Dansk Oase opsiger folk
Nedskæringer nødvendigt, hvis ikke underskud på 200.000 kr. dækkes- Hvis ikke vi får flere penge ind, må der ske en omstrukturering af vores arbejde. Det er sørgeligt, men vi kan heller ikke være uansvarlige, siger Dansk Oases formand Stig Christensen til Udfordringen.
Manglen på penge har betydet, at bestyrelsen for Dansk Oase har opsagt tre af deres medarbejdere. Medarbejderne er sagt op med det almindelige opsigelsesvarsel på 3-4 måneder, så bevægelsen ikke pludselig skal udbetale løn uden at have dækning for det.
– Vi er bestemt ikke på nogen måde utilfredse med vores medarbejdere, og vi vil kun være glade for at trække opsigelserne tilbage, understreger Stig Christensen, der anmoder alle venner af Oase om støtte.
– Hvis ikke der kommer flere penge ind, vil vi slutte 2003 med et underskud på 200.000 kr. I begyndelsen af 2003 havde vi et lille overskud, der gjorde, at vi budgetterede lidt for optimistisk.
– Udvidelse og installationer til SommerOase medførte samtidig ekstra udgifter. Vi har dog troen på, at pengene kan komme ind, så vi kan fortsætte vores arbejde som hidtil. Vores støtter må også vænne sig til, at det koster mange penge at have folk ansat, konstaterer Stig Christensen.
Dansk Oases samlede gavebudget er knap 700.000 kr. for hele 2003.
I dag har Dansk Oase 4 ansatte på halv tid: En landsleder, en netværkskoordinator, en kasserer og en stævnekoordinator. Det er de 3 førstnævnte, der er blevet opsagt.
Dansk Oase har baggrund i folkekirken og den karismatiske fornyelse og arbejder for fornyelse, udrustning og mission i evangelisk-lutherske menigheder i Danmark.