Jesus og Josefine
Jeg arbejder i en børnehave på landet i et sogn, hvor kirken af de fleste kun bruges til bryllupper, dåb og begravelse. Børnehaven har dog den tradition at gå i kirke til høst og til jul.
I dag var vi i kirken til juleafslutning med 56 børn og ca. 10 voksne. Hvor var det dejligt at opleve børnene tale om kirken, Gud og ikke mindst Jesus på en helt anderledes måde end tidligere. Jesus er pludselig blevet et velkendt navn for børnene. Krusifikset i kirken blev bemærket og spurgt til med kendermine.
Jesus er blevet til virkelighed i børnenes liv. De ved at han er Guds søn, og at det er hans fødselsdag vi fejrer i Julen, og ikke blot fejring af at Julemanden har været på besøg. Jeg glædes dagligt over TV2´s julekalenders evne til at sætte fokus på kristendommen og Jesu livs – og ikke mindst døds – betydning for vores tilværelse. Julekalenderen anerkender at Jesus er Guds søn, og ikke blot en historisk person. Formen og sproget er anderledes end vi kristne er vant til, men det faktum behøver ikke gøre serien forkert. Hovedsagen må være at øge den danske befolknings kendskab til bibelen og dens budskab. Det formår Jesus og Josefine på en måde som taler til det moderne barn. Dernæst er det vi kristnes opgave at dyrke den jord der på den måde er gødet for os. Jeg ser på Jesus og Josefine som en enestående mulighed for at få ikke-troende i tale, og på den måde forkynde evangeliet.
Også jeg siger tak til TV2 og Bubber.
Annette Kjærgaard
Tønballevej 20
8700 Horsens