EU og kristendom

Politik og religion hører ikke sammen, det skal holdes adskilt. Hvor ofte har vi ikke hørt og læst dette i forbindelse med indskrivning af kristendommen i den ny EU-traktat. Nu lyder det: Der er religionsfrihed i Danmark. Men dog ikke mere, end de forskellige trossamfund alligevel skal godkendes i Kirkeministeriet. Hvorfor tages der politiske redskaber i brug, når det gælder godkendelse af trossamfund, men der tages skarp afstand, når det gælder noget, der er mange gange vigtigere, nemlig at få kristendommen indskrevet i EU-traktaten. At godkendelsesgrunden er vielsesbemyndigelse er efter min opfattelse grotesk.
Det er ikke længe siden, at vi har hørt/læst, at vielse eventuelt skal tages ud af kirkelig sammenhæng, simpelthen fordi ritualet efterhånden har mistet sin egentlige værdi med over 15.000 skilsmisser i 2002. Så det er et meget spinkelt grundlag at bygge et trossamfunds godkendelse på.
Og religionsfriheden, ja, den blæser i vinden. Men det bekræfter jo bare at politik og religion ikke kan skilles ad. Det må selv modstanderne af EU-traktatens indhold (kristendommen) forstå og handle derefter.

Aase Clausen
Toftevej 4,II,th.
4700 Næstved.