Dybtgående Helligånds-undervisning
Der er proteiner, perspektiv og praksis i Peter Halldorfs nye, fremragende bog om HelligåndenJa, om Helligånden
! Vi kunne også sige om Guds Rige; om Den Treenige Gud; om kirken; om gudstjenesten; om tjenesten i videre perspektiv. Med et usædvanligt overblik maler Peter Halldorf helheder for vores øjne. Sugerøret stikkes dybt i Skriften og i kirkehistorien. Gamle indsigter får aktualitet. Vi opdager slægtskabet med hele Guds kirke op gennem historien: den samme kamp, de samme løfter, de samme åndelige landskaber, den samme lidenskab – hvis vi da stadigvæk har lidenskab.Boganmeldelse
Af Gunni Bjørsted
Det har Peter Halldorf. Den kommer ikke til syne i voldsomme udladninger, men i tankerække efter tankerække vælder passionen frem. Passionen efter at drikke dybt af Ånden. I forordet skriver han om sin egen vandring:
Den har med tiden ført mig tilbage til mine rødder
Samtidig har min vandring gjort mig stadig mere fælleskirkelig: I den genkendelighed, som opstår i mødet mellem kristne, der strækker sig mod kilderne for at drikke af Ånden, bliver den kristne enhed af sig selv synlig i verden. (side 8) Og senere om formålet med bogen: Jeg skriver for at opflamme troen hos nogle og for at skænke en og anden modet til på ny at nærme sig den ild, som Jesus kom for at tænde på jorden (side 9).
Under læsningen har jeg ofte tænkt på Peter Halldorfs foregående bog på dansk Det fædrene ophav (Forlaget Anis, 2002), hvor han præsenterer 21 centrale kirkefædre. Igen og igen giver de – ikke mindst De tre store kappadokiere fra 300-tallet og Symeon den Nye Teolog fra 900-tallet – mund og mæle til centrale formuleringer om Helligånden.
Bogens første kapitler om Den Treenige Gud (bl.a. Kom med i dansen – og ja: mit inderste fik lyst til at danse med) og kap. 6 og 7 om Guds fødsel ved Ånden og Jesus som karismatiker er centrale i bogens opbygning. Det er håbløst at begynde at citere, for det ene citat vil tage det andet, men blot dette fra side 23: Helligånden er Treenighedens spydspids, altid på plads inden Faderen og Sønnen når frem. Og så følger der altså iagttagelser, der for mig er lyskastere ind i min daglige tjeneste med at kommunikere evangeliet.
For det er også en praktisk bog. Man kan mærke, at forfatteren selv befinder sig med hud og hår midt i det pulserende liv som en discipel. Derfor knyttes der hele tiden forbindelse mellem de dybe indsigter og så tjenesten, gudstjenesten, nådegavernes forvaltning, lederskab, menig-hedsliv, andagtsliv, osv. lige her og nu.
Personligt tumler jeg i øjeblikket med kapitlet Gudstjeneste med frygt og bæven. Jeg har vel læst det fire gange foreløbig, og jeg er slet ikke færdig med at drikke af det og diskutere med det – og nyde de udsigtspunkter, jeg som læser føres hen til. Halldorfs beskrivelse af gudstjenesten i det syriske ørkenkloster Mar Musa er betagende, og der er relevante betragtninger i forhold til søgerorienterede gudstjenester, og om forholdet mellem det liturgiske og det spontane.
For os, der tumler med forholdet mellem at komme til tro og Åndsfylde/Åndsdåb er kapitlet Fik I Helligånden, da I kom til tro? spændende læsning. Jeg skal afstå fra at vurdere konklusionerne, men vedkommende, dét er det i hvert fald. Det gælder også kapitlerne om profeti, tungetale og tårernes gave, der som sædvanligt i denne bog sættes ind i vide perspektiver.
Og så skal jeg endelig gøre opmærksom på et kapitel, som for mange vil være ekstra interessant: Savsmuldet i Azuza Street. I hvert fald jeg får flyttet på nogle forestillinger om, hvad det dog var, der skete dengang i 1906 i Los Angeles, da Helligånden faldt og Pinsebevægelsen blev født.
Forlaget Boedal fortjener ros for at kaste denne vigtige bog ud til danske kristnes inspiration og eftertanke. Kvalitetsmæssigt – og tildels stilmæssigt – er den i familie med bøgerne af Magnus Malm (Vejviser, Credo Forlag; og Fodspor i Glastrappen og I Lammets Tegn, som Forlaget Boedal også har udgivet).
Peter Halldorf:
Drik dybt af Ånden
333 sider 248 kr. Boedal
