Missionscenter for unge
Afrika InTouch skaber 1. januar 2004 nyt center for unge med interesse i Afrika og mission ved Bruuns Galleri i hjertet af Århus C på adressen M. P. Bruunsgade 36, 2. – Det er vigtigt at have en base, hvor frivillige kan mødes, og hvor ideer kan virkeliggøres, udtaler bestyrelsesformand Anders Mogensen, 25 år og studerende på Århus Universitet. Afrika InTouch ønsker at engagere børn, teenagere og unge i mission i Afrika. Dette gøres bl.a. gennem organisationens lokalforeninger og tilbud til skoler, efterskoler, klubber, konfirmandklasser m.m. I Afrika er Afrika InTouch involveret i udvekslingsprogrammer, drikkevandsprojekter, et radioprojekt i Tchad, og ikke mindst ledertræning.