiske forløb, der gør skaden. Og for den kristne seer, synes det eneste spørgsmål og tema stadig at være: Er Neo et billede på Jesus eller er han ikke? I starten var der ingen, der var i tvivl om, at han var det. Senere, efter den anden film, The Matrix: Reloaded, blev man pludselig usikker, og nu efter den længe ventede afslutning, er der ingen der ved, om ham som før var The One pludselig er No One. Og dem som stadig stædigt klamrer sig til det sidste halmstrå af tro på, at der altså skal være lighedstegn mellem Neo og den kristne Frelser, må klatre højere op ad begrebsstigen for at finde overordnede, filosofiske temaer at linke deres tro til.
Når en offentlig kunstnerisk debat, som dette jo burde være, udvikler sig i denne kedelige retning, tvinges man som tilskuer til at se filmens egentlige formål gå fløjten og blive overtaget af en diskussion om filmens samfundskritiske advarsler og genbrugte special effects. Men så er det ikke kunsten, der debatteres mere. Så er det videnskaben. Det er tydeligt for mig, at det egentlige problem i kritiken af The Matrix, 2eren såvel som 3eren, er ét som alt for ofte kommer til udtryk i vores opfattelse af film, musik, dramatik og kunst som helhed: Hvis vi ikke umiddelbart kan danne os overblik og få vores øjeblikkelige tilfredsstillelse ved at vide, hvad der foregår, bliver vi irriteret og skyder skylden på produktet. Med andre ord: Vi kan ikke lide det, vi ikke kan forstå.
Istedet for at afskrive filmene skulle man måske tage ind og se dem igen. De ting ,vi holder mest af, er dem, der ved første øjekast/gennemlytning virkede uforståelige og uvante, men som vi gennem tålmodighed og fordybelse har lært at elske, fordi vi fandt ud af, at de ikke var hule indeni men havde substans og indhold. Det er lige præcis dét, der er kunst!
Vores kærlighed til kunst er i fordærv. Den er blevet poppet, kommercialiseret, puttet i kasser, markedsført og solgt som simpel, barnlig underholdning. Hvis vi ikke kan få alle svarene lige nu, går vi i baglås. Men tænk over det: Forfattere, sangskrivere, instruktører og filosoffer er ikke blevet successer, fordi de er kommet med alle de interessante løsninger; men fordi de har stillet alle de interessante spørgsmål.
Simon Nathanael, Kolding
