Venstre sidebanner eksempel

Boganmeldelse
Madopskrifter til kirkeåret

Stender provokerer med sin sanselige kogebogDanskerne køber kogebøger som aldrig før. Forlagene udgiver tilsammen flere end 100 kogebogstitler om året. Der købes for millioner af kroner. Den store interesse for kogebøger er udtryk for en vækkelse af sanselighed, og det lægger sognepræst Poul Joachim Stender da heller ikke skjul på i Præsten & Kogejomfruen, som han har skrevet sammen med Susanne Engelstoft Rasmussen.Lad mig med det samme sige, at det er en meget flot bog: smart lay-out, glittet papir, fantastisk flotte billeder med maden arrangeret på spændende måder, i nogle tilfælde lidt for provokerende.

Susanne Engelstoft Rasmussen og Poul Joachim Stender:
Præsten & Kogejomfruen
264 sider 298 kr. Unitas

„Himmelsk“ mad

Forfatterparret siger, de ønsker at „lægge himlen ned i maden eller løfte maden op til himlen”, og så er tonen slået an. De 114 retter, mange af dem meget spændende, knytter sig til kirkeåret. Det er en rigtig god idé. Ikke blot til de store højtider, men også til Fasten, Trinitatis og Allehelgens Søndag. Dertil kommer opskrifter til livets fester: dåben, den årlige fest på dåbsdagen, konfirmationen og brylluppet. Og der er også tænkt på maden i forbindelse med døden: ved begravelsen og en madkurv til gravstedet. Tæt knyttet til de 114 retter fortælles der bibelhistorie, og det gøres ind imellem ganske spændende.

Indbydende – og sanselig

Der er mange brød og retter, som vil blive afprøvet i vores hjem, f. eks.: englenes brød, tårebrød (usyret), andebryst med brombærsauce, Esaus linsesuppe, flæskesteg fyldt med urter og nødder, fedekalv, som Abraham og den fortabte søn ville have værdsat, grillet rødtunge i tequilla med salat og udbenet lammekølle fyldt med sødme og judasører, dertil salat med fortvivlet bitterhed.
Mange af retterne ser meget indbydende ud, og jeg finder det spændende med en kogebog, der følger kirkeåret, men der er for mange provokationer i bogen – også i navnene på retterne. Er det f. eks. nødvendigt at kalde en spændende dessert for „erotiske kanelvafler med mangocreme”.
I det hele taget bygger bogen ikke kun på sanselighed i råvarerne og madlavningen, men også i soveværelset, og det er gjort på en sådan måde, at det uvægerligt vil både støde og bedrøve mange.
Det virker som om, Poul Joachim Stender virkelig ønsker at få mennesker i kirke og i nærkontakt med evangeliet, men han risikerer ved sin facon at skubbe mange væk, og det er synd.

I Jesu navn går vi til bord

Jeg glæder mig meget over bogens afsnit om bordbøn., hvor det hedder, at „det er et moderne fænomen, at man som dansker ikke takker andre end sig selv for maden”. Der lægges vægt på bordbønnen som indgang til måltidet og i nogle tilfælde også som udgang fra måltidet, og det hedder: „Børn, der vokser op med bordbøn, får en fornemmelse af, at mad er mere end mad”. Det er også fællesskab. Men det er der mange danskere, der ikke tager sig tid til i dag.

Flot – og unødigt provokerende

Min konklussion er, at der er tale om en meget flot kogebog, der på en spændende måde knytter sig til kirkeåret og bibelen. Men det er også en meget provokerende bog, hvor der provokeres for provokationens skyld på en måde, der vil støde mange. Den er alt for sex-fikseret. Udover at være kogebog er det et opgør med borgerlighed og sund kirkelighed, som vi godt kunne have været foruden.